Præsteklumme, april 2016

Ethvert liv bør leves i frihed.

Den sætning er forudsætningen for, at liv kan blive godt. Vi bør leve et liv, hvor enhver må mene, tænke, forsamles og tro på det de vil. Så længe det ikke skader medmennesket selvfølgelig. Det giver bevægelsesfrihed i sindet, når friheden kan bruges frit.

Jeg var for kort tid siden på besøg i Imam Ali Moskeen i København, der er en shia muslimsk moske. Der fik jeg mulighed for at tale med ung kvinde, der var konverteret til islam. Hun var opvokset på landet, havde sunget i kirkekor og fået en, hvad mange vil kalde, almindelige, dansk opdragelse. Og alligevel fandt hun i islam, den vej, som hun skulle følge. Hun konverterede, og efter en del år, valgte hun at tage tørklæde på. Hun havde tænkt, at det var hendes egen sag mellem hende selv og Gud, men hun blev klogere. For derefter oplevede hun at blive chikaneret på åben gade, skubbet til, råbt af, og sågar spyttet på. Kun fordi hun nu åbent viste, at hun som pæredansk kvinde, var blevet muslim.

Hendes historie rørte mig dybt. Dels fordi jeg var rystet over den chikane, hun oplevede, men fordi jeg også vil have ret til at tro på den treenige Gud, og gå med et kors om halsen, uden at blive chikaneret. Hendes historie er en historie om, at frihed er noget, vi giver hinanden.

Frihed er noget ganske sårbart, som meget nemt kan blive kvalt i fordomme, fordømmelse og frygt. Friheden kræver, at vi tiltror hinanden det bedste, og faktisk giver hinanden lov til at være anderledes end os selv. Gør vi ikke det, er det ikke frihed.

I kristendommen lærer vi, at vi er blevet sat fri. Vi er sat fri til at elske – og ikke kun andre kristne, men alle mennesker. Ja, selv vores fjender, skal vi elske. Det betyder, at selvom vi måske et kort øjeblik, kan mærke en frygt i maven over for en ukendt person, så skal vi øve os i at se mennesket bag. Og selvom vi gang på gang bliver skuffede over andre, så skal vi stadigvæk øve os i at se mennesket bag. Der er ingen undskyldning for at ikke at forsøge at elske. Det er kærlighed at give hinanden frihed.

Og dét er kærlighed, der insisterer på at være levende iblandt os.