søndag den 16. december 2012

3. søndag i advent 2012



Jeg har fået en skrabe julekalender. Sådan en, hvor man hver dag skal skrabe et felt indtil jul, og så kan man vinde penge. Jeg har blot et mindre problem med sådanne skrabe julekalendere: nemlig mig.

Jeg står som regel ved begyndelsen til en uge, og tænker ved mig selv, at jeg nok glemmer at få skrabet alle felterne i ugens løb, Så derfor skraber jeg forud – en uge ad gangen. Jeg siger til mig, at det handler om planlægning og effektivitet, samtidig med at jeg bliver nødt til at minde mig om, at jeg jo er voksen nu, og at den her situation overhovedet ingen sammenhæng har med dengang jeg var barn, og spiste min chokoladejulekalender forud.

Jeg har med andre ord et problem; nemlig mig. Jeg kan næsten ikke vente.

Der findes næsten ikke det barn i Danmark, der ikke glæder sig til jul med en forventning, der rydder al tålmodighed af vejen. De kan næsten ikke vente. Og aldrig har 24 dage været så lange, som de er i december.

Vi venter og venter og venter. Jeg håber og håber og håber. Og venter og venter og venter.

December er en ventetid. Advent er en ventetid. En ventetid fyldt med håb.

Håbet kender vi. Vi kender Paulus treklang: tro, håb og kærlighed. Da jeg var barn gik vi alle med tro, håb og kærlighed om halsen i form af et kors, et hjerte og et anker for troen. Et anker vi også ser hos Aarhus’ skytshelgen Sankt Clement, der blev smidt i vandet med et anker bundet til sig, og senere blev han helgenkåret af den katolske kirke, og gjort til skytshelgen for sømænd og også denne by. Hans anker er et symbol på håb for selv den, der ser ud til at synke til bunds i livet.

Vi er ikke katolikker, men vi kan lære af den historie om håbets anatomi.

For hvad er verden uden håb – hvad er vi uden håb? Vi antager nærmest automatisk håbet som en forudsætning for livet. Vi kender det fra sygehusene, hvor vi ved, at den, der mister håbet, også mister livet. Men håb giver kun mening, hvis den er rettet fremad.

For hvis håbet vender mod fortiden, vender den mod noget, der har været, og noget der aldrig vil blive igen. Det er så nemt at ønske svundne tider tilbage, men da forveksler man håbet med minderne. Vi skal ikke håbe bagud – vi skal håbe foran os. Det kristne håb, er altid et håb for fremtidens muligheder – for Guds muligheder med os mennesker.

Da Sankt Clement sank mod bunden med et anker bundet til sig, ved vi ikke, hvad han tænkte. Og måske var det ikke håbet om fremtiden, der fyldte mest, men måske netop tvivlen. Da alvoren slog ham – gad vide hvad han tænkte?

Måske det samme, eller noget der minder om, hvad Johannes tænkte, da han sad indespærret i fængsel. Johannes Døberen sad i fængsel – ham, der døbte Jesus i Jordanfloden sad i fængsel for at have kritiseret kongens ægteskab. Det gjorde man ikke ustraffet.

Johannes var udråbt som ham, der skulle bane vejen for Guds egen søn. Ham, der skulle fortælle, at Messias var kommet – messias som profetierne havde forudsagt ville komme.

Han sad nu i fængsel for at have en mening om kongens valg af hustru. Og som han sidder der i mørket, rammes han af sit livs mørke, og synker nu til bunds i sin egen tvivl.

Jesus gik omkring i det fri, og havde ikke vist sig som den messias flertallet dengang forventede, at han ville være - han befriede ikke Palæstina fra romermagten. Hvad er det for en Messias, de forventede. Ja, hvilken messias forventer vi?

Vi kan nemt sidde her på afstand af evangeliet, og ryste på hovedet af dem, der ikke kunne se det åbenlyse – nemlig at det var Jesus – Guds søn – de mødte.

Men hvordan ville vi selv reagere, hvis vi mødte Jesus i dag? Der er et par stykker indlagt i Risskov Hospital, der faktisk mener, at de er Jesus. Hvorfor tror ikke vi dem? Hvorfor ryster vi på hovedet stadigvæk? Vi ryster på hovedet både af dem, der tvivlede dengang, og fortsætter med at ryste på hoveder af dem, der hævder at være netop Jesus i dag. Hvorfor gør vi det?

Fordi det ligger til os at sætte spørgsmålstegn ved påstande – det ligger i os, at vi tvivler. Vi tvivler hele tiden. På hinanden, os selv, på om vejene nu er sikre, på om det nye vaskemiddel kan holde hvad det lover, på om vi har købt nok mad ind til juleaften, på om der nu også er 92 oktan i tanken, når vi tanker, eller om de har fyldt noget andet på. Vi tvivler hele tiden – sætter spørgsmålstegn. Og derfor gør vi det også til Gud. Vi sætter spørgsmålstegn ved ham, ved hans magt og ved hans intentioner.

Selv Adam og Eva satte spørgsmålstegn ved om det nu kunne passe, at de ikke måtte spise af kundskabens træ. De tvivlede.

Og det gør vi den dag i dag. Og således, også Johannes, der havde banet vejen for Jesus. ”Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?” Er det virkelig dig, der er Gud selv på jord? Kan det overhovedet passe?

Vi tvivler på Gud – men til forskel fra den almindelige tvivl, der griber os i hverdagen, så er tvivlen på Gud en anden art.

For vi tvivler på Gud, når verden og livet vil brydes med os. Vi tvivler på Gud, når vi tvivler på hinanden og på os selv. Vi tvivler på Gud, når vi slår hinanden ihjel, og børn bliver skudt på skoler. Vi tvivler, når sygdommen rammer vores nærmeste og efterlader os tilbage i livet.

Vi tvivler med andre ord, når vi møder det, vi ikke selv har kræfter til at sige i mod. Da tvivler vi. Ikke fordi vi dermed vil smide Gud på porten, men fordi vi i virkeligheden beder en bøn

Vi tvivler på Gud, fordi vi i virkeligheden ønsker, at han skal sige vore tvivl imod – gøre den til skamme. Tvivlen er håbets ansigt. Vi håber, at Gud vil være os nær. Tvivlen er menneskets hjertebøn til Gud. Vær mig nær. Vi tvivler ikke for at brydes med Gud, men fordi vi længes efter Ham.

”Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden”. Advent er ventetid – vi venter på at høre om julenat. Høre om dengang Jesus kom til verden, som verdens frelser.

Og vi skal ikke tro, at denne jul gør, at vi aldrig i evighed kommer til at tvivle igen. For det gør vi.

Et kristent liv handler ikke om at vi skal finde de rigtige svar på livets spørgsmål – og derefter er alt nemt. Et kristent liv handler om, at når vi synker i mørket, når vi føler at ankeret er bundet til os, så vi ikke kan andet end at falde til bunds, da ligger hjertebønnen i os:

Jeg tvivler Gud – sig mig i mod. Gør min tvivl til skamme.
Og han sagde mørket, tvivlen, ondskaben og alt der ødelægger livet i mod. Han lod Jesus føde som det lys i mørket, der skulle lyse for fremtiden, og give os håb. Håbet om, at livet aldrig er forgæves, hvordan det så end blev. Håbet om, at han elsker os, vores tvivl til trods.

Gud blev et menneske, så han ansigt til ansigt kunne fortælle os, at han elsker os – så enkelt er. Han giver os en kærlighed, som enhver er værdig til – ene og alene fordi vi er skabt som mennesker.

Og derfor kan vi folde vores hænder og bede:

"Må Gud give os troen. Troen på Gud, og troen på hinandens muligheder.

Må Gud give os håbet. Håbet om en fremtid, hvor intet ondt truer, og håbet om, at Guds virkelighed også er vores.

Må Gud give os kærligheden. Kærligheden, der åbne vores hjertets fængselsdøre og sætter os fri til at turde leve, og kærligheden der er størst af alt.

Tro, håb og kærlighed er disse tre, men størst af dem er kærlighed. Og det ser vi julenat, da Gud blev menneske."

Glædelig advent.


Teksten:

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.« Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹ « Matt 11,2-10

Ingen kommentarer:

Send en kommentar