Da jeg var barn, fandtes der noget, man kaldte for trodsalderen. Når barnet er ca. 3 år gammel vil det begynde at sige forældrene i mod. Hvis man giver dem, de forkerte bukser på, kan ens barn finde på at stikke i et hyl af den anden verden.
Det er den alder, hvor barnet trodser det, der hidtil er sket. Men man har imidlertid besluttet at afskaffe trodsalderen. Ikke fordi det ikke findes, men fordi det nu hedder noget andet; nemlig selvstændighedsalderen.
Den alder, hvor barnets ”jeg” skal udvikles i forhold til resten af verden.
Det er ifølge psykologien er det en naturlig del af et menneskeliv, at vi går gennem en selvstændighedsalder, der gør at vi finder ud af, hvem vi selv er.
Spørgsmålet er hvornår den selvstændighedsalder holder op igen? Og holder den nogensinde op? Ifølge psykologerne gør den, men ser man på det fra et filosofisk, religiøst eller idehistorisk perspektiv, vil jeg tro, at mange vil komme til den konklusion, at vi resten af vores liv er i et stadie af selvstændiggørelse.
I et stadie hvor vi mere eller mindre forsøger, at gøre os uafhængige af andres hjælp, andres indblanding, at hvile i os selv, at kende os selv og at få det liv, vi drømmer om.
VI forsøger at blive selvstændige på utrolige mange måder og planer. Det er for en stor dels vedkommende godt og fornuftigt, da det netop er en af de evne, mennesket har, der adskiller os fra dyrene, og som har sikret fremskridt i historiens løb; som har fået eventyrer til at rejse i månedsvis rundt om jorden, som har fået nationer til at rejse sig mod uretfærdighed, og som har gjort, at vi i dag har demokrati.
Men selvstændigheden giver kun mening, hvis den er fulgt af respekt for hinandens ønsker og drømme samt et syn på fællesskabet, hvor man ikke tilsidesætter andres selvstændighed for blot at opnå sin egen. Man må med andre ord ikke være egoistisk på sådan måde, at man glemmer, at vi er sat i et fællesskab.
For selvstædigheden har den fare, at den kan blive selvcentrerende og verdensfjern, hvis den ikke hele tiden afbalanceres med afhængighed. Faren er, at selvstædighed netop bliver til ren og skær trods. Men vi må ikke glemme, at vi også er afhængige.
Afhængige af andre, for ingen kan leve et liv helt alene og isoleret.
Et godt billede på det, finder vi, når der bliver spillet fodbold i skolegården. De fleste vil gerne være en god angriber, og mange vil i begyndelsen af deres fodboldkarrierer forsøge at drible hele vejen alene, for blot at opdage, at det sjældent går godt. Den gode spiller ved, at man også skal spille til andre.
Ingen kan spille fodbold alene – der er brug for et hold. Og vi kan helle ikke leve alene, men har brug for andre mennesker omkring os. Vi har brug for Gud omkring os.
Sammen med ”selvstædigheds æraen”, som vi er i, er der også kommen en selvstændighed i forhold til Gud. Nu er religionskritik altid sundt, og skal støttes, da det udvikler vores tanker, og gør at vi ikke ukritiske tager menneskeskabte påfund til os. Men desværre er der sket den store misforståelse, at tro er noget, man som individ selv bestemmer over – at man selv vælger, hvad man vil tro.
Det reducerer troen til blot at være en vare på en hylde i et slags åndeligt supermarked, hvor man frit kan vælge, hvad man synes om den dag. Man sammensætter så de ideer, man synes om til sit helt eget trossystem. Nogle putter en masse i kurven, mens andre går rundt med tomme kurve og mener, at troen er for de fattige i sjælen.
Men måske er troen netop ikke afhængig DINE valg, eller hvad DU vælger eller ikke vælger at putte ned i kurven, men derimod afhængig af noget uden for os selv. Kunne det tænkes, at vi skal se på troen på en anden måde?
Tro kan kun være meningsdannende i vores liv, hvis den forholder sig til noget uden for os, nemlig Gud.
Tro kan man, uagtet hvem man er. Den afhænger ikke af, hvad man kan eller ikke kan, eller hvor trodsig, man end er. Troen er ikke noget, vi kan beslutte for os, men noget der kommer. Og det bliver tydeligt i dåben. I dåben lover Gud os, at vi aldrig skal vandre alene. Hverken i livet, i døden eller i opstandelsen er vi alene. Han lover at være med os på den vej, vi går. Hvor vi end går hen, hvordan vi kommer frem, og hvor meget vi end farer vild, så går vi aldrig alene. Trods vores selvstændighed, trods vores trods mod Gud, og vores tomme indkøbskurve, så er Gud med os. Gud tror på os, men det er op til os at stole på det.
I Hebræerbrevet i Ny Testamente, står der om troen at:
Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” (Heb. 11.1)
Tro skal ikke bevises, men er vores reaktion, vores følelse, vores tillid til, at Guds løfte i dåben gælder.
Der er smukt, at det netop er i dåben – til det lille barn – at dette løfte gives. For løftet gives netop til barnet. Troen er nemlig ikke forbeholdt de særligt hellige, eller særligt belæste. Troen bliver heller ikke mere hellig af, at man bliver ældre. Nej, troen for alle mennesker. Gud kræver altså ikke en særlig livserfaring af dig for at du kan få lov at tro.
Erfaringen af Gud er troen! Så simpelt er det.
Det hører vi om i fortællingen til i dag. Og vi har en 12-årig dreng, der viser os vejen – nemlig Jesus. Han er selvstændigt løbet fra sine forældre, og de har bekymret ledt efter ham. Men han har i al den tid, de har ledt, blot være i templet, hvor han har talt med lærerne, lyttet til dem, stillet dem spørgsmål og svarede. Og alle blev slået af hans indsigt. Han er blot en dreng, men er allerede en udgave af den mand, han vil blive. Hans visdom og hans indsigt slår folk.
Han viser en selvstændighed, der er banebrydende for sin tid – han overtræder alle datidens regler, og går ind et sted, hvor børn ikke hørte hjemme uden deres forældre. Han går ind, åbner munden, hvor andre måske ville mene, at god opdragelse ville være at tie. Og der taler han, så folk bliver stumme, mens deres hjerter bliver åbne og tager imod hans ord.
Troen er ikke for voksne, men er for mennesker. Og det viser fortællingen i dag. At tro ikke er noget, vi kan beslutte over, eller noget vi kan bestemme over, men er vores reaktion på mødet med det, der er større end os – nemlig Gud selv.
Og hvad vores selvstændighed angår, må den ikke føre os væk fra Gud i trods, eller foranledige os til at tro, at vi kan klare livet selv. For det kan vi ikke. Jesus måtte også som 12-årig gå hjem med sine forældre efter at have været i templet, ligesom han senere samlede 12 disciple omkring sig. Ikke engang Guds egen søn kunne leve sit menneskeliv udenfor fællesskabet – ej heller os. Vores selvstændighed skal føre os ind i fællesskabet, og der gøre os afhængige af hinanden, så vi sammen arbejde for fælles gode vilkår. Og der skal vi turde sprænge uretfærdigheden grænser, som Jesus også gjorde det – selv da han kun var 12 år gammel.
Vi er aldrig, har aldrig og vil aldrig være alene – Gud går med dig.
”At tro er at komme
til det, der er større,
end vi kan forstå:
Guds rige, som Kristus
har åbnet i dagen
for os, som er små. ”
(DDS 582, 1)
Teksten:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. Luk 2,41-52
Ingen kommentarer:
Send en kommentar