søndag den 27. januar 2013

Septuagesima 2013



Magrittes malede dette billede, hvorpå der står: ”Dette er ikke en pibe”.

Og nej, det er jo netop ikke en pibe – en virkelig pibe. Men det er jo netop en pibe – bare et billede af en.

Vi kan sagtens skelne mellem det malede billede og virkeligheden. Et billede forholder til sig virkeligheden, og siger noget sandt. Men der er jo mere at sige om en pibe end dette billede viser. Det afdækker blot en del af virkeligheden.

Det forstår vi. Men når det kommer til Jesu lignelser, så kan vi nogle gange have mere vanskeligt ved at forstå, hvad der bliver sagt. For hvad er virkeligt, og hvad er blot et billede?

Lignelsen til i dag handler om Himmeriget, og om at Himmeriget ligner en vingårdsejer. Vi får et billede på, hvad Himmeriget er.

Vi hører om vingårdsejeren, der ansætter daglejere dagen igennem, og som, da dagen er ved sin slutning, betaler dem alle den samme løn. De, der kun har arbejdet få timer i den bagende sol, får lige så meget i løn, som dem, der har arbejdet hele dagen.

Nu sidder vi her i kirken med mange års afstand til fortællingen. Vi ved, at vi er i en kirke, og I ved, at jeg med stor sandsynlighed vil bringe kærlighed på banen i dag. Det er ganske få søndage, hvor ordet kærlighed ikke bliver nævnt. Men det kan også blive en blokering. En blokering, hvor vi ikke længere høre, hvad der bliver sagt, og hvor fortællingerne ikke længere er en del af vores virkelighed. Kærligheden bliver en automatisk konsekvens, måske fordi vi har hørt fortællingerne så mange gange?

Vi protesterer ikke længere over det, der så åbenlyst er forkert. Vi lader os ikke provokerer, måske fordi vi ved, at det altid ender i kærlighed.

Men vi skal lade os provokere!!

I mødet med Gud, skal vi lade os provokere – turde komme derind, hvor vi indrømmer overfor os selv, at vi ikke forstår Gud. At selv hans kærlighed kan forekomme ødsel.

Og netop Guds kærlighed forstår vi ikke. Vi kan såmænd lide begrebet, for det kan de fleste, men vi forstår ikke dens omfang. Det er ikke fordi vi er særlig dumme, uvidende eller stædige. Nej, det er vi ikke. Og de fleste af os vil opleve kærligheden i vores liv, når vi forelsker os, elsker en nær ven, ens forældre eller ens børn. Kærligheden oplever vi, men den har også sine grænser.

For med jordisk kærlighed er det sådan, at vi ikke kan forvente, at andre elsker os. Vi kan ikke forvente at den vi elsker, elsker os igen. Vi kan ikke forvente, at vores familie elsker os for dem, vi er. Det er barske ord, og det gør ondt at tænke på, hvis man sidder i den situation. For vi er så afhængige af kærligheden – af at elske og blive elsket. Og den er samtidig også flygtig i vores liv. Den kan forsvinde, den kan styrkes og den kan falme. Kærligheden kan sågar slides op.

Vores kærlighed har grænser. Fordi vi har grænser. Fordi vi faktisk ikke kan alt.

Det er meget upopulært og umoderne at sige i en tid, hvor vi hele tiden får at vide, at vi kan alting. At vi kan nå alle mål bare vi sætter os for dem.

Men selv den trend er ved at vende. Efter en tid, hvor himlen kunne nås bare man stod på tæer, vil der nu komme erkendelse af, at livet også har skyggesider – og at vi har skyggesider. At ikke alt er muligt, at vi nogle gange er dem, der står klar til at blive hyret, og bliver forbigået.

Sidder I nu og tænker, at det jeg siger, er forfærdeligt eller at det ikke hører hjemme i dag? Sidder I og har lyst til at protesterer, så har I fat noget rigtigt. For det giver også mig lyst til at protesterer. Jeg kommer ikke i kirke for at få fortalt at kærligheden har grænser. Jeg kommer ikke i kirken for at en præst skal fortælle mig, hvad jeg kan eller ikke kan. Jeg har ikke lyst til prædikener, der fjerner mig fra netop kærligheden, fra livslyset, fra modet og fra håbet.

Protesten ulmer i mig, og hvis man ikke får lyst til at lukke ørerne i, så har man i al fald lyst til at fortælle vidt og bredt om den forfærdelige oplevelse, man havde.

GODT, siger jeg. GODT. Vi skal have lyst til at protesterer i mod det, vi ikke finder rimeligt. Mod det, der anfægter vores syn på verden.

GODT. For protesten er også vidnesbyrdet om det menneske, der ikke vil lade stå til. Protestens magt i verden er stor. Det har omstyrtet diktatorer, den har oprejst mennesker og den har skabt samfund, man kan leve i. Vi har set protesten i Mellemøsten, og vi får den forhåbentligt at se i Indien. Ja, nogle gange håber vi på protesten, fordi den flytter os. Fjerner os fra en situation, vi ikke længere kan være i. Og den åbner nye horisonter for os. Protesten tilhører det menneske, der endnu håber på en morgendag, der kan blive bedre end denne.

Og når vi siger, at den jordiske kærlighed har grænser, så er det ganske vist sandt, men vi protesterer, fordi vi har brug for at høre noget mere. Vi har brug for at høre, at morgendagen rummer muligheder.

Lignelsen handler om det mere. Det vi kan bygge vores liv på.

Nemlig en kærlighed, der ikke slipper op, slides op eller falmer. En kærlighed, der stædigt, insisterende og nogle gange på trods flyder mod os med sit eneste budskab om, at også du er elsket af Gud. Gud ødsler med sin kærlighed. Ødsler med den, så det slet ikke giver mening for os.

Lignelsen i dag handler om himmeriget. Det er et billede på, hvordan Guds rige er. Og man kan ikke sætte en jordisk dagsorden på den. Men det er den jordiske dagsorden – vores tanker om, at man selvfølgelig ikke giver den samme løn til alle uagtet, hvor meget de har lavet – der skal være provokationen. Det, der sætter protesten i gang i os, så vi får brug for at høre noget andet.

Spørgsmålet må da være: hvem er DU i denne lignelse? Er du den, der står og venter, og ikke bliver valgt. Eller er du den, der bliver valgt som en af de første?

For lignelsen fortæller os om vores liv med Gud. Nogle har længe været arbejdere for Gud, og andre er først lige blevet set. Nogle har i årevis været kristne, udøvet næstekærlighed, stædigt holdt fast ved troen også i modvind, knoklet. Og hvad har man arbejdet for at opnå? De stakket deres anstændighed, korrekthed og lydighed i lader. Og selvom budskabet lyder, at det ikke handler om vores gerninger, så kan være rart at tænke på, at man har lidt på lager, hvis nu Gud skulle have glemt det. Er de mon så sikre på deres egen plads i Himmeriget, at det nu kun er de andres plads, de tvivler på?

Eller er man den, der føler sig fortabt og glemt af Gud, og som oplever det fantastiske i at blive set. At få en kærlighed – altså lønnen for dagens arbejde – uden at have ydet ret meget?

De første arbejdere kan sagtens unde de sidste deres del, så længe de selv får mere. Men her får vi Gud galt i halsen. For det handler ikke om hvor meget eller hvor lidt man få. Vi kan ikke dele Guds kærlighed op i bidder og så give den efter fortjeneste.

Den bliver tildelt alle uanset ydelse. Gud er ødsel med sin kærlighed – og så ødsel at havde han en forretning her på jorden, ville han gå konkurs. Vi må derfor aldrig tvivle på andres plads i Himmeriget, for da har vi allerede stillet os selv forrest i køen, og gradbøjet kærligheden.

Guds kærlighed er mægtig. Den gør at vores jordiske kærlighed, trods sine begrænsninger, kan vedblive at gælde. At kærligheden naivt fortsætter, hvor den før har brændt sig.

For med kærligheden er det sådan, at vi ikke skal blive kloge af skade. Der skal vi tværtimod blive overrumplet af overraskelse over, at også jeg blev valgt, selvom jeg stod så længe og ingen så mig.

Om 70 dage er det påske. Vi går ind i fastetiden. Det er en tid med bibeltekster, der handler om fristelse, og om kampen mellem det gode og det onde. Med os ind i den tid, indtil påske, hvor Jesus endeligt vinder kampen mod det, der ødelægger livet, skal vi huske, at vi alle er valgt af Gud – det er styrken, når vi går i mørket, om det så er gennem kirkeåret eller gennem livet. At når Gud fortæller en historie, er det mit liv, han taler om (Parafrase over Sløks teologi).



Kirkebønnen



Teksten:
»Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« Matt 20,1-16

Ingen kommentarer:

Send en kommentar