1. søndag i fasten 2010

Så er fastetiden begyndt. Den begyndte sidste søndag – fastelavnssøndag – der i sin fejring står i kontrast til, hvad man ellers associerer en faste med. Der var udklædte børn i alle aldre, tøndeslagning og fastelavnsboller. Midt i vinterens strenge tag i os, midt i kulde og mørke, stod en masse farver frem. Det er lige hvad man trænger til på denne tid af året. Fest og farver, der kan minde os om, at sneen en dag om ikke så længe nok skal fortrække.



Og så er fastelavn også indgangen til fasteperioden. De 40 dage der ligger inden påsken. Inden fastetiden begynder, fejrer vi altså den med et ordentligt brag af en fest. Når man siger ordet faste, tænker mange sikkert på lange og træge kure, der skal tvinge os til at tabe de kilo, der afholder os fra at leve det perfekte og lykkelige liv (?). Kure der er strenge og hårde. Sådan er det ”at faste”, tænker man vel.



Men fastetid er mere end blot at afholde sig fra slik og søde sager. Eller at afholde sig fra så meget andet, som det er blevet moderne igen at gøre i denne periode, om det så er kaffe, tv eller kød. Fastetiden er ikke kun en tid, hvor vi skal holde os tilbage.





I Bibelen skives der også om faste. Paradoksalt nok så siger Jesus ofte, at man ikke skal faste som loven forskriver. Og alligevel faster han selv, men ikke som man tror. For Jesus nøjes ikke med at holde sig fra lidt mad – nej, han tager væk. Helt ud i ørkenen tager han, og der faster han. Og når Guds egen søn tager ud i ørkenen for at faste, så sker der noget. Når Han er i ørkenen, så kommer Djævelen og frister. Det skete engang, at Jesus var i ørkenen, at Djævelen tilbyder Jesus ære, berømmelse og jordisk magt, hvis Jesus blot vil vende sig mod ham en enkelt gang. Jesus bliver prøvet – fristet til at fravælge sin vej blot for et lille øjeblik. Bare lige for at smugkigge på det, enhver af os andre ville vælte os i med det samme. Nemlig rigdomme og anseelse – magt og ære. En mulighed for at blive den største af dem alle. Og måske endog også fristelsen til at blive så stor, at man, når man først får fat i den magt, som Djævelen tilbyder, kan hjælpe alle de mennesker, der har brug for det. I iveren efter at hjælpe de svage kan man fristes til at lave fald for ondskaben, blot for at hjælpe. Men gennem magt kan man ikke tvinge næstekærlighed frem, og gennem magt kan man ikke hjælpe en svag. Jesus kom ikke til vores verden for at tvinge – sådan var han ikke.



Han kom for at tjene og elske.



Og det handler dagens evangelium om.



Samtalen med apostlene, som vi hører om, foregår lige efter Jesus har indstiftet nadveren for dem. Tidsmæssigt er det aftenen inden langfredag, og dermed aftenen inden den dag, hvor Jesus bliver henrettet som oprører. Han bliver henrettet ved at de spreder hans arme ud, og hænger ham på et kors, hvor han får lov til at hænge indtil han dør. Det ved Jesus allerede, og derfor giver ham dem nadveren – tiden er inde til, at han skal forlade dem. Det er en vigtig aften, og da er det, at disciplene begynder at skændes om, hvem der er den største. Har de da intet lært, hørt og set ved at leve sammen med Jesus? Har de intet fattet endnu?



Disciplene falder igen og igen i den fælde, at de misforstår, hvorfor Gud lod sin egen søn føde på jorden som et menneske og leve som os. De tror igen og igen at det handler om magt og indflydelse. Og det viser de igen denne aften – en aften, hvor de af alle burde have handler anderledes, men en aften hvor de opfører sig som….tja…de opfører sig som os. Som vi gør den dag i dag, når vi mener, at vores tro giver os lov til at se ned på andre mennesker, giver os lov til at udøve magt over andre og giver os til at lovgive om hvad frihed er.



Netop det er faren og vores konstante prøvelse – det der frister os. Det at vide sig elsket af Gud, kan føre et menneske ud i den vildfarelse, at man er mere værd end andre, og tilmed at man endog har sikret sig en plads i Guds rige. Man er med andre ord et bedre menneske – man udnævner sig selv til den største, fordi man har fat i den lange ende: i sandheden.



Ja, det er nu ikke kun kristne der står overfor denne prøvelse – det lader sig gælde for andre troende og så men også for ateister. Faren ved at føle sig større og klogere og mere oplyst end andre ligger os mennesker besnærende nært.



Og Jesus svarer da heller ikke denne aften, som man kunne forestille sig, at en magtfuld Gud ville svar. Jesus siger, at han ikke er kommet for at sidde til bords og lade sig tjene, nej, han er tjeneren!



Gud levede i verden for at tjene os. Han bukkede sig ned for os i en ringe skikkelse – for der at elskede støvet. Gud gik ned, ned og ned for at finde os på bunden af livet, og der at elske os, som dem vi er, og ikke som dem vi gerne vil være. Elske det menneske der skriger på Gud, elske det menneske der tror det er guden selv, og elske det menneske der har vendt ryggen til Gud. De mennesker og os alle elsker Gud igen og igen og igen, når vi igen og igen og igen misforstår, misbruger og vender os bort fra Gud. Det kan man kalde at tjene. Gud tjener også de gæster, der burde blive smidt ud pga. deres opførsel.



Fastentiden handler om fristelse. Det handler om, at man ikke vælger fristelsen til at leve sit liv i egoisme og ligegyldighed overfor andre. Fastentiden er en tid, hvor vi skal fokusere på, at vi har en Gud, der giver os al sin kærlighed. Gud elsker os så meget, at han en mørk fredag inden påsken breder sin arme ud i et favntag mod verden. Vi skal altså ikke holde os væk fra livet de næste 40 dage, men derimod vende os mod livet, men den kærlighed i ryggen, og med den elske de mennesker vi møder på vores vej.

Var det nemt, ville Djævelen allerede have givet op, men nemt er det ikke. VI fristes, og nu er det tid til at høre, at Gud ikke valgte et liv som konge, men valgte at være vores ydmyge tjener.



For kun som tjener kunne Gud vise os, at hans kærlighed til os er større og mere end en vi forstår – og mere end vi fortjener.




Teksten:
Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« Luk 22,24-32