søndag den 10. juni 2018

2. søndag efter trinitatis 2018


Jeg har en lille bog stående på mit kontor med en masse små historier i. Bogen hedder: Altid elsket. Den står på reolen lige ved siden af mit skrivebord. Altid elsket står skrevet med rødt, så når mit blik glider hen over reolen, fanges jeg af titlen, og bliver lige mindet om; altid elsket. Bogens indhold er også godt, men det er titlen, der er skrevet med rødt, der igen og igen minder mig om en sandhed i livet. Og særligt en sandhed, jeg har brug for at høre igen og igen, når livet er svært.

Altid elsket, også når livet slet ikke går i den retning, jeg gerne vil have det. Altid elsket, når jeg snubler over livet, andre mennesker eller egne forventninger. Altid elsket. Og elsket på trods.

For selvom vi skal opleve fiaskoer, svigt eller modstand, så er vi elsket alligevel. På trods af det, vi selv synes vi fortjener, eller rettere ikke fortjener, så er vi elsket. Gud elsker os. Altid.

Og i en tid, hvor vi kan arbejde os til næsten alting, så er det befriende at vide, at der er noget, vi får også på de dage, hvor fejler. Der er noget i livet, som er ude af vore hænder. Vi glemmer det bare tit.

Faktisk er meget ude af vores kontrol. Det er vores jordiske succes og fremgang også – der er altid en stor portion held involveret for dem, der faktisk bliver store i samfundets øjne, og vi glemmer, at der sker dårlige ting for gode, flittige og dygtige mennesker. Livet rummer en uforudsigelighed, som vi må leve med.

Smukke mennesker dør. Gode mennesker bliver syge. Onde mennesker vinder i lotto. Livet kan simpelthen ikke sættes i rammer og kasser. Heller ikke selvom vi prøver. Hårdt. Og så hårdt, at forventningerne har det med at overtage vores liv, og gøre det mere surt end godt.

Livet er uforudsigeligt.

Åh, men hvor kan det skræmme dette uforudsigelige liv, og man kan få lyst til at trække sig, lukke sig inde på i sit hjem og lade verden udenfor ske. Problemet er bare, at man ikke lever, når man kigger på. Man er nødt til at kaste sig ud i livet, velvidende at vi ikke ved, hvordan det vil forløbe.

Modet til at så at gøre det, og kaste sig ud i livet, kan vi finde i ordene om, at vi er elsket. Altid.

De ord skal vi have med os som en rettesnor i dagens evangelium, der handler om, at Jesus siger, at vi skal hade vores familie for at kunne følge ham.

Det lyder så voldsomt for idealet er, at vi elsker vores familie, også selvom det ikke altid er virkeligheden.

Og vi møder et ideal, som er meget dominerende. Den ideelle familie er smilende, overbærende, lykkelig. De er aldrig i konflikt, aldrig uenige, og der eksister ingen skjulte forventninger mellem dem.

Men vi kan ikke leve op til det ideal, for i virkelighedens verden kommer vi til at skuffe hinanden, såre hinanden eller gå hinanden på nerverne. Selvfølgelig har mange øjeblikke, der er ideelle, men der er også mange øjeblikke af det modsatte.

Vi taler bare ikke så meget om det. Vi lever et liv, hvor vi halser efter det perfekte. Det gennemsyrer alt. Vi skal være perfekte mennesker – perfekte kærester, gøre en perfekt karriere og være perfekte forældre.

Ja, som forældre får vi øvelser, vi skal lave med vores børn, så deres hoveder ikke bliver skæve, så de kan lære at vende og gå. Vi skal stimulere dem rigtigt, så de bliver kreative, selvhjulpne, selvstændige og rustede til livet. Man kan blive vildt stresset over alt den træning, man skal lave for sit barn i sin barsel. Det er ikke fordi, jeg er imod at vi skal give vores børn det bedste, eller at vi skal forsøge at være de bedste mennesker, men problemet er de dage, hvor vi ikke kan leve op til idealerne og forventningerne. De dage er hårde, og de dage, kan vi banke os selv oven i hovederne med. Det er svært. Faktisk er der lavet undersøgelser, der viser, at mange slapper mere af på arbejde end hjemme.

Familiens skød er ikke nødvendigvis et fredens sted, men kan lige så let være et svært sted og et smertende sted. Et sted, hvor vi bliver forpustede og kede af det. Et sted vi fejler.

Og nu siger Jesus så til os, at vi skal hade vores mor, far, børn – ja, hele familien. Det kan lyde så forvirrende.

Så hvad mener han?

Han mener, at der findes en måde at leve på, hvor vi, selvom vi ikke altid opnår det, vi ønsker, og selvom vi nogle gange er forkerte eller ikke slår til i samfundets øjne, så alligevel kan være til. Selvom nogle hårdnakket vil påstå, at det er umuligt, så kan man faktisk leve med alt det rod, man har med i bagagen. Den kristne tro er troen på, at det kan lade sig gøre – fordi vi har Guds kærlighed.

Vi skal se ud over os selv og se livet i den større sammenhæng. En sammenhæng, hvor vi ikke kun er i familie med dem, vi deler DNA med, men også er i familie med Gud. Vi skal udvide vores blik, så vi ikke stirre os blinde på vores eget liv, men faktisk ser, at vi er i en relation med Gud.

Det er en relation, hvor forventninger, domme og idealer ikke fylder, men hvor der kun er kærlighed. Der ér en relation i livet, vi ikke kan dumpe eller fejle i. Kærligheden er ikke afhængig af resultater. Det mærker man særligt, når mn bliver forældre – og i dag, hvor vi har døbt tre små drenge, så ved I, deres forældre, at I elsker dem, fordi de er dem, og ikke for hvad de kan. Der bliver kærlighedens væsen så tydelig. Kærlighed er uden betingelser.

Og hvor meget mere elsker Gud så ikke os? Vi er elsket altid.

Der er en kæmpe befrielse i det, at vi ikke bliver bedømt på om vores liv blev en succes eller på hvor få konflikter, vi havde med vores familie. For i Guds rige handler det ikke om dom, men om tilgivelse, nåde, velsignelse og kærlighed. Guds rige er kærlighedens rige.

Vi skal hade vores familie? Jamen, det skurrer stadigvæk i mine øre. Det giver ikke mening. Og faren er, at vi kommer til at hade i kærlighedens tjeneste.

Men vi skal ikke begynde at hade, hvor kærligheden er. Vi må ikke skubbe kærligheden væk til fordel for hadet. Hadet er ikke målet – det er aldrig målet.

Fortællingen her er svær, og derfor kan det være godt, at se i Matthæus evangeliet, hvor denne episode også er nævnt. Men hos Matthæus siger Jesus ikke noget om had, men om at vi ikke må elske vores familie mere end vi elsker Gud.

Her bliver det mere tydeligt og klart, hvad der menes. Her kan vi lettere forstå, at det ikke handler om at hade, men om at vi ikke må kroge os så meget ind i vores eget lille liv, at vi glemmer åndeligheden – glemmer Gud. Glemmer Guds kærlighed. Men det er ikke et enten eller – det er ikke en konkurrence mellem Gud og familien; men en ny måde at se sit liv på.

Vi skal åbne os vore verden, og tage imod Guds kærlighed. Og den kærlighed skal vi gøre levende mellem os.

Også i familien. Men også mellem dem, der ikke lige er vores familie eller venner. Vi skal være ødsel med kærligheden, og ikke bare dosere den til dem, vi synes fortjener den.

Det er er budskabet – del kærligheden. Del i ødselhed.

Lad kærligheden løfte dig op, så du glædes over det som er, og ikke det som ikke blev. Gud elsker dig som du er, ikke som den du ønskede at være. Gud elsker dig. Du er altid elsket.

Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...