2. juledag 2025

Man skal ikke have levet længe i denne verden før man opdager, at der er meget, der kan rokke os mennesker. Livet bliver også tit sammenlignet med en sejltur, fordi der hele tiden er bevægelser udefra, der påvirker os, og får os til at skulle genfinde balancen.

Vi lever ellers i en ret fredelig del af verden, og alligevel er der udkommet en fredsrapport i begyndelsen af året, der fastslår, at verden har et stort antal aktive krige. 56 krige hærger lige nu kloden, og er det højeste antal siden Anden Verdenskrig (https://www.dr.dk/nyheder/udland/ny-rapport-slaar-fast-verden-har-ikke-vaeret-saa-meget-i-krig-siden-anden-verdenskrig).

Kloden rokker, fordi vi mennesker er i konflikt med hinanden. Konflikter tvinger mennesker til at vælge side – sådan er det. Hvem holder du med? Man kan kende det fra familielivet, arbejdspladsen – eller enhver anden platform, hvor mennesker færdes. Hvem holder du med, når uenighed opstår?

Vi kan bilde os ind, at man ikke kan vælge side, men det er en privilegieblind holdning. Er man en del af systemet, kan man ikke undgå at vælge side. Vi må ikke forholde os neutralt til livet, konflikter og hinanden.

Men at forholde sig konflikter behøver heldigvis ikke betyde, at man så derved puster liv i dem – det kan også bare betyde, at man viser tydeligt, hvor man står – derfra er det nemmere at bygge bro mellem hinanden.

Man kan ikke bygge broer i den fri luft – de skal forandres et sted, nemlig fra en part til den næste.

Der kan også være konflikter i hjemmene – særligt her i julen vil mange opleve, at skænderierne tager til. De fleste skilsmisser udspringer af ferier.

Vi er ikke særlig øvede i at være i konflikter, og det bliver bestemt ikke nemmere af at følge med på sociale medier, hvor det konfliktløse og glatte liv præsenteres. Der kan man få den tanke, at sådan skal livet være hele tiden. Men sådan er livet jo ikke.

Hvis man møder et ældre ægtepar, så ser vi ikke de mange, mange gange de har tilgivet hinanden, gået på kompromis, tænkt på at gå deres vej eller slugt en hulens masse kameler. Vi ser ikke, at livet sammen altid er at finde en balance.

Og igen kan vi ikke forholde os neutralt.

Det kan vi heller til evangeliet – vi er i gang med at fejre den højtid, der har allermest folkelig genklang, nemlig julen. Jeg elsker jul med al dens andefedt i håret, brændt risengrød og gaver der blev bestilt for sent, og nu kan hentes i Storcenter Nord mellem jul og nytår. Jeg elsker julen, selvom den også er hård og konfliktfyldt – og selvom der er forventninger og skuffelser med i købet.

Men vi må heller ikke tro, at livet er andet. Vi må ikke tro, at vi har fået livet og det herfra er nemt. Det er også svært og træls. Det er hårdt og ensomt.

Men måske er det også altid det værd.

Dagens tekster handler om ufred. Det er en udbredt misforståelse, at Jesus er kommet for at bringe fred – han er derimod kommet for at stifte fred. Et lille verbum til forskel: bringe og stifte.

Når man bringer, så kræver det ikke noget af modtageren. Det er noget, der bliver lagt ned over dig. Når man derimod stifter fred, så forsoner man fjender. Den handling er langt mere krævende og brobyggende. Den handling kræver, at parterne ser på hinanden, lægger hadet ned, og forsøger at finde ud af, hvordan de kan mødes. Det er noget ganske andet end at stifte fred.

Den fred, som Jesus kommer med, er tilmed af himmelsk karakter – det er Himlens Kongedømme, han kommer med. Og den skal ikke bare lige så stille væves ind i denne verden, så ingen opdager, at den er kommet. Nej – den vil bryde ind i verden, og springe det fra hinanden, som ikke har evigheden for øje.

Evangeliet rokker ved vores verden, så vi skal genfinde en balance.

Evangeliet er også fortællingen om korset.

Jesus siger i dag, at vi skal tage vores kors på os. Når man taget et kors på sig, så er man på vej til sin egen død. Det var en handling, som Jesus udførte helt bogstaveligt – han gik den lange vej med det tunge kors på ryggen – en ekstra hån mod ham. Men for Jesus var det ikke bare en verdslig hån, men derimod også at sætte sin lid til Gud. At det nederlag der ventede Jesus, viste sig at være en sejr. Hans korsdød blev vores opstandelse. Fra mørke til lys – fra død til liv – fra konflikt til fred.

Vi går også i vores liv mod døden – det er i al fald det sidste, vi skal her i livet. Det er vi fælles om. Og i det liv, vil der også være kors, som vi skal tage på os.

Ikke kun forstået i relationel forstand i forhold til vores medmennesker, men også i forhold til vores tro.

Tør vi tage troens kors på os? Tør vi tage stilling og vælge side, og stå på Jesu side? Man kan ikke være neutralt troende -det findes ikke. Men heldigvis hører vi også, at en lillebitte og tvivlende – ja selv en knap synlig tro – er en fuldgyldig tro. Men vi må kendes ved Kristus. Det kan ikke være anderledes.

VI har lige sunget min mormors yndlingssalme: Her kommer Jesus dine små. Det er også sådan, at man i mange kirker synger vers 7 lige efter trosbekendelsen, som en sungen bøn til Gud, efter den menneskelige forkyndelse. Vers 7 lyder sådan her:

Lad verden ej med al sin magt
os rokke fra vor dåbes pagt,
men giv, at al vor længsel må
til dig, til dig alene stå! DDS 123,7

Jeg kan ikke undgå at tænke på hende, når jeg synger den salme. Mine morforældre har bryllupsdag i dag, og selvom de begge er døde, så er de ikke borte. De er i min erindring og i mit hjerte – de er hos Gud.

Det er min tro, at Jesus døde, så de ikke skulle dø. Så vi ikke skal dø. Det er min tro, at dåben er en dåb til livet på begge sider af døden. At ligesom min mormor blev båret til dåben i en kirke et sted i Randers, sådan blev jeg båret til dåben i Vestervang kirke i Viborg, og sådan bar jeg min søn til dåben her i Møllevangkirke.

Vi er båret i livets vigtigste stunder – Jesu bar korset, så vi kan bære hinanden.

Eller som den gode Møllehave digtede i sin salme, som Anne Linnets så dygtigt sang:

Og han som bær verden
bar hun som var kvinde
som æslet bar hende
da tiden var inde
fred lyder det råb
som nu genlyder i os
Maria på æslet
med lille Messias.

Han bar verden for os – vi bærer hinanden.

Og med det har vi håbet for fremtiden – at korset slog rødder og skød neongrønne knopper ud i verden, At korset blev til et livstræ, der vokser vildt og stort mellem os. 

At det:
Breder hernede
Gudsrigets glæde,
lysfyldt til stede
i tro og håb. (DDS 131, 5).

Amen

Dagens tekster: https://bibelselskabet.dk/sankt-stefan-fra-anden-raekke

Salmer:
100: Kimer I klokker (I)
129: Julebudet til dem (SL)
123: Her kommer Jesus dine små (FP)
131: Blåt væled lys (EP)
439, 1: Nadver
103: Barn Jesus 
118: Julen har englelyd

4. søndag i advent, 2025

Det er mørkt i dag. Natten klæber sig til jordens overflade, og vil ikke slippe sit tag. Lyset skinner kun i små 7 timer, og vi har den korteste dag på året. Det er kun gadelamper og adventskranse, der byder mørket trods, og vi andre går rundt og skutter os. trækker skuldrene op om ørerne, hænderne i lommerne, mens vi forsøger at liste os gennem mørket.

Det er mørkt i dag. Mørket er i verden, og skaber utryghed og ufred. Vi hører om det i nyhederne hele tiden. Hadet stikker sit ansigt frem, og kræver hævn og dødsstraffe.

Det er mørkt, og skyerne gråner.

Det er mørkt, og verden går videre.

Det er mørkt, og alligevel bærer vi blus.

Mørket har altid fulgt menneskeslægten, på en måde, hvor det næsten føles som et vilkår. Mørket banker hele tiden på, og truer og frister os til at lade frygten få 1. pladsen i vores liv. Vi har en lang og kedelig historie med krige og forfølgelser. Os mennesker, som Gud skabte en morgenstund, mens solen stod op og skinnede håb ind i verden. Os mennesker, som Gud lod sin søn føde iblandt.

Det er paradoksalt, at vi både er skabt i og af kærlighed, og alligevel ikke altid lever sådan. Det er paradoksalt, at vi kan glemme den enorme mængde godhed, næstekærlighed og glæde, vi også rummer. At vi kan glemme, at trods mørket, så er lyset stærkest.

Men fordi vi glemmer det, skal vi også mindes om det. Det er derfor vi kommer herind – for at få det at vide, som vi ikke kan sige os selv. Nemlig at lyset altid vil skinne stærkest.

Om få dage fejrer vi jul – denne vidunderlige tid på året, hvor vi sænker vores parader, og tager budskabet om verdens frelser ind. Det lille barn, der ligger der, engle der synger, og hyrderne der forsigtigt træder ind i stalden. Om et ungt par, der får en vældig opgave lagt i deres åbne arme.

Det er glæden, når den er helt fortættet.

Det er den, vi skal pege hen på, når mørket kryber os om fødderne, og får os til at fryse.

Vi skal hele tiden have lyset, glæden og håbet for øje – altid med en åbne arm rakt mod lyset. 

Det er det, som Johannes med tilnavnet Døberen, gør i dagens evangelium. Han peger hen mod Jesus, og udtaler, at det er ham, der er ventet.

Dengang, hvor både Johannes og Jesus levede, var Johannes langt mere kendt og populær end Jesus. Alle talte om Johannes, og han døbte mange. Det er en dejlig følelse, når man er populær, om man så oplever at være ombejlet hele sit liv eller blot i et øjeblik. Det er så dejlig en følelse, at man kan blive fristet til at gøre en masse for at holde fast i den. Det kaldes magtbegær med et andet ord – det at man bliver så glad for at være centrum, at man ikke vil stille andre i centrum.

Derfor ville det også have været nemt for Johannes, at punktere Jesu popularitet ved at pege på sig selv, da nogle af Johannes disciple kommer i diskussion om hvorvidt det er ok, at Jesus også er begyndt at døbe. Ja, Jesus gør nu det, som egentligt er Johannes trademark, nemlig at døbe. Ja, Johannes blev jo netop kaldt Johannes døberen af samme grund.

Men da gør Johannes det fuldstændig modsatte – han peger på Jesus. Han gør sig selv mindre, og Jesus større. Han sætter Jesus på den plads, der altid har været Jesu plads, nemlig som udsendt af Gud – som Guds søn.

Johannes peger ikke på sig selv, men derimod væk fra sig selv.

Der sker noget i os, når vi mennesker peger væk fra os selv, og spiller andre gode. Når vi gør det, så breder godheden sig hele vejen tilbage til den, der peger. Den springer fra modtageren over i giveren. Vi mærker noget dybt og fundamentalt ved tilværelsen, nemlig at vi lever bedst, når vi lever i fællesskab. Og at pege væk er fællesskabsskabende.

VI mærker, at tilværelsens grund ikke er mørket, men derimod den glæde, godhed, lys – ja, vi kan bruge mange ord for det sammen – der lever og er mellem os. Vi mærker Guds kærlighed blive levende blandt os.

Når vi tør holde op med at stille os selv i centrum, så stiller vi kærligheden derind i stedet for – til gavn for alle. At stille kærligheden i centrum, er at stille Jesus i centrum– det er ham, der er midt iblandt os – lever med os – lever for os – og skaber sammenhænge, hvor det ser umuligt ud.

Det viste Johannes Døberen os, da han pegede mod Jesus, og stillede ham i centrum.

Det er en god øvelse for det moderne menneske, der ved en kæmpe fejl, er kommet til at stille sig selv i centrum. Det er ikke fordi, vi skal øve os i at gøre os selv ligegyldige. Nej, tværtimod er vi alle skabt med intention fra vor Herre. Vi er unikke og ønskede i denne verden. Men vi skal sætte Jesus i midten for vores liv. Ikke os selv. Når vi gør det, så sætter vi dermed også kærligheden i midten af livet, og derfra vil kærligheden altid skinne. Som et fyrtårn, der skinner i mørket, og får os sikkert i havn.

Derfra kan kærligheden være den forvandlende magt, den er – derfra kan kærligheden nå de hjørner af kloden, hvor mørket er tættest og hvor frygten størst.

Vi må tro på, at det nytter. Vi må ikke give op, men holde ud og holde ved. Ligesom Gud også holder ud og holder ved os.

Lyset er på vej.

Derfor bærer blus vi med glæde.

Amen




Dagens prædiketekst: https://bibelselskabet.dk/4-s-i-advent-fra-anden-raekke

Salmevalg:



733: Skyerne gråner (I)

117: En rose så jeg skyde (SL)

820: Gå på lige flisegange (FP)

80: Tak og ære være (EP)

439, vers 1: Nadver: Op glædes alle (Nadververs – alle vers synges)

87: Det første lys (U)