mandag den 9. juli 2012

18. søndag efter trinitatis 2009



Der findes en sang af Blind Melon, hvor de synger:

Hey look at him! Ill never live that way.
But thats okay
Theyre just afraid to change



Det betyder: ”Se på ham, sådan vil jeg aldrig leve, men det er ok (synger forsangeren), for de er bare bange for at ændre sig.” Den følelse, tror jeg mange af os kender til. Hvor ofte ser vi ikke på et andet menneske og tænker, godt det ikke er mig, og hvor ofte bliver vi ikke fanget i situationer, hvor forandringer kan forekomme skræmmende? Hvor vi ikke har lyst til at ændre noget, fordi alt er lige som det skal være?



Netop denne følelse, tror jeg, farisæerne havde, de mange gange de henvendte sig til Jesus. Jesus gik rundt i landet og beviste igen og igen, at han kendte den lovgivning, som de selv var eksperter i. Men ikke nok med det, så tolkede han loven på en helt anden måde, og tilføjede desuden viden om sig selv, der på en pligtskyldig troende må have været chokerende. Jesus siger om sig selv, at han er Herre. Hvordan reagerer man på sådan et menneske, der påstår at vide mere om ens egen Gud end en selv? At møde et sådant menneske, kan ikke andet end at kræve at man ændrer sig, og ændrer den måde man ser Gud på. Det kan kun forårsage frygt og mange spørgsmål. For hvem er han, når han tør sige det, hvad mener I om denne mand?



Dette er netop hvad der sker i dagens evangelium. Farisæerne har igen og igen mødt Jesus, og hver gang gået derfra med en fornemmelse af, at her er et menneske, der laver om på livet, som vi kender det. Det kunne de ikke acceptere, og derfor forsøgte de igen og igen at fange Jesus på det forkerte ben, så han ville holde op.



Og derfor spørger de ham i dag, hvad det største bud i loven er. Hvad er det største bud i loven? Hvad er det ene bud, der står over alle de andre, og som alle de andre er afhængige af bliver overholdt? Og spørgsmålet er relevant, for netop farisæerne havde ikke mindre end 613 bud, de skulle følge. Derfor er det jo nemt at tænke, at de gerne ville vide, hvilke et af dem, var over dem alle. Og hvorfor ikke spørge den mand, man allermest irriteret på, man er allermest bange for? Hvorfor ikke spørge den mand, der virker til at vide mere end dem alle? Og Jesus svarer dem, men ikke med et sted. Han svarer med hele to steder fra loven. Han siger først: ”Du skal elske Herren din Gud, af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind”. Det er et godt bud, som de næppe har kunnet være uenige med ham i. Men Jesus stopper ikke der, hvor det ville være logisk, for det gør han aldrig. Han fortsætter med at citere et andet sted i loven, hvor der står, du elske din næste som dig selv. Det bud står lige med det første, og kan ikke tænkes uden det. Det stort det her. Jesus fortæller hermed, hvordan vi skal leve vores liv. Følg Gud, altså vend dine øjne mod Herren og elsk ham, og dernæst siger han, når man gør det, kan møde medmennesket i kærlighed. Vi har hermed opskriften på livet. Hvis man nøjes med at gøre de to ting her, så er alt som det skal være.



Det er svaret på deres spørgsmål, og det svar kan de fleste nikke godkendende til. Men Jesus stopper heller ikke, hvor det ville være logisk at stoppe, for det gør han aldrig. Jesus vil noget mere.



Og derfor stiller han det ene og afgørende spørgsmål, som ikke kun blev stillet den dag, men som runger med den dag i dag, hvad mener I om Kristus, hvis søn er han? Og til det findes der mange svar, alt efter hvem man spørger. Nogle mener, at han blot var en stor profet blandt mange, og andre igen mener, at han var en almindelig mand, der levede og døde. Begge svar rummer sandhed, for han var en stor profet, og han var også en almindelig mand. Men han var noget mere end det. Jesus er mere end det.



Farisæerne svarer, at han er Davids søn. Et ganske rigtigt svar, hvis man regner Jesus som en almindelig mand, men Jesus svarer igen, ved at citere en salme, og deri stille et spørgsmål igen, nemlig – hvis jeg er Davids søn, hvorfor kalder David mig så for Herre? Og hvem er den, man kalder for Herre andre end Gud selv? Jesus står her og siger hvem han er. Jeg er Guds søn, og I tror jeg bare er almindelig mand. Nej, jeg er Guds søn.



Og her når vi højdepunktet i Trinitatistiden. For her fortælles alt det, vi skal have med os året og livet igennem. Du skal elske Herren din Gud, og du skal elske din næste som dig selv – og Jesus er den Guds søn, der er kommet for at fortælle os det. Jesus er ikke bare en ligegyldig mand, ej heller blot en profet – nej, Jesus er Guds egen søn, og igennem ham lærer vi noget, om hvad Gud vil os mennesker.



Som I alle ved, så lever Jesus sit liv på jorden. Han gik ikke blandt konger, herskere og rige mennesker, han levede ikke et liv i sus og dus – nej, Jesus gjorde det modsatte. Han gik til støvet, og der forkyndte han Guds ord. De mennesker man så ned på, dem møder han. De mennesker, der ingen magt havde, dem møder ham. Guds egen søn levede et liv i fattigdom, for at vise os hvad det er Gud vil med os. For at leve et liv i fuld kærlighed til Gud handler ikke om at eje. Vi skal ikke blot høre et godt råd fra Gud om vi skal elske vore næste, og så derefter låse os selv inde i glastårnet og se ned på pøbelen. Jesus viste os vejen gennem eksemplet. Du skal leve dit liv i handling. Du skal virkelig vise, at du elsker din næste som dig selv, og ikke blot se på verden og tænke det. Du skal gøre det. Kristendommen skal leves, ikke kun tænkes. For Gud nøjedes ikke med at tænke på os, han handlede og sendte sin egen søn herned, for at vise os, hvad han vil med os, for at vise os sin kærlighed, for at vise os han er vores Gud.



Gud er Gud for alle mennesker, og ikke kun dem, der kender loven til fulde som farisæerne. Gud er Gud for alle mennesker, og ikke kun dem, der har penge at give af. Gud er Gud for alle mennesker, også det menneske, der intet ejer. Gud er Gud for alle mennesker, og det mennesker der forsøger, og det menneske der fejler. Gud er Gud for alle menneske, og Gud ske lov for det, for så er han også Gud for mig.



Derfor skal alle
verdener, væsener,
alt, som har været,
er og skal komme,
hin dag bekende det:
Jesus er Herre.


Teksten:


Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Matt 22,34-46

Ingen kommentarer:

Send en kommentar