6. søndag efter påske 2010

Vi lever i en tid, hvor man nemt kan få den fornemmelse at hvert menneske står helt alene med sin ret. Det er efterhånden blevet vores ret at kræve vores ret. Retten til penge, retten til et lykkeligt ægteskab, retten til en meningsdannende hverdag, retten til indflydelse, retten til altid at sige sin mening om alt og retten til at være et unikt menneske. Og sammen med den ret, man så stædigt kræver, så ligger det besnærende nært at få den fornemmelse, at det også er en ret at føle sig bare en smule mere værd end andre mennesker. Det er en fornemmelse, der er fremherskende i tiden, ikke bare blandt unge mennesker, som man nemt kan forfalde til at tro, men også blandt en generation eller to ældre. Man handler, fordi man har ret til det, og ikke fordi man skal; men ene og alene fordi man vælger det – fordi man som individ har ret til at gøre det – rettigheden er blevet adgangsbillet til verden.



Og ind i sådan en mentalitet hører vi Jesus sige i dag, at vi skal blive et. Han siger det endog flere gange, at vi skal blive et. Det kan for det moderne menneske lyde som et urimeligt og utidssvarende krav om at skabe en kedelig masse af ens tænkende. De fleste kæmper for deres individuelle ret til at være specielle, så at høre Jesus sige, vi skal blive et, kan virke som endnu et bevis på, at religion og kristendom i særdeleshed er forældet.



Og det er jo netop hvad mange tænker, når de hører evangeliet og Jesus ord, nemlig at det slet ikke kan bruges i dag. At det, der bliver sagt ikke giver mening i dagens Danmark, og at det blot er gammeldags, traditionselskende og svage sjæle, der søger troen.



Og horrible sager fra den kristne verden om forfærdelige overgreb på børn, sager om stridigheder mellem troende og ødelæggende handlinger gjort i troens navn er medvirkende til at skabe et indtryk af tro generelt, som et arnested for umenneskelighed. Man skal tage afstand fra den enkeltes handlinger, og der er handlinger, vi ikke hverken skal eller kan acceptere.



Men man kan ikke lave en slutning fra den enkelte og til helheden. Et menneskes umenneskelige handling gør ikke kristendommen til en umenneskelig tro.



Der er ingen tvivl om, at kristendommen i disse dage er udsat for hån. Man kan fristes til at blive gal, vred på andre, man fristes til selv at ville håne, man kan fristes til at begræde verden, man kan fristes til som kristen at føle sig bedre end andre, for vi har da troen. Der er så mange, ja lad os kalde det fælder, man kan falde i, når man lever i verden. Og også denne prædikestol, præsten står på, kan blive en fælde, hvorfra der bliver prædiket had og hån.



Men altid, altid, altid skal der forkyndes fred, frihed, kærlighed og næstekærligt ansvar fra dette sted. Det er budskabet, der skal runge fra dette sted og ud i verden, også i en verden, der må se anderledes på sådanne begreber. Og sådanne begreber kan ikke svøbes i hån eller følelse af bedreviden, men skal lyde som en stadig invitation til at tage del i den kærlighed, vi har fået fra skaberen selv. Opgaven er hele tiden (igen og igen) at nøde mennesker til at komme, også når de afviser og siger nej, også når de mener, man er forældet og svag i sjælen. Vi skal nøde medmenneske til at mærke kærligheden.



Her kan man som kristent menneske få brug for hjælp.



Hvis vi vender blikket mod prædikenteksten, så er det en bøn, som Jesus beder FOR os mennesker. Han af alle ved, hvilken verden, vi lever i, både dengang og i dag. Han ved hvad, der foregår omkring os, og han ved, hvad der foregår i os. Og netop derfor ved Han også, at vi har brug for at han beder for os – går i forbøn for vores skyld.



Og i den forbøn beder han Gud om, at vi skal blive et, ligesom Faderen og Sønnen er et. Her mener han ikke, at vi mennesker skal blive kopier af hinanden, han har dog skabt os alle forskellige, og det kan netop pinsen bevidne. Han mener derimod, at vi skal være et i kærlighed.



Det betyder, at vi skal samles som vi er samlet her i dag i kirken. Vi er alle gået ind gennem døren og har sat os, men hvis vi begynder en samtale med sidemanden, vil man også finde frem til, at vi er forskellige. Vi har haft forskellige vilkår i livet, vi har oplevet forskelligt, vi mener noget forskelligt og ser forskelligt på livet, politik, vejret osv. Vi er med andre ord en mangfoldig gruppe samlet her. Og stadigvæk kan, trods forskelle og mangfoldighed, samles her i dag, for at høre Guds ord, bede sammen og modtage nadveren sammen. Vi kan samles her i kærlighed.



Men mon ikke Jesus mente mere med sin bøn, end at vi bare skulle samles til gudstjeneste 2000 år senere? For det at blive et i kærlighed gælder ikke kun her i kirken om søndagen; men skal jo gælde hele ugen og gælde hele tiden. Og det skal så men også gælde alle kristne, om man så er luthersk evangelisk som os, eller baptist, pinse, katolsk, apostolsk, reformert eller hvad man måtte være, så skal vi blive et i kærlighed.



Vi skal indse, at Jesus Kristus er Jesus Kristus for alle mennesker. Han levede sit liv for alles skyld, og hvad endnu vigtigere er, så valgte han, at dø, fordi han derved kunne redde resten af verden.



Jeg vil fortælle om en film jeg engang så, der ender med, at en mand, der lige er død fortæller, hvorledes han flyver op og ser jorden oppefra. Heroppe fra fortæller han, at når mennesker bliver små som myrer, og man kommer på afstand og kan iagttage alt, da ser det ud som om der er en mening med det hele.



Jeg vil nu ikke mene, at vi skal vente på at dø, for at se om Gud virkelig havde en plan – det vil være at misbruge livet på unyttig venten, men måske vi engang skal trække os lidt tilbage i sindet, og se verden oppefra, og derfra se, at det ikke nytter at vi bruger tiden på stridigheder, når verden nu så desperat har brug for at høre Guds ord. I en verden hvor mennesker dør på gaden af slut og fattigdom, i en verden hvor børn bliver tvunget til at arbejdet i stedet for at gå i skole, i en verden hvor folk stadigvæk forsvinder pga. deres meninger, i en verden hvor børn vokser op og kun oplever svigt fra deres forældre, i en verden hvor ældre sidder ensomme og visner, i en verden der har mere travlt med bankbogen end hinanden, i en sådan verden skal vi med hele vores liv lade kærligheden blive en realitet. Kristendommen kan blive den modstemme i verden, der kæmper for og insistere på, at vi trods forskelle har ét tilfælles, nemlig at Gud elsker os, og at vi kan elske andre.



Der er brug for at vi bliver et.


Teksten:

Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Joh 17,20-26