5. søndag efter trinitatis 2009

Nogen må bære en andens nød,

Nogen må vise mildhed,

Nogen må kæmpe for andres ret,

Gud, lad dit riges tegn blive set!

Hjælp os at følge dit bud.



I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn

- Amen



Går man en tur ned gennem midtbyen i Århus kan man ikke undgå at få øje på gadens folk. Mennesker der bor ude det meste af året, og kun i korte perioder har tag over hovedet. Mennesker der ofte drikker mere end leveren kan holde til, men som ikke kan holde op. Vi kender dem alle sammen. De sidder rundt om i byen, og er del af bybilledet. Narkomanen, alkoholikeren, ludere – mennesker på bunden af livet.



Det er besnærende let at skabe en distance fra sig selv og til sådanne mennesker. Det er så nemt, at kigge på dem, og tænke at de bare skal tage sig sammen. Deres liv råber til os fra bunden – et liv, hvor drømmene blev tabt, et liv hvor man mistede kontrollen, et liv der ikke gik som man forestillede sig.



Og måske man i det lys alligevel kan nikke genkende til et sådant liv. For i virkeligheden er vore liv ikke så forskellige. Men ofte har vi travlt med at sætte dem vi møder i kasser, og sige til os selv, at vi i al fald ikke ligner dem. Vi vil så gerne være sikre på vores liv, og have kontrol over det, at vi glemmer at se, at det menneske, man tager afstand fra, faktisk også er – et menneske. Men det første, og måske det eneste, man ser, er et liv, der smuldrede mellem hænderne.



Og det er også, hvad evangeliet til i dag handler om. Det handler om en mand, der fisker og som intet fanger. Men det handler om mere end det, vi hører, for i fiskeren Simon finder vi et billede på, hvad livet er.



Simon har fisket hele natten uden at fange noget, og vender nu træt tilbage til bredden. ”Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået” siger han. Og vi siger: ”Mester, vi har slidt hele livet og ingenting fået”. Den følelse af, at have slidt for noget, kæmpet for noget, risikeret noget og intet fået til gengæld, er en følelse, de fleste kender. Livet er en risikabel affære og ikke særlig retfærdigt. Selv for det mest fromme og elskelige menneske, kan ulykker hagle ned. Vi lever et liv, hvor vi ikke kender udfaldet af morgendagen. Vi lever et liv, hvor vi må erkende, vi ikke har megen kontrol.



Det at erkende at vi ikke har kontrol er ikke nemt for et moderne menneske, for alt hvad vi ser i medierne handler om at tage kontrol over sit liv, og få styr på det. Tanken er: at får man styr på sin økonomi, får man den rette coach, skaber man de rette muligheder i livet, så bliver man lykkelig. Og i vore dage er lykken målet. Vi forventer og kræver, at livet bringer os lykke. Det er nærmest blevet en menneskeret at være lykkelig! Og bliver man ikke det, så er det ens egen skyld. Det er et stort og tungt åg at lægge på et menneskes skuldre. Og det åg kan sende ethvert menneske ned i livets mørke sammen med skylden og skammen over, at man misbrugte sit liv. Man blev ikke lykkelig, og efter et moderne kodeks er man selv ansvarlig.

Og her står Simon i evangeliet med al sin viden om fiskeri, han ved hvor fiskene er, ved hvornår man fanger dem, har erfaringer som fisker, han lægger sine garn ud, og ALLIGEVEL så fanger han intet? Er det så hans egen skyld? I fortællingen er det nemt at svare nej til det, for det er indlysende, at det er det ikke, men i vore egen liv, er det lidt sværere at se, at vi ikke selv er ansvarlige for alt. Vi har ikke magt over alt. Livet sker for os, det sker for alle. Vi kan ikke leve et liv uden at føle smerte, sorg, savn, uden at blive svigtet, og uden selv at svigte. Livet er ikke retfærdigt, og vi må erkende at vi ikke ansvarlige for alt, der sker i livet.



”Men på dit ord vil jeg kaste garnene ud igen” siger han. Og vi siger: ”Men på dit ord vil jeg kaste mig ud i livet igen”. Vi har fået et liv foræret af Gud. Det er en gave, der så stor, at vi slet ikke med ord kan beskrive den. Gud skabte mennesket i sit billede og så at det var godt. Livet har vi fået for at leve det. Livet er så vigtigt for Gud, at han lod sin egen søn leve et liv mellem os, blandt støvet, for at fortælle os, at han elsker os – Gud fortælle os gennem Jesus, at vi tilhører ham, fortælle os, at han fanger os midt i livet, når vi mindst venter det.



Og netop i livets mørke venter man ikke Gud. Vi kan ende i blindgyder, hvor livet smerte. Det mørke, hvor vi føler at selv Gud har forladt os. Det mørke, hvor vi ikke orker at forsøge igen, hvor det virker nytteløst. Der hvor vi ønsker mest af alt, at bliver fanget af Gud, kan han synes længst væk.



OG her hører vi evangeliet, hvor Simon på Jesu ord alligevel smider sine garn ud. Al fornuft siger ham, at det ikke nytter. Al erfaringer siger ham, at det ikke nytter, og alligevel gør han det. Det kan virke som en nem handling at smide lidt garn ud i en sø igen, men vi glemmer, at Simon er træt, han har fisket og arbejdet hårdt, og intet udbytte fået. Og på samme måde kan vi være trætte, vi kan være opgivende og her indser vi, at det Simon gør den dag, ikke er let; men han gør det. Han kaster sine net ud. Og på samme måde skal vi på Jesu ord kaste os ud i livet igen, trods fornuft og ikke mindst på trods af erfaringer.



Vore liv er forskellige, og nogle får et liv med masser af forhindringer og kampe, mens andre lever et liv uden gnidninger. Men fælles for vore liv er, at vi i Guds øjne har lige meget værdi. Selv det usleste liv er lige så værdifuldt som det mest elskelige menneskes liv. I Hans øjne er vi alle lige meget værd, og lige elsket. Han er med alle, han våger i natten, møder os i vores livs mørke og siger til os, som han sagde til Simon den dag: prøv igen, for denne gang er du ikke alene. Prøv igen for denne gang er jeg med dig.







Teksten:

Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. Luk 5,1-11