Blomst kommer op, og blomst går ud,
hvad er vel den for Himlens Gud
noget at regne mod de små,
som for hans åsyn evig stå!
O, Gud ske lov!
Vi har alle bekymringer. Fra de mere banale bekymringer til de store livs omvæltende bekymringer. Vi bekymre os om, hvorvidt vi kan nå at handle ind, om vores kalender hænger sammen, vi bekymre os beslutninger, som vi skal træffe, vi bekymre os om vores fremtid, hvordan skal det gå os alle sammen, hvordan skal det gå mig, hvordan skal det gå miljøet. Ja, der er nok at bekymre sig om. Fremtiden, om det så blot dækker dagen i dag, kan være en plagsom affære at have tanker om.
Vi bekymrer os for livet. Og i dagens evangelietest, siger Jesus så, at det skal vi lade være med.
Godt så, kunne man tænke. Det lader jeg være med, prædikenen er slut, og vi kan alle rejse os og tage ubekymrede hjem.
Men så nemt er det jo ikke. Vi ved godt, at det ikke lader sig så nemt løse. Faktisk kan Jesu ord til i dag virke en kende provokerende og som en bakatelisering af vores liv. Som om de problemer, vi tænker på ikke har vægt. Det er meget nemmere at sige, at du bare skal lade være med at bekymre dig, end det er at gøre det.
Og man kan godt mærke, at man går i forsvar, når man hører denne fortælling. For er det ikke ok, at bekymre sig om fremtiden, hvis man er blevet fyret, huslejen og børnenes fodboldkontingent skal betales. Er det ikke ok, at bekymre sig over, at de voldsbilister, der kører som gale på vores veje inde i byen og slår uskyldige mennesker ihjel? Er det ikke ok at bekymre sig om den manglede empati, der synes at brede sig med lynets hast i vores samfund? Er det ikke ligegyldighed ikke at bekymre sig?
Og en snigende ny bekymring dukker op: forstår Jesus os overhovedet, når han kan finde på at sige noget sådant?
Lynhurtigt har vi konstateret, at vi ikke føler os forstået, og derfor må det være Jesus, der ikke forstår os. Men et andet spørgsmål trænger sig på: har vi overhovedet forstået Jesus?
Hvad er det han siger til os? Han siger til os, at vi ikke skal bekymre os for, hvordan vi får noget at spise og drikke, for Gud ved godt, at vi trænger til det. Stod den udtalelse alene, ja så kan jeg godt forstå, at man føler sig misforstået, men nu bliver den fulgt af en sammenligning. Jesus sammenligner det med himlens fugle og markens liljer. De bekymrer sig ikke, og fuglene får føde og liljen er smukkere end alt tøj tilsammen. Det er en sammenligning, vi kan bruge, for vi kan godt høre det fjollede i, at en fugl eller en lilje skulle begynde at bekymre sig om livet. Ville fuglen så turde flyve omkring eller sende sine unger ud af reden? Ville liljen turde åbne sine kronblade, eller holde dem lukkede af frygt for regn og vind? Nej vel – det lyder vel nok fjollet.
Og det samme kan vi sige. Skulle vi mennesker af ren bekymring og af frygt for hvad der kunne ske holde op med at leve vores liv? Fordi der er en risiko ved at leve? Nej vel – det lyder vel nok fjollet?
I den sammenligning forstår vi bedre, hvad det er Jesus vil fortælle os. MEN han lover os ikke, at blot vi fjerner bekymringer, så bliver livet bedre og alle problemer forsvinder. Det siger han ikke, tværtimod. Faktisk siger han, at hver dag har nok i sin plage. Så Jesu ved godt, at livet kan være en plagsom affære, og at vi hele tiden og igen vride vore hænder i bekymring. For livet er en risiko. Vi kan risikere at blive såret, at føle svigt. Vi kan risikere at miste dem vi holder af, og havne i dyb ensomhed. Vi risikerer at blive syge og lide.
Det behøver jeg faktisk ikke at fortælle jer, for det ved vi. Men at tage springet fra, at man kender den risiko til, at man holder op med at leve af frygt – det spring advarer Jesus os mod. Det ville være det samme som en mark af liljer, der nægtede at vokse frem af bar bekymring.
Men Jesus kender os såre godt. Bedre end vi tror, vi kender os selv. Vi leder efter forklaringer og vi springer ikke lige på sådan en udtalelse uden at prøve den af først. Kan det nu også passe, tænker vi. Og derfor spørger Jesus os nu, hvem af os, der netop ved at bekymre sig, har lagt bare en dag til sit livs længde? Og svaret kender vi.
Hvad skal vi så gøre, når vi nu ved, at vi ikke skal holde livet på afstand af bekymring? Igen ligger svaret i Jesu ord, for han siger: Søg Guds rige og hans retfærdighed. Og her betyder det ikke, at vi mennesker skal vente på Gudsriget efter døden, eller at livet er en ventesal til Himlen. Det mener Jesus BESTEMT ikke. Det har vi jo lige hørt, at han ikke mener. Hvad er det så for et Gudsrige, han beder os om at søge?
Koden til svaret ligger i noget, Jesus siger kort før, han fortæller om dette. Han siger i et åndedrag før dagens evangelium, at man ikke skal samle sig skatte på jorden, for det er skatte, der vil forgå, men at man skal samle sig skatte i himlen. Og han slutter med at sige, at hvor din skat er, der vil man også finde dit hjerte.
I skal ikke bruge tid på at søge det forgængelige, for det er jo netop forgængeligt, og forsvinder. I skal søge det eneste, der har en holdbarhedsdato, der står evigheden på. Nemlig – Gud. Søg Gud, og gør du det, vil dit hjerte også hænge der. For som Jesus siger, så kan ikke tjene to herre, man kan ikke både tjene mammon og Gud. Det må være enten den ene eller den anden. Enten hænger hjertet ved pengene og designermøblerne, eller også hænger hjertet ved det, der er større end en selv, nemlig Gud. Men at hænge sit hjerte ved Gud, og søge ham, det er ikke noget, vi lige gør. Det er noget, vi skal bruge et helt liv på at gøre igen og igen. For mennesker har det med at glemme, hvad der har sand værdi. Vi glemmer det, og luller os ind i tanken om, at bare jeg da havde vundet de 20 millioner i går i lotto, så ville livet have set meget bedre ud. Vi tror fejlagtigt, at vi slipper for bekymringer, hvis vi blot havde penge.
Men Jesus forsøger at fortælle os, at hjertet ikke kan dele sig. Vi kan ikke være to steder på en gang, og både søge det ene og det andet. Søg det eneste sande, søg Guds rige. Han siger: Søg Guds rige og hans retfærdighed. Gøres Guds retfærdig gældende, så er Guds rige allerede begyndt her på jorden. Guds retfærdighed, der tager det menneske ved hånden, der mindst fortjener det. Og tak for det, for så har vi også en chance, når vi livet igennem forsøger at skære vores hjerte over i to.
Derfor har vi igen og igen brug for at høre Jesu ord:
Søg Gud, Søg Gud, Søg Gud.
Først da kan hjertet få ro, først da kan bekymringerne få hvile. Søg Gud, Søg Gud, Søg Gud.
Teksten:
Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Matt 6,24-34
Ingen kommentarer:
Send en kommentar