Du som mætted tusinde munde,
Du, der selv er livets brød,
Du rev masken af den onde
Da du sulted og led nød
Vi er midt i fastetiden – tiden før påsken, og teksterne, der bliver brugt i kirkerne landet over, handler om forholdet mellem det onde og det gode. Det handler om, hvordan det onde viser sig i forskellige skikkelser, og om hvordan det onde forsøger at lokke. Det lyder som taget ud fra et eventyr, og til tider kan det være vanskeligt at forholde sig fortællingerne. Når talen falder på Djævelen og dæmoner, så placerer vi fortællingen i eventyrgenren, og tænker at mennesker dengang ikke var så oplyste, som vi er i dag. Vi oversætter derfor dæmonerne til moderne sygdomme, der har navn og grund. Vi lægger det hen i lægens verden, og smiler overbærende over deres uvidenhed. Når de nu ikke vidste bedre, kan jeg da godt forstå, de troede, at det var dæmoner. Der er bare visse ting i evangelierne, der ikke stemmer overens med vores verden i dag, og som vi så kasserer. Smider bort. Og lige netop den onde bliver smidt ud.
Det er ikke fordi, vi ikke ved, at der er ondskab i verden. Det kan vi alle blive enige om. Men når talen falder på den onde selv, så bliver vi stumme. Vi ved ikke længere, hvad vi skal sige. Vi har svært ved at forholde os til den onde – til djævelen. Hvordan ser han ud, hvor er han henne, hvilken magt har han? Spørgsmålene hober sig op. Og med god grund! For når man ser på skaberværket: en anemone der lyser gult i skovbunden, en edderkop der laver et mesterværk af den tyndeste af stærke tråde, en mælkebøtte der finder den mindste sprække i den hårdeste klippe og kan vokse op – eller når man ser ind i øjnene på et lille barn, der tillidsfuldt kigger tilbage. Når man ser alt dette, så er den onde svær at få til at passe ind i billedet. Hvor hører han lige hjemme? Verden blev skabt, og Gud så at det var godt, og alligevel hører vi om dæmoner i dagens evangelium. Det er et paradoks. Det er et paradoks, at der overhovedet er ondt i verden, for Gud har ikke villet det. Det var ikke Guds plan at skabe det onde, men det onde er til på trods. Det kan være svært at forstå for mange. Men noget ondt er der – det kan vi se og mærke. Der er noget ondt, og det onde har et ophav. Det onde må komme sted fra. Og det ophav ligger ikke inde i os mennesker, men må ligger udenfor os. Og så må spekulationerne om den ondes udseende ellers ophøre, for det slet ikke vores kristne opgave at bruge kræfterne på den onde. Det er ikke ham, vi skal tro på – det er Gud, vi tror på. Og kun Gud. Den onde skal vi forsage – den onde skal vi vide er til, og derefter forsage ham. Vi skal ikke bruge fantasi og kræfter på at gøre Djævelen håndgribelig, men vi skal erkende og vide, at der er noget andet end det gode. Noget, der gør at verden ikke er det sted, Gud har villet.
Men vores fornuft kæmper nu alligevel med den onde, og dens eksistens. Vores fornuft. Vi vil så gerne have at verden var noget andet end det, den er. Vores fornuft vil så gerne have at verden kun var god. Det er nemmere at prædike godhed end at tale om Djævelen, for menneskets fornuft kan bedre håndtere godheden end den kan erkende den onde. Det er menneskets dejligste last. En dejlig last, der bunder i et ønske om at verden skal være som Gud har skabt den. Men det er dog stadigvæk en last. Vi kan ikke vende ryggen til det vi finder ubehageligt, og tro at det forsvinder derved. Ude af øje, ude af sind. Det har ikke hjulpet hidtil, og vil det heller ikke fremover.
Vi har svært ved at have med dæmoner at gøre. Vores fornuft siger os noget andet. Der ligger i den sunde fornuft en dyb mistillid til det vi ikke forstår. Hvad siger din sunde fornuft dig, og lytter vi kun til den, kunne de fleste undere i evangelierne heller ikke være sket i virkeligheden. En sund fornuft kan ikke tro på en mand der kan gå på vandet, en mand der helbreder syge, en mand der tre dage efter sin død rejser fra dødslejet og viser at livet er langt stærkere end døden. Den sunde fornuft taler imod. Den er så fornuftig og afviser det, den ikke forstår. Den er aldrig sårbar, har ikke brug for andres mening om sig og tager aldrig fejl. Den har sig selv og sin mistillid til det, den ikke forstår.
Når Jesus i dagens evangelium helbreder den stumme, reagerer de omkring stående med skepsis. De tænker med deres fornuft, at det dog ikke kan være Gud selv, men det må være noget andet. De bliver bange for det, de ser; og deres fornuft skriger til dem, nej – det må være noget andet. Men evangeliet er klar i sin tale – når et menneske bliver sat fri, her af at være stum, er det Gud, der rører ved mennesket. For Gud sætter fri og binder ikke fast. Djævelen er ham, der binder mennesker og har slet ikke magt til at sætte os fri – det kan kun Gud.
Det er ganske uvirkeligt at en stum mand taler, og det er hvad den onde er – uvirkelig. For han forsøger at gøre vores verden uvirkelig. Den onde har kun et mål med os mennesker, nemlig at vende os fra Gud, bryde forholdet mellem os og Gud – og sende os ud i ensomhedens mørke. Det er der ikke meget trøst i, og for det menneske, der sidder i ensomheden og ikke mærker Gud, kan det være en bekræftelse af, at Gud ikke længere er med en. At det det onde helt har fået magten over mig. At Gud måske har glemt en. Og netop når den tanke opstår, er verden blevet uvirkelig. Det handler ikke længere blot om en menneskelig tvivl på Guds eksistens, men noget dybere. Den dybe følelse af, at man er det hus, der tales om i evangeliet, hvor de ikke blot er en, men hele syv nye dæmoner, der er flyttet ind.
Men der er trøst i mørket. I en gammel oversættelse af trosbekendelsen siger man ikke om Jesus, at han er nedfaret til dødsriget, men at han er nedstyrtet til helvede. Det er der visdom i. Jesus tog helt ned i helvede, det sted, hvor der kun er mørke og ondskab, der var Jesus. Der er med andre ord ikke det sted i verden, hvor Kristus ikke har været, og hvor Guds magt ikke var større.
Selv det hus, hvor fornuften herskede, og der var ryddet op med selvretfærdighed, fordi fornuften aldrig tager fejl, der er Kristus. Selv det hus, der stod tomt, så dæmonerne lige kunne flytte ind, der kan Kristus komme og drive dem ud. Der er ikke et sted i verden, hvor Kristus ikke kan rive masken af den onde og vise at kærlighedens magt er stærk. Gud er med alle, også det menneske der ikke kan mærke det, og det menneske der føler sig overtaget af det onde – det menneske er ikke opgivet af Gud, det menneske er ikke forladt af Gud, det menneske er ikke glemt af Gud.
Og nu er det vigtigt at fornuften ikke skriger med. For det er i sandhed ufornuftigt. Gud er med alle, Gud kommer til alle, og lader dem ikke i stikken. Gud har ikke skabt verden for at give noget af den til det onde. Gud har skabt verden for at tage det hele under sine vingers beskyttelse.
Verden er som verden er, livet sker for alle. At tro på Gud fjerner ikke med et trylleslag alle livets genvordigheder. Det gør heller ikke livet til et liv uden smerte eller skyld. Livet skal leves og det giver mærker at leve. Små hak i os, der kan minde os om, at faktisk levede og ikke blot så på. Det denne fortælling i dag skal minde os om er, at der er håb. For som Kaj Munk skrev i en salme: ”(…) så stor er vel Guds fjende, men større er dog Gud.”
Må Kristus tage bolig i os alle.
Teksten:
Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Luk 11,14-28
Ingen kommentarer:
Send en kommentar