onsdag den 13. juni 2018

Præsteklumme, oktober 2015


Fryd dig på trods
I foråret begravede vi min stedmor. Det skete efter flere års kamp mod kræft. Den sidste tid var hård – uendelig hård. Hun var svundet ind til en ingenting, hun var ældet og livsmodet var krympet. Hun skulle dø. Hun vidste det, sygehuspersonalet vidste det og vi vidste det. Men vi brød os ikke om det. Et sted inde i os selv, håbede vi vel alle på, at et mirakel ville helbrede hende, selvom man ikke kan kalkulere med mirakler.

Nogle sagde til os, at det var til det bedste; men vi syntes ikke, at det var til det bedste. Det bedste ville være, hvis hun ikke skulle dø. Det bedste ville være, at hun ikke skulle lide. Det bedste ville være, at hun levede.

Men hun døde. Stille og roligt. Smukt. Værdigt. Og ganske forfærdeligt.

Vi sang ”Dejlig er jorden” mens vi stod der i afmagt.

Vi sang om slægter, der skulle følge slægters gang. Vi sang om tonen fra Himlen, og vi sang:

Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser fød!

Det var stærke ord midt i sorgen. De rakte ud efter os, og greb os. Fryd dig menneske, for en evig frelser er født. Det var troens stemme, der pludselig svarede os på spørgsmål, vi ikke vidste, vi havde stillet. Og selvom det kan lyde absurd, så var der på stuen et håb, der gennemtrængte døden. Døden blev ikke det sidste, der var og er at sige om hende. Hun er hos Gud.

Hun blev ikke helbredt, som vi kan høre Jesus gør i Bibelen, eller som visse tv-prædikanter påstår de kan; men hun er hos Gud. Og selv det i vores hverdag er det næstebedste, for vi ville hellere have hende hos os, så er det et håb i vores liv, der gør, at vi kan fryde os over livet. Dejlig er jorden, også i afmagtens favntag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar