onsdag den 26. december 2012

Juledag 2012



Det er blevet dagen derpå. Dagen efter juleaften. Nogle har tømmermænd, andre er forædt. Nogle skal videre til julefrokosten som de glæder sig til, og andre håber snapsen vil komme hurtigt ned til dem, så de slipper for at møde familien ædru. Andre igen bruger dagen på at finde ro, eller måske fyldes man med den tomhed, der er så kendetegnende for netop dagene efter – når man er kommet i mål. Nogle kalder for det for sejrens melankoli (Paul Otto Brunstad) – den melankoli, der opstår, når vi når vores mål, og tænker: hvad så nu?

Og måske er julen som et mål, der skal nås. Enten skal man holde julen for familien, og december forsvinder i stress over indkøb af rødkål, kartofler, mandler. Og så skal man lige nå at gøre hytten ren, vaske vinduer, lave hjemmebagte småkager, konfekt og pakke gaver ind, mens man lige skal huske at hygge sig med det hele. Eller er det måske et måske et mål i sig selv at komme gennem juleaften alene?

Hvorom alting er, så er det dagen der på. Det er blevet hverdag. Og januar venter lige om hjørnet, den mørkest og koldeste af alle måneder på året. Vi vender tilbage til vores liv. Og med os ind i det nye år, tager vi tanker om, hvilket liv, vi har levet og hvordan vi vil leve fremover. Januar bugner af udsendelser, artikler, programmer og tilbud om, hvordan netop du kan forbedre dit liv. ”Hvordan kan jeg blive en bedre udgave af mig selv?”, synes at være det mantra, vi mødes med lige efter julen. Som om, at den man var, mens julen stod på, ikke rakte – ikke var god nok? Der bliver spundet guld på det faktum, at vi mennesker ofte rammes af usikkerhed i mødet med hinanden. Jon Kalman Stefánsson skriver i sin roman: ”Himmerige og helvede” om netop det på denne måde:

”Det er let at bedrage sig selv i ensomheden, man kan næsten skabe sin egen personlighed, være klog, velovervejet, have svar på alt, men blandt andre ser det anderledes ud, så gælder det, da er du ikke lige så velovervejet, langt fra så klog, du er nogle gange et forbandet fjols og siger alt muligt åndssvagt” (s. 134 n) 


I mødet med andre, bliver vi klar over, hvem vi er, og desværre føler mange netop det, at de ikke slår til. Vi rammes af usikkerhed i mødet med hinanden, fordi vi bærer hinandens liv i vores hænder – vi betyder noget for hinanden – så gælder det - og det medfører en sårbarhed – en skrøbelighed, der kan drive os til at dømme os selv som fjolser, og tro, at hverdagen skal bruges til at lave så meget om på sig selv, så vi kan være klar til næste store begivenhed.

Men der tager vi ganske fejl. For ikke blot tager vi fejl i vores dom af os selv, når vi føler os som fjolser, men vi tror dernæst også, at hverdagen kun er et mellemrum. Da lever vi ikke, men lader hånt om livet.

For livet leves mellem højtiderne – mellem de store fester. Vi husker i punkter, men vi lever i bølger. Vi lever i hverdagen. Og den hverdag er vores – den bør ikke bare overstås, men skal leves.

Evangeliet til i dag, kender vi. Det er juleevangeliet. Det er nok det mest kendte sted i Bibelen.

Det handler om Jesus. Han blev født en nat for mange år siden. Han blev født i menneskets historiske tid – ikke en fjern mytisk tid. Han blev født ind i vores hverdag, for at forandre verden og os.

For med Jesu fødsel er verden blevet forandret.

Gud valgte at blande sig i vores liv. Han ville ikke blot være tilskuer til livet, men ville leve det med os. Fordi Gud bekymrer sig for os, elsker os, ser vores muligheder og ikke alle vores fiaskoer. Fordi Gud ikke ser fjolset, men mennesket.

Han kom herned på jorden som et lille barn, og med det lille barn, blev Guds virkelighed også til vores virkelighed.

Hvordan mærker vi det i vores liv? Den nat fik vi intet mindre end håbet. Det blev med Jesu fødsel givet til alle mennesker – håbet om, at Guds kærlighed ikke kun når de få udvalgte, men når enhver, der bor på denne klode.

Det bliver særlig tydeligt, når vi døber små børn, hvor vi hører, at Jesus siger til os: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Ikke vores livs slutning, eller til han ikke gider mere – Nej, han er med til verdens ende. Og verden begynder og ender med Gud.

Det håb fik vi den nat for så mange år siden. Håbet, der også er en tillid til, at Gud tør blande sig i vores liv.

Her i sidste uge sang jeg ”Altid frejdig” (DDS 784), , og da faldt jeg over en bestemt sætning. Sådan kan det gå nogle gange, at salmer, man har sunget tusindvis af gange, pludselig åbner sig for en, og man tænker ved sig selv, at det var da alligevel utroligt, at man ikke havde set det før. Og jeg fik altså øjnene op for følgende sætning:

Altid frejdig når du går, veje Gud tør kende (DDS 784,1)

Veje Gud tør kende. Tænk at vi har en Gud, der tør gå med os. Han ser ikke den anden vej, eller lukker øjnene, når vi går veje, der skræmmer os, eller går veje, vi selv skammer os over. Han tør kende vores veje, og han tør kendes ved os.

Gud er modig. Faktisk så modig, at han lod en dreng føde – en dreng, der var Gud selv. Første skabe han os i sit billede, og så blev han ligesom os, for at møde os. Det er håbets største triumf – at Gud blev ligesom os.

Vi kan nu med frimodighed håbe på fremtiden. Vi kan håbe for livet med hinanden. Vi tør håbe, fordi vi ved, at Gud blander sig i vores liv. Han er ikke blot en fjern Gud, men bliver lige præcis som en af os. Deri ligger håbet – at Gud lever sammen med os i hverdagen.

Og Gud skeler ikke til hvor travlt vi har, hvor mange mål vi når eller ikke når, eller hvor mange venner vi har eller savner. Han er med hvert menneske.

Det gør julen til det glade budskab – at Gud holder os ud, også der, hvor vi ikke længere kan holde os selv ud. Også der hvor vi dømmer os selv som fjolser, selv der er Gud med os. Også dem ingen orkede at være sammen med, dem vi glemte, og dem vi aldrig så igen – dem er Gud med.

Verden er forandret, og det vi altid være en slags dagen derpå. Dagen derpå, hvor vores hverdag nu, for altid, vil rumme den vished, at Gud er med os alle dage indtil verdens ende.

Derfor skal vi også hylde hverdagen, for også den er skabt af Gud.

Jeg vil slutte min prædiken af med en hyldest til netop hverdagen. Det er et digt skrevet af Dan Turèll, og det lyder sådan her:

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter

Morgenkyssene
Postens smæld i entréen
Kaffelugten
Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser -
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer
Bussen der skramler udenfor på gaden
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle nabo der ser forbi
Ungen der skal hentes i børnehaven netop som man er kommet i gang
Den konstante indkøbsliste i jakkelommen
med sine faste krav om kød, kartofler, kaffe og kiks
Den lille hurtige på den lokale
når vi alle sammen mødes med indkøbsposer og tørrer sved af panderne -
Jeg holder af hverdagen
Dagsordenen
Også den biologiske
De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet
Den obligatoriske barbermaskine
De breve der skal skrives
Huslejeopkrævningen
Afstemningen af checkheftet
Opvasken
Erkendelsen af at være udgået for bleer eller tape -
Jeg holder af hverdagen
Ikke i modsætning til fest og farver, tjald og balfaldera
Det skal til
med alle sine efterladte slagger
Så meget usagt og tilnærmelsesvist
vævende og hængende i luften bagefter
Som en art psykiske tømmermænd
Kun hverdagens morgenkaffe kan kurere -
Fint nok med fester! Al plads for euforien!
Lad de tusinde perler boble!
Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig
i hvilens og hverdagens seng
til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt

Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen


- Dan Turèll

Og med det vil jeg ønske jer alle en glædelig jul. Må Gud være med jer hver dag til hverdag.




Teksten:


Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«Luk 2,1-14

Ingen kommentarer:

Send en kommentar