Kan du gætte hvem jeg er?
Du kender dem nok godt – de der mennesker, man har en fornemmelse af altid har en maske på. De er aldrig helt dem selv. Man skulle tro, at de fejrede fastelavn hele året rundt. Det er som om, at hele deres peronlighed bliver forloren. Kald det mavefornemmelse eller instinkt, men det er ubehageligt at står overfor sådanne personer. De bliver utydelige.
Eller det vil sige, engang imellem er det jo os, der ”tager maske på” og bliver en anden. Nok mest for at skærme os selv, eller fordi vi bliver usikre. Vi påtager os en personlighed, der passer til situationen, tror vi, og spiller ud fra den. Spiller med, men spiller også fallit. For hvem er man, når man tager maske på? Det er nok individuelt, hvordan vores masker ser ud; men fælles for os alle er, at vi gerne vil være vellidte. Det betyder faktisk noget, at andre kan lide en. Og frygten for, at vi ikke er gode nok, kan være nok så skræmmende. Men faktum er, at lige meget om vi har maske på eller ej, så har andre en holdning til os. Så hvorfor ikke lade folk have en holdning til dem, vi reelt er, snarere end en selvfabrikeret maske?
Det handler om at turde være i sit liv.
Livet giver knubs. Det kan ikke undgås; og det hjælper ikke at leve gennem en stand-in. Vi kan ikke leve som andre end os selv.
Jeg tror, vi skal holde op med at bruge så meget tid på at polere vores maskers facader, og mere tid på at vise verden, hvem vi er. Og vi er forskellige. Vi har fået forskellige evner, og det er ok. Der er plads til og brug for alle.
Så skal vi ikke holde op med at bruge tid på at gætte, hvem der er bag masken, og istedet for bruge tiden på at lære hinanden at kende?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar