1. søndag efter trinitatis 2009

Vi har alle sammen fået et liv. Vi lever det alle sammen – hver på vores måde, men vi lever det, uagtet hvad vi selv mener om det. Vi står op, fylder dagen med gøremål, spiser og ender med at sove. Vi lever vores liv, og vi fylder forskelligt i det. I de senere år, har det været et udtryk for et succesfuldt liv, hvis man kunne fylde sin kalender med mange aftaler. Det viste omverdenen, at man var populær, og dermed at man havde det gode liv.



Og det gode liv stræber mange mennesker efter. Medierne bugner af forskellige måder at opnå det gode liv på, og fælles for alle disse tilbud er, at man skal gøre det rigtige. Det handler om at få den rigtige olie i maden, de rigtige antioxidanter, tænke de rigtige tanker, indrette sig på den rigtige måde og sætte sig de rigtige mål. Når det er gjort, venter belønningen lige om hjørnet, det kan ikke gå galt – dit liv bliver godt. Det handler om, at man investere det rigtige i livet, så bliver du også belønnet efter det.



Det er en besnærende tanke, at man på den måde har kontrol over sit liv. At der faktisk findes en sådan retfærdighed til, der giver hver enkelt det, der svarer til indsatsen. Ønske dig et godt liv længe nok, og det bliver dig givet?



Denne form for retfærdighed finder vi også i evangelieteksten til i dag. Der bliver fortalt om to mænd. En meget rig mand, der havde alt, og en fattig mand – Lazarus – der intet ejede og levede og døde i dyb fattigdom. Evangelieteksten beretter om, hvordan disse to mænds position efter døden bliver vendt om, således den rige mand endte i pinsler, og Lazarus endte på skødet af Fader Abraham. Det den ene manglede i livet, fik han i døden – og det den anden fik i livet, måtte han mangle i døden. Da den rige opdager sin fejl, forsøger han, at få lov til at give sine brødre besked, så de ikke skal lide som ham, men ej heller det får han lov til.



Det kan synes retfærdigt. Den rige mand fik, hvad han fortjente, da han havde fået det, han skulle have i livet. Og stakkels Lazarus, der manglede alt fik heldigvis sin belønning for sine lidelser. Man får det man fortjener, og man skal blot, hvis man er i lidelse, vente med længsel på døden. Det må kaldes retfærdigt. Men hvilken retfærdighed er det? Er det Guds retfærdighed, eller er det i virkeligheden den måde, vi her på jorden ser retfærdighed på?



Det er en retfærdighed, der giver et menneske, lige hvad det har krav på og ikke mere. Det er en retfærdighed, hvor man selv kan gøre sig fortjent til, hvor man ender efter døden. En retfærdighed, der siger, at det er nu, du skal beslutte, hvor du vil ende. I pinsler eller i himlen? Den retfærdighed kender vi så godt. Den kender vi alle, den retfærdighed, der lægger os i skødet på Abraham – eller den retfærdighed der lægger os til evige pinsler. Ligegyldigt om vi ser os selv som mennesker, der fortjener noget bedre, eller som mennesker, der fortjener en straf, så er det ikke desto mindre den retfærdighed vi møder her i livet. Det er menneskers retfærdighed. Og det er selv samme retfærdighed der fik Jesus sømmet fast til et kors. Så vi kender den så rigeligt godt alle sammen.



Men det er også den retfærdighed, der får købmanden op os i. Det bliver mere end antydet i fortællingen, at man bør være god ved fattige, for så bliver livet efter døden godt. Der går regnskab i livet, og vi kan ved vores gerninger pludselig få en fordel. Der er retfærdighed i gerningerne.



Og det er der jo ikke meget evangelium i – hvor er det gode budskab i det? Og det korte svar er, at det er der ikke. Der er ikke megen nåde eller tilgivelse i denne tekst, og Jesu kors død, hvor han for vores skyld gav sit liv, for at vi kunne leve, er forgæves. Tilbage er helvede for den rige, og fortabelse for hans brødre.



Men er det nu alt, der er at sige om denne fortælling? Denne fortælling er også kendt fra forskellige andre kilder. Det er oprindeligt en jødisk tekst, der har fundet sin vej ind i Lukas evangeliet, og man kunne derfor blot vælge at kaste den bort, som den gøgeunge den er.



Men det er for nemt. Fortællingen er med hele sin absurde måde at se retfærdighed på nødvendig for at vi kan forstå, hvad det er, der sker i påsken, og så vi kan forstå hvorfor påskebegivenheden ikke kun kan isoleres til en gang om året, men er en måde at leve sit liv.



Fortællingen taler om en verden, hvor mennesker ikke behandler hinanden godt. Foran ens hjem kan der ligge en fattig med sår på hele kroppen. Inde i hjemmet kan der sidde en ensom gammel glemt af verden. I skoleklassen kan der sidde et barn udskældt af de andre. Det er ikke kun i fortællingen til i dag, at vi møder en virkelighed, hvor menneske gør ondt mod hinanden. Vi møder derimod hinanden med ligegyldighed og glemsel hele tiden. Det er ikke en verden, man bør være stolt af. Og skulle vi gøre den menneskelige retfærdighed gældende, så ville det sort ud for os menneske. For hvor mange af os, kan med hånden på hjertet se tilbage på et liv, hvor vi ikke bare en gang behandlede vores næste med ligegyldighed eller foragt? Hvor mange kan med et rent hjerte sige det? Hvor mange af os, kan kaste den første sten med god samvittighed? Det er virkeligheden, det er realiteten. Sådan er vi mennesker, og skulle vores retfærdighed ske fyldest, så ville ikke en gå fri af dommen.



Men selv i en fortælling, der handler om en retfærdighed, vi ikke ønsker os, når det kommer til stykket, så er der sprækker af lys – sprækker af kærlighed. Men ikke der, hvor vi forventer det, for sådan en Gud har vi ikke. Han lader ikke vores vilje ske på jorden, men lader sin vilje ske, og det på steder, hvor vi ikke forventede den. Man kan ikke undgå at føle medlidenhed med Lazarus, og tænke at her er manden, der viser kærlighed, men hvis man lytter efter, er det den rige mand, der viser os, hvad kærlighed gør ved et menneske. Den rige mand ligger i sine pinsler, og beder for sine brødre. Den rige mand beder om, at hans brødre ikke må opleve det samme som ham, men at de må frelses. En sprække af kærlighed baner sig vej gennem denne gøgeunge af en fortælling. Manden ønsker, at de må advares, så de slipper fri. Det er kærlighed. Den der elsker Gud, skal også elske sine brødre – og se, det gjorde han. Og heri kommer vi så tæt på et godt budskab, som vi kan.



Det gode budskab i kristendommen, det eneste budskab, vi har i kristendommen er, at Jesus døde for vores skyld. Vi har en Gud, der ikke ville dømme os efter vores fortjeneste, men valgte at bruge sin retfærdighed i verden. Den retfærdighed, der med vore øjne ligner uretfærdighed. Den retfærdighed, hvor kærligheden er med i ligningen.



Det er essensen af kristendommen – at Gud elsker verden. Elsker verden og os i den, så meget af han sendte sin søn herned. Det var ganske unødvendigt, Gud kunne have været ligeglad, men det er han ikke. Gud involverer sig med os. Gud levede et liv blandt os. Han levede som et menneske, og mærkede og følte hvordan et liv blev levet. Han levede et liv. Han stod op, fyldte dagen med gøremål, spise og sov. Gud levede som os, for at vi kunne forstå, at Gud er med os. Jesu liv er



Guds kærlighedserklæring til os mennesker. Og trods det endte Jesus som offer for menneskers retfærdighed, endte med at dø, men gjorde det, for at han kunne vende op og ned på verden, og lade Guds retfærdighed gælde. Jesus stillede med sin død sig mellem os og dommen, og tog straffen for os. Han sagde; Jeg dør for dig, så du ikke behøver lide. Jesus døde, så den rige mand ikke skulle pines. For nu gælder den gamle retfærdighed ikke længere. Gud lod sin nåde og tilgivelse være for selv det menneske, der var foragtet af os. Så stor er Guds kærlighed.



Guds kærlighed er større end vi nogensinde kan fatte eller føle. Vi kan blot svagt fornemme, hvor stor kærligheden er. Og den kærlighed har ikke grænser, men den er sat op for alle. Der findes ikke det menneske, som ikke er elsket af Gud. Som Gud ikke forstår, som Gud ikke holder af, når det er ensomt, eller ånder på øjet når det græder. Guds kærlighed er stor nok til at gælde alle mennesker, og ikke kun de få udvalgte. Vi skal ikke forsøge at sætte grænser for Guds kærlighed. Det kan vi små mennesker slet ikke magte. Vi skal derimod modtage den, mærke hvordan Gud af kærlighed skænker os nåden – tilgivelsen for det vi gør forkert. Vi skal vide, at Gud elsker os mere end vi ved og synes vi fortjener. Og så skal vi forsøge at gøre Guds kærlighed gældende på jord. Vi skal vide, at Gud laver små sprækker af lys, hvorigennem hans kærlighed kan skinne. Vi får kærligheden også når ikke fortjener den, og den skal vi give videre. Ikke for plads og ære, men fordi man ikke kan andet med så stor og glædelig gave, som Guds kærlighed er. Hvad vi for intet fik af Gud, for intet glad at give.




Teksten:
Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« Luk 16,19-31