3. søndag efter trinitatis 2020

For et par generationer siden, var en kvinde, der boede ved vandet, ude at gå. Derude ved vandkanten, hvor himmel og hav rører hinanden, tabte hun sin vielsesring. Ikke med vilje, men ved et uheld gled den lille guldring af fingeren, og forsvandt mellem sand og sten. Og da hun opdagede det, blev hun ulykkelig, og ledte og ledte, men selvfølgelig fandt hun ikke sin ring. Den var tabt.

Tiden gik, der kom børn til, kroppen fik mærker af livets slidt, solnedgange og solopgange afløste hinanden.

På den tid hentede man sand fra stranden til at strø på gulvet i forbindelse med rengøring og til pynt. Sådan gjorde de også den dag, hvor det skete. De gik til stranden hentede sand, og strøede ud på gulvet. Og der lige midt i snavset, glimtede noget pludselig som en lille stjerne. Det var, ja I nok gættet det, hendes vielsesring. Den selvsamme ring som hun årtier forinden havde tabt. Den var med gulvsandet fra stranden endt lige præcis i hendes hus. Ringen var blevet fundet igen, og der var en glæde som kun var blev overgået den dag, hun første gang fik den på.

Se, den historie er sand. Det er faktisk sket, og alligevel lyder det så usandsynligt, at netop den ring, der årtier forinden var blevet tabt på en strand, skulle ende hjemme på gulvet hos den samme kvinde. Det er svært at tro, og kun fordi Søren Ryge engang har fortalt den i fjernsynet, tror jeg på historien.

Det tabte blev fundet.

Der er noget næsten evangelisk i fortællingen – det der synes tabt for altid, bliver alligevel ad omveje, som vi hverken har kontrol eller magt over, fundet og skaber glæde.

Det minder om lignelsen til i dag. Om sønnen, der blev tabt for faderen og familien, og som alligevel på trods af alt, alligevel kommer hjem og skaber glæde. Og det selvom der måske er gået årevis, siden har forsvandt. Men mon faderen i den tid mistede sit ønske om at gense sin søn? Jeg tror det ikke. Jeg tror faderen har ønsket, at sønnen en dag ville komme gående, og mon ikke han har forestillet sig, hvordan han selv ville løbe ham i møde? Omfavne ham, dufte hans hår, se ham i øjnene og smile. Ikke skænde eller true ham, men holde ham tæt. Tæt på hjertet og tæt på livet.

Lignelsen hedder i daglig tale ”Den fortabte søn”. Fortabt er et pudsigt ord. Det er sammensat at ”for” og ”tabe”. Når man sådan sætter FOR på et ord, så indikerer det, at noget ændres til en ny og blivende tilstand. Så når man siger FOR-tabe, så betyder det, at det er noget, der ikke kan findes igen. Når det er fortabt, kan det altså ikke genfindes. Det tabte kan findes, men det fortabte er for evigt tabt.

Derfor er det jo interessant, at sønnen kaldes den fortabte. Og her menes altså den yngste søn, selvom flere har forsøgt at gøre gældende at den ældste er fortabt. Men det er han ikke – han er blot vred og misforstår, og det fortabes man heldigvis ikke af.

Det er den yngste, der er fortabt – blevet væk fra sin far. Blevet væk fra sit eget liv. Han er gået sin egne veje, og det er der jo faktisk ikke noget galt i. Ja, det tilskynder vi hinanden at gøre. Så hvor er det, at han bliver tabt?

Han bliver tabt og fortabt lige der, hvor han tror, at han kan klare sig uden andre – der hvor han trækker sig fra kærligheden, som vi i lignelsen møder i faderens skikkelse. Der bliver han fortabt.

Og så taber han også sig selv. Han kommer ud i en krise, hvor han ikke længere kan finde fodfæste i sit liv.

Men det er ikke krisen, der gør ham fortabt – det er da, han vender ryggen til. Og skal vi tage ordet fortabt til indtægt, så betyder det, at den yngste søn nu er gået ind i en ny og blivende tilstand, der ikke sådan kan ændres. Han er hermed fortabt for altid. Med lignelsens ord dømt til at bo langt fra sit hjem i kummerlige forhold. Oversat at bo væk fra det hellige i livet, og dermed i en verden, hvor Guds rige ikke længere bryder igennem.

Hvis lignelsen nu endte her, så ville vi kun kunne bruge den til at moralisere overfor andre, men heldigvis fortsætter den. Der er evangelium i lignelsen, og evangeliet er, at faderen og sønnen finder hinanden, og der bliver glæde.

Det fortabte bliver fundet. Sådan ser nåden ud – det fortabte bliver fundet.

Nåde er, at Gud kan ændre det, der ikke kan ændres. Han kan ændre en ellers blivende tilstand til noget nyt. Så det, der ellers var fortabt – ikke kunne ændres og aldrig ville blive fundet, kan, når vi har med Gud at gøre, faktisk blive fundet. Det FOR-tabte bliver til FOR-nyelse i Guds rige. Det er nåde.

Sønnen bliver derfor bundt indenfor, selvom vores retfærdighedssans måske taler imod, og siger at sønnen i det mindste burde få en timeout eller blive skældt ud. Men Faderen fester, når det, der er tabt, bliver fundet. Uden forbehold.

Hvad med os – er vi fortabte. Tja, det er der forskellige holdninger til. Men det er egentlig ikke så vigtigt, for pointen er, at når vi føler os som en forladt og fortabt guldring på en stor strand, når vores indre glød falmer af vind og vejr og ensomhed, så leder Gud efter os. Vi bliver fundet, pudset og fornyede, så vi igen kan skinne klart. Nåden gælder også os.

Gud har givet os et løfte, som han ikke fortryder. Et løfte, som han gentager på forskellig vis. Et løfte om at værne os, gå med os og velsigne os. Et løfte om at vi altid har et hjem hos ham, og at vi, når vi kommer, altid vil blive modtaget med åbne arme.

For nåde er at blive taget imod, når man selv tror man ikke fortjener andet end den nederste plads – eller måske slet ikke engang en plads. Nåde er, at den er ufortjent, og at selv den, der bliver misundelig, får nåden.

Gud vender ikke ryggen til os, men tager imod os som vi er – hvor vi er i livet.

Martin Luther brugte store dele af sit liv på lede efter en nådig Gud. Den søgen gør mange sig stadigvæk, og spørger Gud: hvad kan du gøre for mig Gud. Måske lyder det som et krav til Gud, men det er også en søgen efter Guds nåde. Søgen efter Gud, når føler, han ikke længere følges med os.

Men som Peter Bastian skrev i den bog, der skulle blive hans sidste, så er mennesket altid allerede elsket. Vi er elsket inden vi beder om arven, og elsket inden vi kaster os ud i en søgen efter det, vi allerede har. At tro handler ikke om det, vi kan gøre for Gud, men om at Gud tager imod os. Nåden har altid været vores. Hvis vi vil have den.

Det indså Luther, og formulerede derfor, at Kristus havde og har fritaget os fra at skulle frelse os selv. Vi skal ikke selv skabe fornyelse ud af fortabelse – det gør Kristus for os. Vores fortabelse bliver til fornyelse og glæde, og vi skal ikke andet række vores arme frem og lade os omfavne.

Mere skal der ikke til – mere har der aldrig været brug for.

Lad glæden begynde.



Amen


Dagens tekster:


https://www.bibelselskabet.dk/3-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke