Skærtorsdag 2009

Nogen må våge i verdens nat,

Nogen må tro i mørket,

Nogen må være den svages bror,

Gud, lad din vilje ske på jord.

Hjælp os at følge dit bud. Amen



”En af jer vil forråde mig”. Ordene klinge i rummet. Det er en aften, men ikke som alle andre. Det er begyndelsen på påsken, og dermed en festaften. Man samles i familierne og fejrer at Moses for længe siden førte jøderne ud af Ægypten, og dermed befriede dem fra slaveriet. Det er grund til at feste og fejre, grund til at være glade. De er ikke længere slaver, men er frie. Og til denne aften, hvor man burde takke Gud, der siger Jesus, at der er en, der vil forråde ham. Et menneske, for hvem det var bedre for, at det aldrig var født. Det er hårde ord en aften, hvor der burde være fest. For ordene er ikke blot talt til hvem som helst, men til han egne disciple. Det er mennesker, det er venner, der har fulgt ham i snart tre år, gået med ham, spist med ham, sovet ved siden af ham, set hans undere og hørt hans ord. Det er mennesker, der har forladt deres hjem og familie for at følge Jesus. Det er ikke bare hvem som helst Jesus siger dette om. Det må være kommet som et chok for dem, at Jesus siger dette, og en efter en spørger de, hvem der vil forråde ham. Og til sidst kommer det frem, at det er Judas, der er forræderen. Judas.



Vi kender alle Judas, forræderen. Ham der solgte Jesus for sølvpenge. Ham der forrådte Jesus med ikke mindre et kys. Et kys, der ellers signalerer kærlighed, respekt, venskab – med dette tegn forråder Judas sin Mester og Herre. Når man siger Judas, tænker man synonymt med en forræder, en der svigter, en kujon. Der er nok af ord at tage af.



Judas er en Judas. Men midt i alt dette, er det let at glemme, at Judas var en discipel. Han forlod sin familie for at følge Jesus, han levede med ham, spiste med ham og sov ved siden af ham. Judas var et menneske. Et menneske ligesom alle os, der sidder her i dag. Et menneske, der oplevede lykke, glæde, sorg, svigt. Et menneske på godt og ondt, det var Judas også. Judas er et menneske, der handler forkert, men dog et menneske, og hvilket menneske kan sige, at ikke også de har handlet forkert? Hvilket menneske har ikke været svag, og har svigtet? Hvilket menneske kan syndfri kaste en sten?



Og alligevel er Judas blevet symbolet på alt det et menneske ikke skal være. Hans synd fremstår som den største af alle synder. Og alligevel var hans rolle i påskens begivenhed nødvendig, for uden hans svigt var Jesus ikke endt på korset og var heller ikke opstået fra de døde. Judas var i al sin synd nødvendig for at livet kunne sejre over døden. Og Judas var da blot et menneske.



Der er en gammel legende, der fortæller om Judas. Jesus tog efter sin død ned i dødsriget for der at hente de mennesker, der var fanget der. Dernede er det allerførste menneske han henter, ingen andre end Judas. For Judas er et menneske, der var svag og svigtede. Og hvem af os har ikke gjort det? Og hvem af os, trænger ikke til at blive fundet og hentet af Gud? Det er hvad Påsken fortæller os, nemlig at vi bliver fundet, hvor vi er. Jesus går helt ned i vores mørke for at finde os. For vi har brug for en, der er den svages bror, en der viser mildhed, en der kæmper for andres ret. Vi har brug for en, der våger i mørket.



Denne aften, skærtorsdag, er Jesus på vej ind i dit eget livs mørke. Han er på vej mod døden, og han ved det. Han ved endda at Judas vil forråde ham, og give ham til romerne. Jesus fortæller endda Judas, at han ved, hvad der skal ske. Judas er blevet afsløret i sit bedrag, og Jesus har god grund til at være vred.



Men der sker ikke det, man kunne forvente ville ske. Man kunne have forventet, at Jesus ville have smidt Judas ud, skældt ham ud, og måske selv flygtet fra den kommende korsfæstelse. Man kunne have forventet, at Judas ville være så flov over sit afslørede bedrag, at han med det samme ville gå sin vej. Men Judas bliver og Jesus lader ham blive.



Og så indstifter Jesus nadveren for første gang. Og her får Judas også nadver på lige fod med de andre disciple. Trods sin synd får Judas også brød og vin. Trods alt. For det der sker i Påsken er nemlig ikke ligegyldigt, men er gældende. I Påsken dør Jesus på korset, går ind i mørket, og dør for vores skyld. Dør, fordi vi mennesker ikke altid er de bedste udgaver af os selv, fordi vi også svigter og forråder. Derfor dør Jesus på korset. Fordi vi gør os skyldige, fordi vi skylder Gud alt. Jesus må dø for at bære vores synd. Der er ikke en synd så stor, at den ikke kan bæres på det kors.



Men Jesus dør ikke kun fordi vi er syndere; der ligger et lige så vigtigt budskab i Jesu død, nemlig kærligheden. Kærligheden er stærkere end synden. Gud tror på os, trods vores synd. Gud elsker os, også når vi svigter ham. Gud lader os tage del i nadveren, også når vi i menneskelig målestok ikke fortjener den. I Guds øjne fortjener selv Judas nadveren, for også hans synd kan bæres på korset.



Nadveren en fast og betydningsfuld del af enhver gudstjeneste. Nadveren rykker i os. I nadveren tager vi del i et måltid. I kan se at knæfaldet minder om en uafsluttet cirkel, og det skal minde os om, at vi ikke blot tager del i et måltid med de mennesker, der er i kirke her i dag; men at kirken rækker ud over sine murere. Denne halve cirkel griber ud i verden og danner en cirkel med alle andre nadverborde rundt om i verden. Hver gang vi fejrer nadver tager vi del i et fællesbord. Her sidder vi til bords med rige og fattige, vi sidder til bords med frie og fanger, vi sidder til bords med den gamle i sengen og med det nydøbte barn. Vi sidder til bord med det menneske vi foragter, og det menneske vi elsker. Vi sidder til bords sammen, og her er vi sammen som mennesker først og fremmest. Ikke med vore titler eller vore handlinger, men vi er sammen som de mennesker, vi er, men det liv vi har levet. Det formår Jesus at gøre. Han samler os i nadveren og viser os, at ligegyldigt hvem du er, og hvad du har gjort dig skyldig i, så er der altid plads ved siden af ham ved hans bord. Der er altid plads, og han finder dig i det mørke du måtte sidde i.



Så meget elsker han os. Han elsker os så meget, at han i morgen vil række sine hænder ud i favntag mod verden og udånde. Kærligheden er stærkere end synden.



Teksten:
Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil

du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og

den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen

med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte

påskemåltidet.

Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig

siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter

én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med

hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort,

som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det

var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det

er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«

Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde:

»Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde:

»Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.

Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker

den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«

Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

Amen