søndag den 2. februar 2014

4, søndag efter helligtrekonger 2014



Jeg fik engang denne lille bog af forfatterens søn, der hedder det samme som sin far, nemlig Martin Salmonsen. Martin – faderen – brugte efter sin pension sin tid i Kirkens Korshær, hvor han gik blandt gadens folk. Det blev til mange snakke og oplevelser, og nogle af de møder skrev han om i denne lille bog, der så sigende hedder: ”Det er aldrig spildt” udgivet i 1978.

Jeg vil læse en af beretningerne højt for jer. Den hedder ”vagten” og lyder sådan her:

”Der ligger bag så mange af mine venners tragedie en tråd, der fører tilbage til rige og gode år med værdier som et godt hjem i et godt ægteskab med børn og hygge og tryghed og godt arbejde. Sådan var det for ”vagten”, der var en af de mange, der gik ned.

Om han som ung var blevet oplært i et eller andet fag, ved jeg ikke, men i sit barndomshjem lærte han, at spiritus på bordet hørte til daglig forplejning, og den lærdom lå ham i blodet. Efter soldatertjenesten blev han ansat ved de københavnske sporveje og avancerede til vognstyrer. Alt tegnede lyst, og bortset fra de sjældne soldeture i såkaldt godt lag, var der intet, der tydede på, at han skulle ende som dranker. Han giftede sig med en pæn pige, og sammen flyttede de ind i en god lejlighed. Her fik de to sunde børn, der var hans stolthed. Det var alt sammen godt og skulle synes så trygt, men alligevel var den en slange i hans paradis.

Vagtens omgangskreds var på linie med hans barndoms skik med spiritus som en daglig fornødenhed, og dette blev lidt efter lidt hans skæbne. En tid havde han så meget herredømme over sit stadigt voksende trang til spiritus, at han mødte ædru til sit arbejde, men på sine fridage drak han, og dette måtte efterhånden sætte sit præg på ham og dermed også på hans forhold til hjem, kone og børn.

Meget blev ødelagt. Meget blev forsømt.

Så skete det, at han for en del år siden var hjemme hos sine forældre til en julefrokost, og den frokost var med øl og snaps.

Samme dags eftermiddag havde han tjeneste. Han kørte sin vogn, som han skulle. Han standsede og igangsatte efter givne regler, men han snakkede lidt fjollet og lugtede fælt efter den våde frokost, og da han kom til vejs ende, stod en overordnet og bad ham følge med ind på sit kontor.

Det blev omgående afskedigelse. Afskedigelse uden anbefaling. En passager havde ringet.

Derefter begyndte de ægteskabelige vanskeligheder for alvor, og da disse efterhånden var blevet så store og så vidtfavnende, at samlivet mellem ægtefællerne var ødelagt, pakkede han sit tøj og forlod hjemmet. Han lejede et værelse i en anden bydel, og fra den stund gik det hurtigt ned ad bakke.

En kort tid havde han arbejde i et vagtselskab, men da han gang på gang mødte beruset på sin arbejdsplads og til tider helt udeblev, blev han fyret.

Nu stod han uden nogen form for ordnede forhold. Det var ingen indtægter og følgelig ikke noget at betale huslejen med, så derfor blev gaden og havneområdet og andre sædvanlige opholdssteder for subsistensløse hans hjem.

Han blev en vandrer uden mål, men fjerne fra sin last kunne han ikke.

Jeg traf ham i Århus.

- Kun på gennemrejse, sagde han flot.

Han var den dag mægtig højt oppe og stank af sprit, alt imens han pralede af store og antagelig tænkte bedrifter som vagtmand.
- Tyvepakket lærte både mig og mine ruter at kende, så det holdt sig borte, hvor jeg havde vagten.
Men i sine ædru stunder så han tilbage over store sin store fallit, og så græd han.

Det gjorde han også den aften, vi sad sammen i mødesalen og fælles med så mange andre derude fra overdrevet sang: Du, som bryder lænker…
Ak ja, broder. Bliver du mon en dag løst fra trællebåndene, eller skal du vandre din elendighedens vej din livsdag ud?

Hverken du eller jeg ved derom, men vi ved, at du i dine tunge lænker trænger at møde en medbroder, der i Jesu navn vil prøve at hjælpe dig.

En næste, som vil følge dig med sin forbøn”

Sådan skriver Martin Salmonsen om sit møde med vagten.

Jeg tror, vi alle kender eller har hørt om sådanne skæbner. Vi kender alle et menneske, der har mistet alt, som har kæmpet og tabt, eller som har grædt over deres liv.

Vi er jo selv det menneske engang imellem; og selvom det heldigvis er de færreste, der ender som vagten, så kan vi godt genkende os selv i dele af hans skæbne.

Der er bare stunder i livet, hvor vi er på gyngende grund. Der er tidspunkter, hvor vi føler, at vi drukner i bekymringer, ulykker eller ensomhed. Der er situationer, hvor vi træffer forkerte valg, der får konsekvenser for dem omkring os. Livet er som en sejlads på oprørte vande, hvor vi kæmper mod bølgerne – ligesom vi hører om det i evangeliet til i dag.

I fortællingen hører vi også om Jesus, der kommer gående ud til dem på vandet i den fjerde nattevagt.

Det er måske nok den mest kendte fortælling om Jesus i hele Bibelen. Bortset fra den, hvor han gør vand til vin, så er fortællingen om Jesus, der kommer gående på vandet, enormt udbredt. Og de fleste af os, får med det samme et billede af, hvordan det måtte have set ud, da Jesus kom gående.

Men fortælling rummer flere facetter end Jesus, der går på vandet. Vi kommer nemlig til, i lyset fra underet, at overse noget væsentligt, nemlig den oplysning, at Jesus kommer til disciplene i den fjerde nattevagt.

Natten var inddelt i fire vagter, og den sidste – nemlig den fjerde – lå fra kl. 3 om natten til kl. 6 om morgenen.

Vi hører også, at Jesus dagen inden havde været sammen med en stor mængde af mennesker, der ville kåre ham som konge, og da Jesus ville undgå den form for dyrkelse af sig selv, nødede han sine disciple til at sejle ud på søen, mens han selv gik op i bjergene for at bede. Og vejret var ikke godt, så vi ved at disciplene har kæmpet mod bølgerne en hel aften og nat.

Man siger jo, at det er mørkets før daggry – det er den tid, hvor natten har varet længst og hvor længslen efter lyset i horisonten er stærkest. Det er den fjerde nattevagt, der er mørkest, og da er det, at Han kommer gående ud til dem.

Han kommer til de bange, nej skrækslagne disciple – og han kommer til dem inden de overhovedet når at bede om hjælp, eller folde deres hænder i bøn eller registrere at de har brug for Jesus.

Jesus ved, hvornår vi trænger til hjælp, og hvornår livets lænker holder os bundne – og han ved det, før vi selv er klar over det. Han er med os, før vi ved, at vi har brug for ham. Og at Jesus netop kommer i den fjerde nattevagt, hvor alt er mørkest, betyder, at han kommer til alle mennesker, der sidder i mørket – han kommer til det skårede menneskesind, hvor vi selv har svært ved at kline skårene sammen igen. Og han kommer når de skår vi sidder med, som gør mest ondt, er dem, vi slog i andre (jf. ”Adgang tillad for uvedkommende” af Georg S. Geil, 1982, prædiken til 4.s.e.Helligtrekonger)

Jesus kommer til os. Eller sagt på en anden måde, så er Jesus tro, når vi mister troen, om det så er på os selv, hinanden, vores liv, fremtid eller Gud. Jesus er tro i vores troløshed.

I dåben hører vi, at der bliver sagt, at Jesus er med os alle dage indtil verdens ende. De ord er ikke kun sagt til dåbsbarnet, men bliver også sagt til os, der sidder på bænkerækkerne, så vi kan vide, at Jesus også kommer gående til os over oprørte vande, selv når vi tror, at det er umuligt for Gud at være os nær.

Måske kan man derfor også driste sig til at sige, at intet liv er spildt.

For hvordan kan et liv, som Gud tror på, være spildt? Ethvert liv har mening for Gud, selvom det kan forekomme meningsløst for os. Ethvert liv har brug for at blive set med kærlige og milde øjne, når vi dømmer det ude. Ethvert liv er livet værd, selvom vi føler os værdiløse. Ethvert liv har brug for at blive mødt i den fjerde nattevagt og mødt med ordene:

”Vær frimodige, frygt ikke, det er mig.”

Og se, der kommer han gående mod os – mod dig, ene og alene fordi du er til.

Amen


Dagens tekst
Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: »vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« men Peter sagde til ham: »herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« han sagde: »kom!« peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »sandelig, du er Guds søn.« matt 14,22-33

Ingen kommentarer:

Send en kommentar