17. søndag efter trinitatis 2019

Vi har alle en plads i livet, der er vores. En plads som ingen andre kan tage fra os, men som er vores helt alene.

Fra den plads skal vi udfolde livet, leve med hinanden, grine og græde. Herfra skal vi opdage verden, forelske os, elske og sørge.

Vi har en plads, der er vores, og som ikke ligner andres.

Vi har også fået et liv, der er vores. Et liv, som ingen kan tage fra os, men som er vores. Vi har fået forskellige evner – nogle har et stort følelses register, andre er mere lukkede. Nogle er gode til at skabe relationer, nogle til at få noget fra hånden, nogle stiller de gode kritiske spørgsmål og andre spreder latter. Vi har alle en profil, som man ville sige på marketings sprog. Vi har alle en profil. Men nu er vi i kirken, og vi taler anderledes om mennesker. Vi siger derfor, at vi alle har forskellige nådegaver. Vi kan noget forskelligt og skal noget forskelligt, men ingen af os kan undværes.

Men det kan være svært at finde sin plads i livet. Mange søger efter lige præcis den hylde, de (eller skulle jeg sige vi?) kan ligge på. For det kan være svært at finde sig til rette. Og særligt i en verden, hvor alle valg er åbne.

Vi har alle vores identitetskampe.

Verden er mere og mere splittet. Generationer har svært ved at spejle sig i hinanden, fordi verden har forandret sig markant de sidste 20-30 år. Der er kommet nye kommunikationsformer, der også er blevet faktorer i vores identitetsdannelse. Vi er tilgængelige 24/7, og derfor er vi også udsat for andres bedømmelser og dom hele tiden. Vi er hele tiden forbundet, men ikke i et fællesskab, men i en kamp om at være den, andre ser op til, misunder og vil være som. Ord som ydmyghed, bliver nok af mange postfaktuelle mennesker tolket som ydmygelse. Der mangler en forståelse for nuancerne.

Man kan nu fristes til at drømme sig tilbage til de gode gamle dage, hvor alt med årene bliver bedre og bedre. Fortiden får altid et gyldent skær af lykke, jo længere væk den kommer.

Men livet var ikke nemmere før i tiden – det var bare anderledes, og hver generation har sine kampe. Og i denne del af verden er identitetskampen særligt fremherskende.

Vi får hele tiden at vide, at vi skal være små succeser og populære. Måske ikke sådan i en national forstand, men så i vores eget liv. Vi skal drømme stort og gå efter den. Det er bl.a. grunden til, at jeg som smededatter fik en boglig uddannelse -fordi jeg fik lov at drømme. Men bagsiden af medaljen er, når vi får så travlt med at blive succeser, at vi ligesom Jesus fortæller om lignelsen sætter os for højt op. Når vi ikke længere ser andre, men alene har øje for vores egne mål. Når rundsavene bliver monteret på albuerne, og vi til højre og venstre flænser andres drømme for vores egens skyld.

Da er det ikke længere vores egen plads, vi går efter, men vi forsøger at tilrane os noget, vi ikke bør. Nemlig en plads på andres bekostning. Og den plads er aldrig vores.

Der ligger et element af idealisme i kristendommen. Forstået på den måde, at det Guds rige, som vi hører om, faktisk ikke kan realiseres på jorden. Dertil er vi alt for sølet ind i at gøre det forkerte. Vi kan ikke andet end at komme til at fejle.

Men selvom vi ikke i vores liv på denne side af døden kommer til at opleve en verden uden synd, så er det alligevel værd at bemærke, at det er det liv, som Gud fra begyndelsen skabte. Et liv hvor mennesker lever side om side på den plads, der er deres. Et liv, hvor vi ikke gå så meget op i at få ret, men om at være sammen. Leve sammen.

Måske er det derfor, vi får denne verbale lussing af Jesus, når han siger, at vi skal sætte os på en ydmyg plads, og vente på at blive budt op.

Vi skal indse, at det vigtigste i livet ikke er noget, vi kan tilrane os, men er noget, vi får tilbudt.

Vi kan vide nok så meget Gud, kristendommen og Bibelen, men hvis vi ikke overgiver os til Gud og hans kærlighed, så er alt ligegyldigt.

Vi har brug for Gud – hans nåde, hans øjne, han kærlighed. I Guds øjne bliver vores identitet rolig.

Identitet betyder egentlig Den samme. Så Identitet handler altså om, at den vi er, og det vi viser går hånd i hånd. At vi er den samme i hjertet som i handlingen.

Det var Jesus. Hans hjerte og hans handlinger var den samme.

Og det provokerede folk. For han gik ikke op i menneskelige regler i forholdet til Gud.

Vi hører om farisæerne i dag. De var mennesker, der havde deres identitet bundet op på de regler, som de fulgte. Sabbatten skulle holdes hellig. Der måtte man ikke arbejde. Der måtte man kun hvile. Farisæeren var dygtige, lovlydige mennesker, der prydede sig af at holde reglerne. De holdt reglerne, derfor var de.

Og så kommer Jesus. Tømrersønnen fra Nazaret og gør alt helt forkert. Han helbredte på en sabbat. Det måtte man ikke, og måske slet ikke for noget så ligegyldigt som vand i kroppen. Det har ikke været livstruende, højst meget generende. Bagatelgrænsen for undere, må være nået her. Det kunne ligeså godt være en ligtorn, han fjernede.

Men skandalen ligger i, at han helbreder på en sabbat, og går imod loven. Den lov, der er grundlaget for farisæernes selvforståelse. Det er klart, de bliver vrede. Men hvad de ikke forstår er, at man i sin jagt efter at gøre det rigtige, kan ende med at skubbe andre til side for at få en plads højere oppe. Farisæerne var ikke onde mennesker, men de forstod ikke. Forstod ikke kærlighedens magt.

Jesus kommer med Guds rigets virkelighed lysende i hjertet, og gør op med de love og rammer, vi sætter. I Guds rige er det ligegyldigt om man holder hviledagen i hu, hvis man af den grund glemmer næsten. I Guds rige går de nok ikke helt så meget op i liturgi, som vi præster egentligt bruger ret meget tid på at tænke over.

For i Guds rige handler det ikke om den enkeltes bedrifter, men om at vi alle er mennesker for og med hinanden. Der vil vi være en enhed – der vil Gud være i alle – gennem alle. En del af Guds rige er allerede en del af vores virkelighed. Det begyndte en søndag morgen i påsken ved en tom grav, hvor en lille flok kvinder blev grebet af frygt, men også af mod fordi de gik hen og fortalte det utrolige. Nemlig at Kristus ikke længere lå i graven, men var gået ud af den. Ud i verden igen.

Dengang blev Guds rige en del af vores verden, og lyset fra dengang skinner endnu hos os. Guds rige er begyndt at blomstre hos os. Kærligheden er i verden. Vi er forbundet – vi er i Kristus. Kærlighedens vind blæser over hjerteløse egne. Kærlighedens ild flammer på menneskekolde steder. Guds rige er begyndt, og vi har fået et kald til at arbejde med på kærligheden. Dele den, være ødsle med den, og give den der, hvor der er allermest brug for den.

Kaldene er mange, Herren er én,

Herren Jesus Kristus,

kaldene er mange, Herren er én,

vi er ét i ham!

(DDS 330, 4)



Vi er alle et i Kristus – det er vores identitet. Når vi overgiver os til det, så handler vi som vores hjerte. Så er vi på den plads, der er vores, og som har været det fra begyndelsen.

Amen




Salmer:



392: Himlene herre (Indgang)

20: Jeg ser dit kunstværk (Mellem læsningerne)

335: Flammerne er mange (Før prædikenen)

320: Midt iblandt os (Efter prædikenen)

676: Guds fred (Under nadveren)

861: Herren svinger (Udgang)


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.