18. søndag efter trinitatis 2019

Du er mere end summen af dine fejltagelser.

Du er mere end dit ophav.

Du er mere end din tankeløse ungdom.

Du er mere end alle dine vildskud tilsammen.



Du er mere end dine kuldsejlede relationer.

Du er mere end din tvivlsomme indsats.

Du er mere end dine gode hensigter.

Du er mere end dine tab.

Mere end dengang du var fej.

Mere end hvad nogen mener om dig.

Mere end hvad nogen engang har sagt om dig.



Du er væsentlig mere

end din helt egen hjerteløse kalkule

over alle de ting,

du vil kunne bebrejde dig selv

nu

og i al evighed. Sådan lyder det vidunderlige digt af Helle Søtrup med det pudsige navn: Overgivelse no. 3 fra bogen: Kyshånd.

Du er mere. Og du er mere end de bebrejdelser, du lægger på dig selv. For hvis der er noget, som langt de fleste er gode til, så er det at fejlfinde hos sig selv. At finde de små fejl, vi alle sammen hele tiden gør og har; og så puste dem op til gigantiske luftballoner, der får lov at svæve i ens indre landskab. Gud behøver slet ikke være dommer over os mennesker, for han har udliciteret opgaven til os. Det er vi egentlig også bedre til end Gud, for når Gud dømmer, er det med nåden. Når vi dømmer, så er det med skam. Og det er langt mere effektivt at dømme med skam. Jeg håber I kan høre ironien, i det jeg siger.

I al fald er skammen mere effektiv, hvis man gerne vil gøre sig selv og andre bitte små.

Skammen. Vi kender den alle sammen, og nogle af os, kan måske næsten høre en voksen sige til os, da vi var børn: ”Du burde skamme dig”. Men det var nu ikke et problem at skamme sig, for den følelse ligger i alle mennesker. Vi kan ikke undgå den. Og nogle gange er den såmænd god nok, fordi den er med til at regulere fællesskabet. Men andre gange – de fleste gange – er skammen med til at trykke os mod jorden. Vi sænker blikket og hovedet. Ordene forsvinder inde i os, og vi bliver tavse. Og tavshed er aldrig uskyldig. I skammens favntag, har vi mest lyst til at skamme os helt usynlige, så vi kan forsvinde. Komme væk. Og samtidig lever skammen af, at vi giver den ret. Vi fodrer den.

Det modsatte af skam er ære. Vi siger i vielsesritualer, at ægteparret skal elske og ære. Og i de 10 bud hører vi, at vi skal ære vores forældre. Vi skal altså sætte pris på og respektere dem omkring os. Det betyder, at vi ikke må ødelægge deres grænser eller deres inderste. Vi skal respektere dem i deres skabthed. Men hvis æren ikke er der, så er der en fare for, at skammen kommer. Når man ikke ære hinanden, så smitter man med skam – skam over at være den, man er. Skam over ikke at slå til. Skam over ikke at være mere.

I evangeliet til i dag, handler det også om skam og ære. Det gør alle disse samtaler, hvor grupper forsøger at fange Jesus på det forkerte ben. De ønsker at skamme ham ud. De vil tage hans ære fra ham.

Farisæerne vil vide, hvilket bud, der er det største i loven. Og farisæeren havde ikke mindre end 613 bud, så der var nok af tage af. Det var vel nok en fælde, for hvordan kunne Jesus om muligt kende alle 613 bud, og endsige fortælle dem, hvilket der var det største.

Men Jesus svarer dem. Han tager to bud fra loven, der ikke engang står samme sted, sammenfatter dem, og siger, at disse to er de største. Han siger: ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ og fortsætter: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹

Det er en sammenfatning så enkel, at det vel nok er det citat, som kristendommen er mest kendt for. I stedet for at Jesus blev skammet ud over et svar, han ikke kunne give, så viser han os gennem dette svar, at al æren er hans.

Men fortællingen slutter ikke her. For Jesus vil noget mere. Han spørger farisæerne om hvem de tror, han er. Og de svarer, at han er Davids søn. Men dermed så afslører de sig selv, for de ved ikke, hvem han er. Og derfor sætter Jesus dem på plads med deres egne retoriske spidsfindigheder. Jesus påpeger, at David kalder ham Herre og ikke søn. Det er endnu et citat fra Det gamle Testamente, som viser, at Jesus kunne sit stof. De kunne ikke skamme ham ud, men han afslørede dem i deres uvidenhed. Men han skammer ikke dem ud – for han begyndte jo med at give dem de to bud, som hele livet skal bygge på. Han giver dem løsningen på skammen, kunne man sige. Hvis og når man elsker sin næste som sig selv, så handler og behandler man hinanden med ære. Skammen får derfor ikke næring, og bliver udsultet.

Jesus viser os med sine korte og præcise svar, at han er Guds søn. Han er Herren. Og dermed bliver sammenfatningen af loven endnu mere vigtig. Det er Gud selv, der siger til os, at vi skal elske ham af hele vores hjerte, sind og sjæl.

Vi skal elske med hjertet, der er vores følelsers hule. Vi skal elske med sindet, der er forstanden. Og vi skal elske med sjælen, som er vores vilje. Vi skal elske med alt, der er os. Og vi skal elske vores næste som os selv.

Det betyder, at vi må kaste os ud i livet med alt, der er os. Hele os, og ikke bare dele af os. Vi skal bruge hjertet, sjælen og sindet. Vi skal bruge os selv.

Kærligheden er handling, fordi det er en måde at være på. At leve på.

Det er det ”mere”, som Helle Søtrup taler om i sit digt. Du er mere. Du er mere end det, du ikke formår og det der ikke gik, som det skulle. Det ”mere”, er den kærlighed som Gud kalder dig til at leve i. Vi skal leve i kærligheden. Ikke bare på den eller med den. Nej, vi skal leve i kærligheden, så den bliver en del af hele vores virke.

Det handler ikke om en nær fremtid eller en fjern fortid – vi skal handle nu i dette øjeblik.

Eller som Frans af Assisi sagde engang han var omgivet af sine disciple: ”Venner, vi er endnu ikke begyndt at gøre Guds vilje. Lad os dog få begyndt.” Det begynder nu – vi skal overgive os Gud.

Vi er i Guds kærlighed. Du er altid mere.



Amen










Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.