7. søndag efter trinitatis 2009

Du løfter op min smerte, så smerten er hos dig, du, Gud der kender sorgen og deler den med mig.
Du fylder mig med undren, forunderlige Gud, du åbner altid udvej, når alt ser håbløst ud. - Amen


Når alt ser håbløst ud? Hvad er da håbløst?



Vi lever i verden, der med nemhed kan overmande ethvert menneske. Verden kan synes at falde fra hinanden og man kan intet andet gøre, end at kigge magtesløs til. Det kan virke håbløst.

Man kan se ind i sit indre, og det kan med nemhed overmande ethvert menneske. Mange bruger et helt liv på at ønske sig noget andet end det, man har fået. Ønske at livet var anderledes end det er. Det kan virke håbløst.



De øjeblikke af håb-løshed oplever alle mennesker på et eller andet tidspunkt i løbet af et liv. Et sted i livet, hvor spørgsmålene tårner sig op, og vi ikke længere kan se, hvilken vej vi skal gå. Vi famler og farer i blinde.



Men det er ikke kun os selv, der kan mærke håbløsheden. Håbløshed er noget, man kan give til andre. Vi kan nemlig synes, at et andet menneske er håbløst. At det ikke duer til noget, at det ikke er noget værd – at der ikke er noget håb for dette menneske.



Zakæus fra dagens evangelium er en mand, der af andre stemples som håbløs. Han er overtolder. På dette tidspunkt er landet besat af romerne, og romerne krævede told ind. Til dette job ansatte de lokale, der sørgede for at skrabe penge ind, og de var ikke sene til både at skaffe penge til romerne og til dem selv.

Selvjustits herskede, og tolderne var kendt for at snyde og kræve urimelige summer ind. Tolderne var mennesker, man så som forrædere, kriminelle og som var foragtet for alt, hvad de var. En sådan mand var Zakæus. En foragtet mand. En håbløs mand, man ikke regnede for noget værd. En mand, der var blevet rig på de andres bekostning.



I evangeliet hører vi, at Zakæus, der er lille af vækst, gerne ville se, hvem Jesus var, men at han ikke kunne se over hovederne på alle dem, der stod omkring Jesus. Men han ville se Jesus, og derfor kravler han op i et træ, som et andet barn, for nemmere at kunne se, hvem denne Jesus var. Jesus ser ham, og kalder ham ned, og siger at han vil spise med ham i aften. Det bringer harme i kinderne på de tilstedeværende. Hvorfor i al verden vil Jesus tilbringe sin aften med en tolder, og tilmed en tolder, for hvem alt håb er ude?



Det er evangeliet til i dag. En fortælling om en mand, der er håbløs og som får håbet tilbage i sit liv.

Men hvorfor lige Zakæus? Hvorfor denne mand frem for alle de andre, der flokkedes om Jesus, og som stod med deres hjerter fremme for at give til det til ham? Hvorfor denne undseelige, lille mand?



Der er op gennem historien kommet mange bud på, hvorfor det lige er Zakæus, der bliver valgt den dag. Måske havde Zakæus fået dårlig samvittighed og søgte tilgivelse. Måske han havde angret længe. Måske han længtes efter Gud. Måske var han blevet nysgerrig, og ville vide mere om Jesus.

Der er mange svar på spørgsmålet om, hvorfor Jesus var så urimelig at henvende sig til det menneske, der mindst af alle fortjente hans opmærksomhed. For noget måtte Zakæus vel have gjort for at fortjene denne gestus, ellers vil det ikke være retfærdigt.



Men hvad nu hvis, Zakæus faktisk intet havde gjort for at fortjene denne opmærksomhed. Hvad nu hvis han hverken havde angret, længtes eller villet tale med Jesus? Hvad nu hvis dette faktisk er en fortælling om en mand, der på ganske uretfærdig vis får besøg af Guds egen søn, og det til trods for at han ikke søgte ham? Zakæus kravler op i et træ for at se Jesus, blot for at se ham. Ikke for at få ham i tale, eller røre ved ham, ej heller skulle Jesus helbrede ham. Der er intet i fortælling, der indikerer, at Zakæus havde et ærinde den dag, men blot at han gerne ville se, hvem denne Jesus var. Og midt imens han sidder i træets top, ser Jesus op og kigger på ham, kalder ham ved navn: Zakæus, kom ned, jeg er din gæst.



Det er uretfærdighed! Vi har alle en klar opfattelse af, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt. Allerede som børn, har vi oplevet at blive uretfærdigt behandler. Fået skældt ud for noget, vi ikke har gjort – det er en følelse, vi alle har haft. Følelsen af uretfærdighed gør, at vi råber op, peger fingre, giver ondt af os og skælder ud. Og i skolegårde rundt om i landet, hører man tit: ”Det er ikke fair”, og i de voksnes ansigter og stille mumlen til hinanden hører man tit: ”Det er ikke fair”.



Og det er ikke fair, at netop Zakæus blev hentet ned fra træet. En mand, der ikke søgte Gud. En mand, der ikke angrede eller ville ændre sit liv. Nej, han var blot en mand, der lige ville se, hvem Jesus var. Retfærdigt? Næppe. Fair? Slet ikke. Fortjent? Aldrig.



Men evangeliet er ikke retfærdigt, fair eller giver løn efter fortjeneste. Det er ikke, hvad kristendommen handler om. Kristendommen handler om en mand ved navn Zakæus, der helt ufortjent bliver elsket af Gud, og som helt ufortjent får tilgivelsen. Kristendommen handler ikke om, at man som menneske skal ligge på sine blødende knæ og tilbede Gud, ej heller handler det om, at vi skal tage kontrol over vores liv – nej, kristendommen handler om manden, der uden grund fik en gave, så stor at han måtte ændre sit liv. Ingen dom, ingen dunder taler eller formaninger – kun den rene skære kærlighed. Den kærlighed, der rammer dybt i hjertet, og siger at synden er forladt.



Og det er i al sin uretfærdighed gode nyheder. Det er evangeliets budskab til os igen og igen. At når Gud møder dig, gør han det med kærlighedens dom. En dom, hvor han ikke ser dine handlinger eller alt det, de andre mennesker ser i dig. Han hører ikke efter hvad andre mener om dig. Han ser ikke vores håbløshed eller utilstrækkelighed. Nej, når Gud møder dig, så ser han dig. Gennem trækroner og blade, gennem mørke og ensomhed, gennem livet og trængsler, så ser han dig. Og der møder han dine øjne og kalder dig ved navn: Skynd dig at komme, jeg er i dag med dig.





Der giver han håbet tilbage. Og vi mennesker kan blot stå med hænderne fremme og tage i mod den gave Gud skænker os. Kærligheden, også kaldet nåden, er så overvældende en gave, at livet må forandre sig. Livet bliver ikke det samme, for nu er du ikke længere alene. Vi har hørt ham sige: jeg er i dag med dig.



Du bærer mig i livet, hvor alt kan ske med mig. Gud, lad mig altid vide, at jeg tilhører dig.



Teksten
Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.« Luk 19,1-10