5. søndag efter trinitatis 2020

"Jeg vil så gerne være lykkelig". Ordene rammer. Som et ønske, et krav. En længsel. Hun siger dem igen til mig over kaffen på cafeen. Som om jeg ikke hørte det første gang. Min veninde kigger på mig med søgende øjne – hvad siger jeg nu? Præsten, veninden, mennesket. Hvad svarer jeg lykken?

Ordene lyder atter: "Jeg vil så gerne være lykkelig."

Hendes udsagn rejser sig, og blander sig med tusindvis af andre stemmer, der siger det samme. Et slags kor, der synger ud i verdensrummet. Jeg fristes til at synge med, for jeg kan heller se mig fri for at ville kræve lykken.

Men lykke kan ikke kræves. Vi kan ikke tvinge den frem ved at ønske den; for lykken er bundet til øjeblikke uden for os selv; og er aldrig – vil aldrig være konstant eller skabt af os. Men bilder vi os ind, at lykken kan være det? Tror vi fejlagtigt, at vi kan arbejde lykken frem?

Lykken er næsten blevet hver mands eje. Eller i al fald noget, vi meget gerne skilter med, at vi har. Det er næsten som om, at vi bliver mere lykkelige af at andre beundrer os. Misunder os.

Men sådan er livet jo ikke hele tiden. Mellem disse glimt af lykke er der hverdage, grå dage og blå dage. Der er rutiner og gentagelser. Der er sorg og lidelse. Ville vi nogle gange ønske, at vi havde et andet liv?

Men vi kan ikke bytte liv – vi har fået det liv, der er vores.

Tag dit kors på dig og gå, siger Jesus til os. Siger det mange steder og mange gange. Tag dit liv på dig, for det er dit. Men tag ikke det liv på dig, som du ville ønske, var dit. Tag dit eget liv på dig.

Mit liv er mit – du kan ikke være andre, de er allerede taget – dine fodspor kan ingen andre fylde ud. Vi siger det på så mange måder til hinanden – og til os selv. Hvisker det de dage, hvor byrderne er for tunge.

Og Gud? Ja, hvor er han? Anklagen og længslen synger i ordene. Hvor er Gud, når livet er hårdt? Eller hvor er Gud overhovedet. Der bliver nægtet at tro på en gud, der ikke viser sig.

Men Gud vil ikke vise sig for at overbevise os om sin eksistens. Han er ikke underholdning, og han har ikke brug for at blive beundret i vores øjne, for at være gud nok.

Gud er!

Med hele sin fylde – kærlighedens kilde, tilgivelsens glæde. Han er mere end en følelse af lykke. Følelserne leder os faktisk ikke til Gud. For følelser kan svigte, og Gud svigter ikke. Følelserne er vores reaktion på verden, men de er ikke verden i sig selv.

Det er Gud, der er overalt i verden med sin helligeånd – men den kærlighed, der bliver levende, når vi nærmer os hinanden. Som to magneter, der tiltrækkes. Kærligheden er mennesker, der ser hinanden i øjnene, og genkender sig selv i den andens blik. Kærligheden er to hænder der søger hinanden i en biograf. Kærligheden er måltidet, der bliver lavet aften efter aften til familien. Kærligheden er glæden over andres glæde. Kærligheden er det lim, der holder os sammen. Sammenhængskraften.

Kærlighed er at blive genkendt som den, man er. Det er slet ikke det samme som at blive beundret på overfladen; men er derimod at blive set som et menneske. Som individ, der er villet af Gud i denne ofte kaotiske verden.

Villet i livet.

Når Gud taler, så taler han om os – om dig. Du er skabt, døbt, elsket og fulgt livet igennem. Din troshistorie med Gud er din unikke historie – den er ikke andres. Den er din alene.

Gud siger nok ikke så meget til vores livs bedrifter. Jeg tror faktisk ikke, han forholder sig særlig meget til vores succeser, evner eller uddannelser. Jeg tror derimod, at han forholder sig til os – vores inderste. Han vandrer med os gennem livet, han lider med os, glædes med os, og hver dag skænker han os sin nåde, når vi igen går vild i livet.

Men bliver livet så nemmere? Næ. Egentlig ikke. Vi er ikke lovet, at livet bliver nemmere eller mere lykkeligt, fordi vi er kristne. Vi er ikke mere skærmede eller beskyttede, fordi Gud vandrer med os. Vi er lige så udsatte i livet som enhver anden.

Det misforstod Karl Marx, der troede, at religion, ligesom opium, bedøver troende til ikke at tage del i denne verden, fordi vi så at sige, jo må have hovedet i himlen. Religion, mente han, var en virkelighedsflugt.

Men religion er netop ikke en virkelighedsflugt, men derimod et skridt ind i virkeligheden, og et skridt væk fra kravet om lykke.

Det vidste nonnen Teresa af Avilia, der sagde til de andre nonner, når de var særligt slidte og trætte, at så skulle de spise et godt måltid. De skulle altså ikke bede mere, men derimod spise en steg. Og Teresa af Avilia sagde, at hun så nonnernes Gudstro, når den udmøntede sig i det levede liv. Det er mellem mennesker, at livet er. At være troende er ikke at flygte fra livet, men derimod at tage det på sig. Tage sit kors på sig.

At leve med det liv, der nu engang er vores. Med de opgaver, udfordringer, sygdomme, lidelser og nederlag, der bliver os til del. Eller som vi siger i vielsesritualet – i medgang og modgang. Og vi skal leve med hinanden – for hinanden.

Det vidste Jesus også – og viste os. Han gav Simon med tilnavnet Peter en opgave, men også en gave. Han skulle grundlægge kirken – bad ham holde fast i fællesskabet, så vi generationer efter generationer har kunnet finde hinanden. Og måske særligt de stunder, hvor verden har været mørkest.

Og den dag i dag står kirken. Vi finder stadigvæk sammen – i glæde, i sorg og i håb. Vi finder sammen i livet. I fællesskabet.

Og her hjælper vi hinanden til at træde ind i virkeligheden, og blive hinandens næste.

Måske bliver vi ikke lykkelige af det – men vi styrkes og trøstes. Og det kan man leve på. Det kan man faktisk leve på – leve af.

Tag dit kors på.

Lev.

Amen

Dagens tekster:
https://www.bibelselskabet.dk/5-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke