20. søndag efter trinitatis 2020

Vi er sat i det her liv, der på godt og ondt udspiller sig, med os som hovedrolleindehaverne. Det er kun os, der kan leve det liv, der er vores.

Livet kræver os, kunne man sige.

Karen Blixen havde livet igennem en del mottoer, som hun levede ud fra, og et af dem var: ”Je responderay”

Det betyder: Jeg vil svare.

Livet skal svares. Når der bliver kaldt på os, skal vi give et svar. Det nytter ikke at være stille, gemme sig eller lade som om man ikke hørte noget. Livet kræver svar.

Og dermed også ansvar. For ansvar er at svare på tiltale. Give et ja eller et nej. Ansvar er altså ikke det samme som at tage opgaver på sig, men derimod at give det svar, der må gives – også når det svar er nej.

Jeg vil svare.

Jesus fortæller os en lignelse i dag, om to søskende, der skal svare deres far. Den ene svarer ja og den anden nej. Og det ville såmænd have været udmærket, hvis det ikke var fordi, at de gør det modsatte af, hvad de svarer. Den ene svarer ja, da faren kalder, men kommer ikke. Den anden svarer nej, da faren kalder, og kommer.

Det er forvirrende, når folk gør det modsatte. Det gør os usikre og vi ved ikke, hvordan vi skal forholde os til dem. Forestil jer, at der var en på jeres arbejdsplads eller i jeres omgangskreds, der altid gjorde det modsatte. Det ville være næsten umuligt at være omkring dem.

Og alligevel fortæller Jesus en lignelse om to søskende, der er umulige at være omkring, fordi man ikke kan stole på deres svar.

Men det rammer alligevel noget – i al fald i mig. For engang imellem er det jo mig, der lover noget, jeg ikke kan holde. Eller siger nej til noget, jeg gør alligevel. Det er ikke min vilje at give det forkerte svar, men jeg fortryder eller ændre holdning – eller glemmer, hvad jeg har sagt.

Jeg vil svare – men jeg svarer nogle gange skævt.

Allerede Paulus skrev om det, da han i sit brev til romerne skrev: Det jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg er imod, det gør jeg (Rom 7, 15, 2020-oversættelsen).

Vi må nok indrømme, at sådan er vi mennesker. Vi har til tider lidt udfald. Og nogle gange gør vi endda noget, der gør andre ondt. Gøre noget ondt.

Paulus skriver i Romerbrevet, at det er menneskets selvoptagethed, der gør, at vi til tider vælger det onde fremfor det gode.

Selvoptagethed er det absolut modsatte af Guds intention med livet. Og måske derfor noget, vi slås så med. At være optaget af en selv, og dermed ikke af andre.

Jeg kommer sådan til at tænke på eventyret om Snehvide, der jo som bekendt var hvid som sne, rød som blod og sort som ibenholt. Snehvides onde stedmor, brugte et spejl til at hele tiden at blive forsikret om, at hun selv var den skønneste i landet her. Lille spejl på væggen der, hvem er den skønneste i landet her? Sådan spurgte hun, og hver dag så hun sit eget spejlbillede, og i lyset af sine egne øjne, fik hun at vide, at hun var den skønneste.

Vi kan stirre os blinde på os selv, hvis vi kun ser på verden gennem vores eget spejlbillede. Luther talte om, at vi mennesker kunne være indkroget i os selv. Og Paulus kalder det selvoptagethed eller synden. Det er det samme, der sker – det er det, der fjerner os fra hinanden, og dermed også fra Gud.

Jeg forstår lidt bedre, hvad synd eller selvoptagethed er, når jeg hører om spejlet fra Snehvide. Når man står foran et spejl og iagttage sig selv, så har man ikke rigtig blik for andre. Og det man ser på, er jo ikke engang en selv, men et billede af en selv. Det er et SPEJL-billede, og dermed også spejlvendt.

Og vi kommer aldrig til at se os selv udefra – sådan i virkeligheden. Det vil altid være en optagelse, en gengivelse, et billede – men aldrig som andre ser os i virkeligheden.

Hannah Arendt, der var filosof, sagde noget i retningen af, at der er noget ved os, der kun kan ses af andre, og som vi slet ikke selv er klar over. Du er mere end du selv ved.

Det er interessant, fordi vi tror, vi kender os selv bedst; men i din næsten blik, er du mere.

Og i Guds øjne endnu mere.

Når Gud ser på os mennesker, så ser han, hvad vi rummer – og vi rummer mere end vi kan få øje på i spejlet. Vi rummer nemlig muligheden for at sige ja til Guds kærlighed og holde fast ved det.

Det kan være, at livet gør, at det netop det ja, kan være svært at give, og vi har en tendens til at glemme det ja i vores hverdagsliv med hinanden.

Men Gud ved, at det ja altid ligger i os. Gud ser vores uanede potentiale.

Han ser ikke kun dårlig frugt, men ser den gode frugt, vi har mulighed for at give. Og han ser, at selvom vi kom til at sige ja, og ikke gjorde som vi havde lovet, så er vi mere end det: nemlig at vi altid vil være hans.

Gud har sagt ja til mennesket. Sagt ja til sin skabning, og stadfæster det, da han bliver menneske i Jesus Kristus.

Aldrig vil han vende ryggen til os, og det ligegyldigt hvor tåbelige vi er, hvor meget vi end fejler eller dummer os. Jesu egne disciple er så udmærkede eksempler på, hvordan vi mennesker kan love for meget eller for lidt. Den sidste nat, hvor Jesus levede, havde de fx lovet at ville holde sig vågne med Jesus, men de falder alle som en i søvn. Og senere lover disciplen Peter at stå ved Jesu side; men da hans eget liv er i fare, benægter han ethvert kendskab til Jesus. Sådan kan går livet i forskellige retninger, og vi kan ende med at love mere end vi kan holde.

Men lige meget hvor meget, vi end kan lave ged i den, lige så meget holder Gud fast i sit JA til os. Ja til kærligheden til os.

Guds kærlighed bliver ikke slidt eller blegner. Guds kærlighed forsvinder ikke. Den holder stædigt ved os.

Det kan vi leve på. Vi kan vove at svare livet, fordi holdepunktet altid vil være Guds kærlighed til os. Du er elsket – du er Guds elskede barn. Og han kalder på dig. Håber at du siger ja, og står ved det. Og svigter du, ja så får du en chance til, for Gud opgiver aldrig at se det store i os, også når vi ikke selv kan se det.

Så svar frimodigt.

Amen

Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/20-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke