tirsdag den 11. december 2012

2. søndag i advent 2012



Jeg må indrømme det. Jeg er fascineret af katastrofer. Ja, altså ikke når de rammer, men jeg er sådan et menneske, der tænker katastrofetanker. Derfor ville jeg også være en rigtig dårlig pædagog, for jeg ville i tanken se børnene falde ned fra klatrestativerne, og da forældrene bliver sure, når man foreslår, at vi pakker deres børn ind i bobleplast og stiller dem i hjørnet, ville min karriere som pædagog blive forholdsvis kort.

Men jeg er altså optaget af katastrofer. Og ser gerne det ene program efter det andet om, hvordan livet på jorden efter al sandsynlighed vil forsvinde. Der er det ene kreative bud efter det andet. Alt fra invasion fra rummet, over vandrende sorte huller, gammastråler, supervulkan udbrud, robotter der overtager verden eller en asteroide, der rammer jorden. Vi har også andre mere alment accepterede bud som co2 forurening eller ødelæggelse af ozonlaget. Eller som den netop aktuelle 21. december 2012, hvor Maya indianerne skulle have forudsagt, at mange store begivenheder vil ske, og det er så blevet tolket som om dommedag er nær.

Dommedag har været forudsagt mange, mange gange, og hver gang har man stået og set (måske forgæves) til mens vores jord igen slap fri af skærende. Men faktum er, at skulle livet på jorden overleve stjerneskud, der falder ned i hovedet på os, forurening og menneskets trang til krige, så vil livet helt sikkert og absolut forsvinde om fem milliarder år, hvor solen har opbrugt alt sit brint, og bliver til en rød kæmpestjerne, der på sin vej vil opsluge de nærmeste planeter, og dermed også jorden.

Og selvom vi jo godt ved, at fem milliarder år er langt tid ud i fremtiden, så kan man godt blive grebet af panik. For et er, at der er en sandsynlighed for en katastrofer, noget andet er, hvis den så rent faktisk indtræffer.

Katastrofer skal man helst have på afstand. Og på afstand kan man da nemt beskue dem, gyse og kigge igen. Tragedien giver os sammenhold. Et sammenhold fordi vi bliver ens, når vi bliver mødt af noget, der slår vores verden itu. Vi bliver afklædt af vores status, alder, uddannelse, overbevisninger og forskelligheder. Og tilbage står vi med den fællesnævner, at vi er mennesker, og kan ikke andet end at holde sammen.

Men hvad er vores frygt i virkeligheden? Hvad er det der gør, at vi ofte holder sammen, når vi ender ”i samme båd”?

Mennesket frygter to eksistentielle vilkår. Det ene er ensomheden, altså relationsløsheden – ikke at stå i relation til nogen. Og den anden frygt er magtesløsheden.

Der er her forskel på ensomhed og det at holde af at være alene. Ensomheden er, når vi føler os glemt af andre. Mennesket er ikke skabt til ensomhed, men er skabt til fællesskaber, og oplever man, at man bliver afskåret fra et fællesskab, da smuldrer verden. Vi kan ikke holde til at blive ignoreret eller afskåret. Vi ser også, at den værste udgave af mobning faktisk ikke altid er ordene, der bliver sagt, men i lige så høj grad, hvis ingen opdager, at man er til. Vi har brug for at blive set!

Guds egen søn råbte til himlen, da han hang på korset: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Hvorfor har du Gud også forladt mig? Glemt mig? Det er den ultimative frygt, at vide sig forladt. Vi ser det hos barnet, der er blevet væk fra sine forældre. Frygten for aldrig at blive fundet igen.

Vi har brug for hinanden, brug for at andre mennesker ser os, og basalt set brug for at blive set af Gud. Sagt lidt populært, så bliver et menneske først til et ”jeg”, når det møder et ”du” (Martin Buber).

Og midt i denne frygt ligger en magtesløshed. Når vi ikke længere kan handle os gennem livet. Når sygdom eller alderdom stjæler vores kræfter. Når situationer binder os til blot at være tilskuere eller pårørende, da er vi magtesløse. Vi har ingen magt til at ændre noget, men kan blot se på. Og da sænker mørket sig over os.

Mørket er totalt. Og mørket er fra gammel tid forbundet med frygten. Vi hører i skabelsesberetningen at verden var mørke og øde inden lyset kom til verden. Mørket var til før Gud – med sit ord – skabte lyset. På trods af mørket, skaber Gud verden, og ser at den er god.

Derfor ligger det i os, at vi længes efter lyset. Vi længes efter det lys, der er Guds villet, som vi selv er villet af Gud.

Det er tydeligt i disse dage. Mørket sniger sig ind på os, når vækkeuret ringer om morgenen er alt omkring os mørkt. Mørket fylder mere og mere hver dag, og vi tæller dagene, mens vi tænder lys i adventskransen. Vi er i mørketiden. Og kun ved at tænde det ene lys efter det andet, bliver mørket jaget på flugt.

Det fascinerende er, at kun et eneste lille lys er nok til at bryde selv den tungeste mørke. Intet mørke er så stærk, at lyset ikke er stærkere. Og derfor tænder vi i disse dage vores adventskrans.

Det er adventstid – ventetid. Vi venter på jul. Venter på igen at høre juleevangeliet om hvad der skete i de dage. Og hvordan englene den nat sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til mennesker med Guds velbehag.

Vi venter på at høre det igen, selvom vi hører det hvert år, for ved den fortælling, der har lydt så mange gange, får vi afkræftet vores frygt for at mørket har mulighed for at vinde, og vi dermed ender et gudsforladt sted. Vi har brug for at få vores frygt sagt i mod. Brug for at høre, at det kan gå anderledes end vores værste katastrofetanker end kan lede os hen.

Og den bliver sagt i mod i adventstiden, hvor vi venter på verdens lys. Venter på den eneste, der kan sprede mørket, vi lever i; nemlig Gud egen søn, Jesus Kristus. Som Gud på verdens første dag, spredte mørket i verden, kom Jesus til verden for at sprede mørket der er i os.

Jesus kom for at forkynde, at Guds rige er på vej. Grundtvig skriver om Guds riget:

Ryste mer ej noget knæ,

ingens hænder synke,
skyde hvert udgået træ,
glatte sig hver rynke,
rejse sig det faldne mod,
rinde let uroligt blod,
frygt og sorg forsvinde (DDS 78) 

Det sted, hvor verden bliver som den skal være – et sted, hvor der ikke mere er noget mørke, men hvor kun lyset står tilbage.

Det er det, vi venter på i adventstiden. Det er det, vi hører om i Juleevangeliet. Og det er også det, vi hører om i dag, hvor det bliver forudsagt, at verden vil gå under.

Hvorfor denne ødelæggelse? Hvorfor denne undergang? Hvorfor denne katastrofe?

Men læg mærke til, at denne dom over verden, som vi hører i dag, ikke er en undergang, men en overgang. En overgang til en ny verden – til Guds rige. Verden som den ser ud, må gå under så Guds rige kan gøre sig gældende.

Guds riget er overgangen til noget nyt. Som et frø, der bliver lagt i jorden, begravet i mørket, ventende på at lyset må komme. Og når lyset kommer, vil den bryde ud af sin skal for at strække sig mod lyset og blive til noget ganske andet. Sådan er Guds riget. Som det lys, der vil gøre, at vi må strække os mod det, forlade vores skal og blive til noget ganske andet. Det er Guds rigets løfte til os i den mørke tid. At lyset er på vej.

Lyset er på vej. Måske ikke i dag, måske heller ikke i morgen eller d. 21. december, men en dag. Lyset er på vej, og har allerede nu forandret verden en smule.

Vi ser det, når kærlighed vinder over had. Når tilgivelse vinder over bitterhed, og når venskaber opstår på tværs af tro og kulturer. Da er det Guds riget, der allerede er begyndt i verden.

Vi lever i en mørketid, men ikke mere mørke end at et enkelt lys for en stund, kan holde det stanget.

Og det er derfor vi med advents håbet i Fadervor kan vove os til at bede: Helliget blive dit navn, komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden.

Glædelig Advent.

 

Teksten:

Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« Luk 21,25-36

Ingen kommentarer:

Send en kommentar