En bange sjæl. Johannes Døberne sidder i fængsel. Det er selveste Kong Herodes, der har ladet ham fængsle. Johannes havde kritiseret kongens privat liv, og derfor havde kongen nu smidt ham i et fangehul. Den Johannes Døberen, der råbte: Ban Herrens Vej – Han kommer. Den Johannes Døberen, der døbte selveste Jesus. Han sidder bag lås og slå og venter. Venter på, hvad der skal ske med ham. Venter på, hvad morgendagen vil bringe. Han sidder i mørket – er i mørket. Og herfra stiller han spørgsmålet: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden? Den mand, der forkyndte Gudsriget – lyset, glæden og frelsen. Den mand sidder nu i et hul, kan ikke finde vej ud, og stiller spørgsmålet: Er du den, der kommer? Er du den, jeg kan stole på og sætte min lid til? Er du den, jeg har ventet på hele mit liv, og nu hvor jeg har allermest brug for dig, er du da den, der kommer? Ellers venter jeg forgæves. Et bange hjerte, der midt i mørket, tvivler på, om Jesus er den, de alle venter på. Om Jesus er Messias. Johannes havde brugt hele sit liv på at tale om Gudsriget og forkynde dets komme. Han havde forkyndt om den mand, der skulle komme efter ham, der var større. Større end ham selv. Og folk var kommet ud i ørkenen til ham for at lade sig døbe af ham. Johannes Døberen var en stor profet, men nu var livet vendt for ham, og mørket omsluttede ham. Hvor er Gudsriget, når man har brug for det? Jesus var jo kommet, så hvorfor sker der ikke noget? Så Johannes spørger. Spørger med bange hjerte. Hvor er du? Er du den, jeg venter på?
Vi kan vist alle følge Johannes i sin tvivl. En tvivl, der er så menneskelig, at selv Jesu egne disciple til tider tvivlede på ham. En tvivl, der næres af en skuffelse over, at tingene ikke blev som vi forventede og håbede på. Når livet rammer os, og slår os omkuld, så kan vi tvivle. Det kan være personlige katastrofer eller kriser, det kan være globale bekymringer – lige meget hvilken karakter, kan livet slå os omkuld – ramme os. Håbet og tvivlen slås om førstepladsen i vores liv, og vi vakler.
Og Johannes’ er nu der i sit liv, hvor livet har ramt ham. Han er slået omkuld, og spørger Jesus.
Og Jesus svarer ham. Han svarer hverken med ja eller nej, hvilket unægtelig ville have været noget nemmere, men derimod svarer Jesus ham ved at citere Esajas. Det er en tekst, som alle på det her tidspunkt kender. Landet er besat af Romerne, og folket lever som gæster i deres eget land. De ønsker, at blive befriet fra overmagten, og den tekst, Jesus citerer, taler om den befrielse, der venter dem. Den taler om, hvad der vil ske, når Gudsriget er nært og Herren kommer. Der skal der springe kildevæld i ørkenen, og der skal være stor jubel. De døve skal høre og de blinde skal se. Den tekst kender de alle og bærer med sig, og det er den tekst, som Jesus vælger at citere for Johannes Døberen. En tekst som, Johannes kender ordret. Men Jesus citerer den ikke ordret. Han laver om på den. Jesus udelader noget af den. Esajas taler om en Gud, der skal komme med hævn og gengældelse. Det udelader Jesus. Han taler ikke om hævn eller om gengældelse – det er ikke Jesu anliggende. Det er ikke derfor han er kommet til os. Men ikke nok med, at han udelader noget – han tilføjer også noget. Han tilføjer, at spedalske bliver rene, døde står op og evangeliet forkyndes for fattige.
Sådan er Jesus. Han er altid mere end. Mere end vi regner med, mere end vi tror, mere end vi forstår. Han fjerner hævnen som motiv og bevæggrund. Jesus var ikke dommer, men lod kærligheden være sit motiv. Og den er altid mere omfattende og større, end vi mennesker kan forstå. Den kærlighed, der giver evangeliet til fattige. Her tænker Jesus ikke kun på de mennesker, der fysisk er fattige, og mangler selv det mest fornødne i livet. Han taler også om de mennesker, hvis liv er tomme. De mennesker der mangler kærlighed. De mennesker, der ikke har nogen til at holde af dem eller holde om dem. De mennesker, der ikke har en mening med livet. De mennesker, der ligesom Johannes Døberen er et sted, hvor mørket har overtaget. De bange, de ensomme – os. DE mennesker bringer Jesus et budskab til. Han siger til dem, at der er et sted i livet, hvor de ikke er glemt. For han er med dem hele vejen. Jesus levede et liv som en fattig mand blandt de fattige, for at være som os. For at lade os forstå, at den Gud vi tror på, ikke sidder langt væk fra os, og styrer verden som en dukkefører; men at han er midt imellem os. Han er midt imellem os mennesker, og lever et liv som et lyslevende menneske. Som et levende menneske med bankende hjerte. Sådan kom han – Herren, der skulle banes vej for. Ikke i kongepragt, men som et menneske af kød og blod kom han.
Og han kom ikke med hævn eller dom. Han kom men kærlighed. Den kærlighed, der er større end vi overhovedet kan forstå og synes er rimeligt. Den rummer selv de mennesker, vi synes fortjener en straf, selv de mennesker vi gerne vil hævne os på, selv de mennesker, der får os til at føle os mindreværdige. DE mennesker, kan Guds kærlighed også rumme. I kærligheden rækker Jesus os et menneskeværd – gør os til hele mennesker, der hvor vi før følte os værdiløse. Det er uforståeligt, men i sandhed julens budskab. Her begynder Gudsriget allerede - Jesus er HER for at være mere end.
Og her sidder vi så 3. Søndag i advent og venter på Julen. Adventstiden er præget af at vente på noget. Vi tænder et lys i adventskransen hver søndag indtil jul, og venter på, at det skal blive den dag, hvor vi fejrer, at Jesus blev født. Vi venter på, at det lille barn skal fødes. Vi kender juleevangeliet, og alle har vi vores eget billede på nethinden af, hvordan det så ud den aften i Bethlehem for 2000 år siden. Vi glæder os til, at høre om, hvordan en fattig kvinde en nat i en stald føder det barn, der var Gud selv. Om den mand, der stædigt holder fast i os, også når vi slipper taget. Og ikke mindst for at høre om den mand, der sender sin kærlighed til alle, der sidder i mørket. I kærlighedens favntag kan man holde ud at vente – bare lidt endnu.
Teksten:
Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.« Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹ « Matt 11,2-10
Ingen kommentarer:
Send en kommentar