mandag den 9. juli 2012

1. søndag efter helligtrekonger 2010

Vi har nok alle gjort det på et tidspunkt – eller er kommet til at gøre det uden måske at tænke over det. Vi er optaget af dagens gøremål, optaget af en ukendt fremtid, vi forsøger at kategorisere, optaget af det vi ikke nåede – ja, optaget af livet.



Det er helt naturligt, for det er vi tit – optaget af livet. Og til tider kan vi være så viklet ind i vores eget hjernespind og ideer om, hvordan verden er, at vi støder et menneske bort, der kommer til os med et ønske. Vi vender os bort uden at opdage, at vores ryg sårer ligeså meget som ordene.



Og det er måske hvad der skete den dag, hvor en gruppe kvinder kommer til Jesus med deres børn. De har ikke store ønsker til Jesus, han skal ikke give dem penge eller mad, ej heller ønsker de flotte og voluminøse ord. De ønsker blot at han skal lægge sine hænder på dem. Men disciplene truer af dem.



Der kan være mange grunde til, at de truer af denne flok af børn og kvinder. Vi kan kun gætte os frem, for vi ved det ikke. Vi må derfor bruge vores egne erfaringer fra det liv, vi lever i dag, og med det fornemme, hvorfor Jesu disciple ligefrem truer af denne lille, sølle flok.



Og som det sker så mange gange her i verden, så ser disciplene ikke, hvem der kommer. Jo vist, ser de dem med synet; som man ser alt omkring sig, men sådan rigtigt ser dem, det gør de ikke. De har travlt med alt muligt andet. De har travlt med at tøjle de massevis af mennesker, der gerne vil se, hvem Jesus er; de har travlt med at være en del af Jesu følge med alt det virvar, der deraf følger og de har travlt med at fordøje de mange indtryk, de har fået, ved at se Jesus heldbrede og opvække fra de døde, ved at høre ham tale og ved at se, hvordan han møder mennesker.



Midt i det fantastiske liv, vi kan forestille os, at det måtte have været at blive en discipel af Jesus og have fået vendt op og ned på sit liv ved at have stået ansigt til ansigt med Guds egen søn i kød og blod – midt i livet, der glemte de virkelig at se.



De glemte simpelthen. Som vi alle gør fra tid til anden. Som vi gør uden at være klar over, hvordan det påvirker det menneske, som vi glemte. Vi afviser, siger nej og glemmer. Og vi glemmer helt, hvorfor Gud lod sin søn føde her på jorden, hvorfor vi lige har fejret jul, og hvorfor vi til påske fejrer, at livet vandt en kamp mod døden. Vi glemmer, hvad det vil sige at leve, mens vi har travlt med at være i livet.



Det er synd og skam, og derfor bliver Jesus også vred på sine disciple. Han bliver vred, og siger til dem, at de ikke må hindre de små i at komme til ham, for Guds riget er deres.



Men Jesus siger det ikke i trods eller for at karikere en pointe. Han siger det af helt andre grunde, nemlig den, at det faktisk er sandt. Det er de små, der bliver lukket ind i Guds rige.



For at forstå, hvad der bliver ment med dette, må vi vende blikket mod det sakramente, hvor denne fortælling indgår. Vi må vende os mod dåben, og det er i dåben vi hører denne fortælling næsten hver søndag i kirker landet over.



I dåben får vi lovning på, at Gud står ved os resten af livet. Dåben vil gælde resten af dit liv, om du så forsøger at vaske den af eller at begrave den i andre overbevisninger eller du vender ryggen til den, så står dåben fast. Den kan ikke ændres, flyttes eller rokkes på. Dåben står fast!



Det er glædelige nyheder for os. For det betyder, at selv når vi glemmer, at Gud er med os, og tror at vi kan alting selv, så er Gud stadigvæk med os til at gribe os, når vi opdager, at livet er større end os.



Vi har måske en tendens til at tro, at vi magter livet uden hjælp, en tendens til at tro, at vi kan handle os ud af alle situationer, og når vi så støder på grund og opdager mørket, sorgen, savnet, selviskheden eller glemsomheden, så kan stole på, at Gud ikke har glemt os. Nok glemmer vi, men ikke Gud,



Derudover ligger den en stor betydning i, at vi døber børn. Vi døber nemlig det menneske, der endnu ikke har opnået noget, set med samfundets økonomiske øjne. Vi døber det menneske, der ikke kan handle mod næsten som den barmhjertige samaritaner. Vi døber det menneske, der i al sin magtesløshed er fuldstændig og absolut afhængig af sine forældre til at give det mad, klæde det på, bade det og selvfølgelig elske det. Og forældre elsker deres børn så højt, at der kan gå gys gennem maven af kærlighed. Og I forældre I elsker det barn, uden at det har bevist noget som helst omkring sit liv. For det er sådan, det nu engang er. I elsker det lille menneske som det er, og ikke for hvad det kan.



Her kan vi forstå, hvorfor vi døber børn. For i dåben tager Gud det lille skrøbelige menneske, lægger hænderne på det, og velsigner det.



Og som et barn er vi dybt afhængige af Gud. Vi har brug for ham, så han kan holde os fast, når vi glider. Vi har behov for at Gud velsigner os, dengang som nu, så vi ved, at vi stadigvæk er hans børn. Og det lover dåben os, at vi er.



Der er jo også en grund til, at det ikke hedder Guds voksne, for det er slet ikke, hvad Gud vil med os. Han vil ikke se en kalender fyldt med modne beslutninger, eller en bankbog med en fornuftig opsparing til pensionen. Nej, vi vil i Guds øjne altid være hans børn med alt hvad det indebærer af behov.



Dåben er den lovning på, at hvis Gud ville velsigne os dengang vi var små og intet kunne, så vil han det også resten af vores liv. Det er det, vi skal leve vores liv på, nemlig dåbens løfteord. Da lever vi et menneskeliv.


Teksten:

De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.Mark 10,13-16

Ingen kommentarer:

Send en kommentar