Juleaften 2012

Jeg vil fortælle jer et eventyr. Et slags moderne juleeventyr, men det her eventyr er lidt specielt – for det fandt faktisk sted.

Inden jeg blev præst her i Møllevangskirken arbejde jeg som gadepræst for unge her i byen. Det betød, at jeg hver torsdag og fredag aften og nat gik rundt i midtbyen, og talte med de mennesker, jeg mødte – vi talte om livet, troen, drømme, skuffelser – vi talte om identitet og vi talte om Gud. Jeg bestemte ikke emnerne, men fulgte folk i de tanker, de lige havde, når jeg mødte dem.

En aften, hvor der ikke er mange mennesker i byen, møder jeg en af ”gadens folk” – en af de alt for mange hjemløse, der har gaden som bolig. Han er en ældre herre, der har boet på gaden i mange år, og drukket tæt i endnu flere. Jeg går hen og præsenterer mig selv, som gadepræst.

Han spærrer øjnene op, og kigger på mig. Jeg har en præsteskjorte på. Det er en sort skjorte men et hvidt indstik (I kender den måske fra film). Jeg tænker et øjeblik, at han måske ikke troede på, at jeg virkelig er præst. Men da han har set på mig et øjeblik, smiler han over hele hovedet, og siger til mig: ”du skal have en gave.”

Jeg begynder med det samme, at sige til ham, at jeg virkelig ikke behøver får en gave af ham. Men han hører intet af det, jeg siger. Han vender sig mod sin barnevogn, og proklamerer at jeg, når jeg nu er præst, skal have et bedetæppe.

Jeg forsøger at forklare, at det er en anden religion, der bruger det med bedetæpper, men den information går ind af det ene og ud af den andet øre hos ham. Han fortsætter med at rode i sin barnevogn, og op ryger bl.a. en helt kasse med æbler, et par sko og mange andre ting. Han fortsætter med at rode sin barnevogn igennem, og nederst finder han ”bedetæppet”.

Imens han breder det ud på jorden, for derefter lige at vise, hvordan man bruge det, fortæller han, at tæppet egentligt er en dug. Han har sin tid arvet det af sin mor. Hans drøm er at blive ædru, og at netop denne dug skal pynte i den lejlighed, han håber engang skal blive hans. Men, siger han i et suk, det sker nok ikke, så det er bedre, at du får dugen, og bruger den. Og præster skal da have bedetæpper ikke?

Og så overrækker han mig dugen, der er så beskidt, at den vejer til. Jeg får denne tunge, ildelugtende dug i hænderne, og pludselig er den min.

Jeg tager den med hjem, lægger den i klorin, og efter nogle timer lykkedes det mig også at få den ren.

Og sådan gik det til, at den første præst i Danmark, vil jeg tro, fik sit eget bedetæppe :-)

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, det er tankevækkende, at det var mig, der fik en gave. Jeg kunne jo efterfølgende tage hjem til min trygge seng, mit fyldte køleskab, min varme bruser og mit liv, langt væk fra problemerne. Man skulle tro, at det var mig, der kom med overskuddet. Og alligevel var det ham, der i al sit underskud, gav mig en gave. Han forærede mig en dug, og alt jeg kunne, var at tage i mod.

Men sammen med den dug, gav han mig så meget mere – nemlig ligeværd. Midt på gaden, mellem brosten og affald, blev vi ligeværdige. Vores vilkår ville altid være forskellige, men ligeværdigheden kunne vi dele. Og den nat, blev mine øjne åbnet for netop det.

Der blev åbnet en flig af tæppet ind til en anden fortælling end den, man umiddelbart tror man ser, når man møder et andet menneske. Vi var ikke længere blot ”en af den andre” overfor hinanden, men blev to mennesker, der var hinanden vedkommende.

Hvad har det med julen at gøre? Det har alt med julen at gøre. Gud vender nemlig op og ned på alting, men måske vi ikke altid får øje på det, fordi vi har hørt juleevangeliet så mange gange.

Så lyt engang.

Det var ikke en nat som de andre, og på mange måder var det en nat som alle de andre. Der går et ungt par rundt i gaderne i storbyens kulde. De er lige kommet til byen med bussen, og leder nu efter et sted at sove, men ingen steder bliver de lukket ind. De er trætte og udmattede efter en lang rejse. 

Hun er gravid og skal snart føde. Deres liv er på tærsklen til at skulle ændre sig for altid, og midt i det hele står de alene i en fremmed by og kan ikke finde et sted at sove. De har ingen mulighed for at sikre, at deres barn kommer til verden i verden i en varm seng. 

De forsøger at banke på mange døre, men hvert sted er svaret det sammen: der er allerede fyldt op. 

Det var en nat som de alle de andre, og der var ikke plads til dem. Gaderne bliver lange som natten rykker nærmere og mørket kommer. 

Det sidste sted, de kommer til, banker de også på, og denne gang har de heldet med sig. Ejeren har et lille udhus bagved, hvor han da kan sætte en varmeblæser op til det unge par. Og, der, i et lille ydmygt udhus midt i en fremmed by, kommer deres søn til verden. Mellem parrets kærlige blikke fødes han. Det eneste sted, hvor der var plads til dem. Dagen, der var en almindelig dag for alle andre, blev for dem, den dag hvor deres liv begyndte – det blev begyndelsen for dem, men også for os. 

Sådan kunne juleevangeliet måske lyde i en nutidig udgave. Sådan bør den måske lyde, for at vi kan forstå, hvad det er, der gør denne nat så speciel.

Jesus blev ikke født hos en rig familie, eller hos en konge. Nej, han blev født af en fattig kvinde, der var ukendt. Han blev ikke født mellem silkelagner, men lå i hø og halm.

Gud vender op og ned på alting. Han vælger den laveste til at bære den mest ophøjede. Kun ved at møde os gennem den laveste, kan vi alle blive lige.

Den aften bankede et par på dørene rundt i byen. Vi banker også på døre i vores liv, når vi er trætte, opgivende og har brug for hjælp. Da er det os, der banker på.

Det kan være hårde, faste slag, det være små, forsigtige bank, der knap kan høres, eller det være et stille, uudtalt ønske om at blive set. Et ønske man måske ikke selv ænser. Vi har brug for et sted, hvor der bliver åbnet, når vi banker på.

I juleevangeliet får Josef og Maria en stald, som de kan sove i. Efter de havde banket på mange steder, finder de det ene sted, hvor der er plads til dem den nat. Det sted er ikke, som de forventede, men der i stalden blev alt som det skulle være. I den stald var der ikke blot plads til Maria og Josef, men også til de hyrder, der lå i nærheden, og til de rige visemænd.

Der var plads til mange – der blev åbnet op for dem, der kom.

Vi skal også åbne døre for hinanden, når der bliver banket på. Vi skal forsøge at se de mennesker, vi møder på vores vej, som mennesker. Vi skal give plads til, at ethvert menneske kommer med et helt liv i bagagen fyldt med oplevelser, drømme og håb. Først da kan vi få øje på hinanden som ligeværdige.

Det skal julen minde os om. At når der bliver banker på, så skal døren åbnes – og der skal vi få øje på det menneske, der står udenfor. Sådan bliver det en glædelig jul for alle.

Og dugen jeg fik – den har endnu. Jeg passer godt på den, så den kan minde mig om, at en dør blev åbnet for mig ganske uventet, og jeg fik lov at komme ind.

Glædelig jul.



Teksten:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14