mandag den 9. juli 2012

1. søndag efter påske 2009


Har I nogen sinde prøvet at blive væk? Sådan rigtig væk? Man kan blive væk fra meget. Man kan som barn blive væk fra ens forældre. Pludselig er hele ens verden forvandlet til et hav af ben, og ikke et af disse ben fører til mors trygge favn. Man kan blive væk på et landkort. Pludselig ved man ikke længere, hvor man er henne. Man kan hverken finde hoved eller hale på koret, og når man ser sig omkring virker alt fremmed. Man kan blive væk fra et andet menneske. Et menneske man har kendt godt, kan man pludselig ikke længere kende. Man står overfor hinanden, men den genkendelse og intimitet, der før var, er væk. Man er som to fremmede, der kigger på hinanden. Man er blevet væk for hinanden. Man kan også blive væk i sit eget liv. Man kan ikke længere finde frem til livet, eller meningen med det. Livsgnisten er væk, og man ved ikke længere, hvorfor man overhovedet er til – alt synes meningsløst.

Som menneske er der mange måder at blive væk på, og de fleste af os har prøvet at blive væk. Blive helt væk fra et eller andet, om det så er os selv, et andet menneske eller selve livet. Været der, hvor vi gerne ville findes igen, hvor vi gerne vil finde tilbage til livet, finde tilbage til den vej, vi skal gå.

Måske var det sådan Thomas fra dagens fortælling havde det. De andre disciple havde otte dage forinden set den opstandne frelser, men Thomas var der ikke, da Jesus kom. Thomas hører først efterfølgende at Jesus er kommet, og der tror han ikke på, at det faktisk er Jesus, de har mødt. Han vil have konkrete beviser, og vil ikke nøjes med at se, men vil have lov at stille sine fingre ind i naglemærkerne.

Man kan kun gætte på, hvordan Thomas må have haft det, da han hører nyheden om Jesu opstandelse. Disciplene har alle været bange og forvirrede efter korsfæstelsen. De har hørt fra nogle kvinder, at han er opstanden, men har ikke selv hørt eller set noget. Det er blot rygter for dem. Deres liv er vendt på hovedet – før fulgte de Jesus. De levede sammen med ham og hele deres liv drejede sig om, at de var Jesu disciple. Det var deres identitet. Men nu er Jesus død. Romerne korsfæstede ham på foranledning af jøderne. Jesus er død. Revet bort fra dem, og de må have følt sig fortabte. Der var ikke mange helte blandt disciplene da Jesus blev korsfæstet. Ikke en af dem stiller sig til forsvar for deres Mester, ikke en af dem forsøger at forklare hvad de har troet på de sidste tre år. De stak af, da de kunne. De ved det. De ved, at de svigtede, svigtede det de troede på. Da det gjaldt, blev de væk fra Jesus, blev væk fra hinanden og blev væk fra sig selv. De blev væk – og blev væk.



Og nu er de samlet en uge efter korsfæstelsen, hvor de sidder sammen i frygt. De sidder der alle på nær Thomas. Og midt i deres frygt, midt i livets mørke, står Jesus i blandt dem og velsigner dem med et ”Fred være med jer”. Deres frygt bliver afløst af glæde. Meningsløsheden er afløst af mening. De disciple blev den aften fundet af Jesus, der hvor de havde brug for det.

Men Thomas, han var der ikke. Thomas var væk. Og da han hører det u-trolige, der er sket, kan han ikke tro det. Hvorfor skulle han også det? Det er jo blot ord, han hører. Der er ingen beviser, og hvorfor er Jesus ikke også kommet til ham, hvis han kunne komme til de andre disciple? Thomas er splittet mellem det liv, han har levet sammen med Jesus og det liv han får efter Jesu død. Thomas tror dem ikke, og vil ved selvsyn se, at det faktisk er Jesus de har set. Det er jo ikke så underligt, når man tænker efter, for netop disciplene levede sammen med Jesus. De havde jo netop set ved selvsyn, hvad Jesus kunne gøre, de havde netop været vidner til underne. De havde med deres sanser set og troet. Så at Thomas nu kræver det samme for at tro, er ikke så underligt. Det er hvad han er vant til. Og det er ikke så langt fra, hvordan vi moderne mennesker ser livet. I virkeligheden er Thomas et meget moderne menneske. Han er et menneske der kun tror, når det kan bevises. Et menneske der afviser det, der ikke kan rummes i ens egne tanker. Et menneske, der kræver beviser, man kan forstå – det er et fornuftigt menneske. Sådan er et moderne menneske. Et menneske, der er styret af sin fornuft, og et menneske, der skal vide, at der er beviser bag det videnskaben fortæller os. Vi tror verden er som videnskaben fortæller os, for det er bevist, det kan fornuften forstå. Så at Thomas kræver det samme, er ikke så uforståeligt. Han vil have sin fornuft med.

Thomas kunne ikke tro, kunne ikke finde vej til troen, men tvivlede. Thomas har som de andre disciple været bange og fortvivlet, og har ikke kunnet finde vej, og sin magtesløshed læner han sig op af det eneste han har, nemlig sin fornuft. For her havde han nemlig magt over situationen. Her er der ikke plads til forvirring, for kan det ikke bevises, er det ikke rigtigt. Thomas forsøgte at få magt over livet. Forsøgte at gribe fast og finde fodfæste, forsøgte at finde et bevis.

Og da sker det u-trolige, nemlig at Jesus selv træder frem for disciplene igen, og denne gang er Thomas med dem. Og Jesus taler direkte til Thomas, og beder ham om at gøre som han sagde. Nemlig at stikke sine fingre ind i Jesu side. Og det forunderlige sker, Thomas har ikke mere brug for beviser. Han siger blot: Min herre og min Gud. Han tror i det øjeblik. Det fodfæste Thomas forsøgte at finde, fandt han, men ikke der, hvor han søgte. Det var ikke Thomas, der fandt Jesus, men Jesus der kommer til Thomas. Jesus finder ham.

Thomas finder vej gennem mørket og tvivlen, da Jesus rækker sin hånd frem og tager i mod ham. Det er ikke Thomas’ krav på beviser, der gør at han tror, men det at han bliver fundet. Her er beviser unødvendige, for her bliver Thomas taget i favn af Gud.

Og vi mennesker har brug for Guds favntag. Vi bliver alle væk i løbet af livet, og vi har alle brug for at blive fundet. Vi har brug for at vide, at der er en Gud der leder efter os, når vi er faret vild. Det er ikke vores opgave alene at finde ud af livet, og finde vej i livet, for der er en Gud, der hele tiden søger os. Og når han finder os, lægger han os i sine hænder, så vi der kan finde hvile og fred, så vi der kan være trygge i favntaget. I Guds hænder kan vi lægge vores liv, for vi ved, at han holder fast i os. Og han finder os, når vi har brug for ham.




Teksten:
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Joh 20,19-31

Ingen kommentarer:

Send en kommentar