lørdag den 15. februar 2014

Septuagesima 2014


Ok, livet er altså lidt en rodet affære. Jeg sad i går og lyttede til radioprogrammet Mads og Monopolet. Det er et program, hvor kendte giver gode og dårlige råd til mennesker, der ringer ind med dilemmaer. I går var der en sag om en ung gymnasieelev, der var inviteret på ferie i påsken sammen med kammerater fra skolen; men der var en, de ikke havde inviteret, fordi han var irriterende. Kammeraterne sagde, at de bare skulle lade være med at fortælle om turen til den dreng, der ikke var inviteret. Men det havde den unge gymnasieelev svært ved, fordi han selv havde prøvet, at være den dreng, der ikke kom med.

Rådene var der jo massevis af, men et af dem lød som følge: ”Tror han på, at det han giver ud, det vil komme igen, så skal han fortælle det; og gør han ikke, så skal han ikke fortælle det.”

Udover at det er et virkeligt dårligt råd, så blev jeg simpelthen så vred, da jeg hørte det, for hvad er det for en tilgang til livet?

Der bliver sagt til drengen, at han kun skal handle godt, hvis han tror på, at det gode vil komme tilbage til ham. Og troede han ikke på det, så kunne han gøre som han ville. Det er jo en sær tilgang til, ikke bare livet, men også andre mennesker. Som at vi mennesker ikke længere er medmennesker, men blot er redskaber, der skal sikre, at JEG får det godt. Hvad jeg ville råde drengen til, det må I gætte jer til :-)

Ja, livet er en rodet affære, og det kan være rigtig svært at vide, hvad man skal gøre, for man vil jo helst gøre det rigtige. Det vil vi alle sammen – vi vil helst træffe de valg, der gør, at vi får det bedst muligt – vi vil gerne gøre det rigtige, men det kan være svært engang imellem at se, hvad det rigtige er. Så nogle gange undslår vi os.

Evangeliet til i dag handler om tre tjenere, og der bliver ved første øjekast vendt op og ned på alt det, vi har lært om Gud. Det virker nemlig som om, at det er vores retfærdighed, der gør sig gældende i denne lignelse, og ikke Guds; nemlig menneskers retfærdighed, der siger, at du får igen som du investerer i livet – at det så ofte viser sig ikke at holde stik, er en helt anden side af sagen.

Vi lærer derimod i kristendommen, at Gud ikke bruger den menneskelige retfærdighed, men tværtimod høster, hvor han ikke har sået, og samler hvor han ikke har spredt. Vi hører om en kærlig Gud, der igen og igen elsker os på trods af vores fejltrin.

Og nu lader det til, at vi pludselig hører om en Gud, der straffer en mand, der er bange for at investerer, og derfor vælger den sikre vej – gemmer sin ene talent i jorden til Herren kommer igen. Hvad skete der med Guds nåde og barmhjertighed? Hvorimod de tjenere, der investerede fik ros for deres overskud – for profitten.

Det forekomme os næsten, at der er tale om en anden Gud end den, vi plejer at høre om. Der ligger den fare i evangeliet til i dag, at vi stirrer os blinde på den profit – og langsomt sniger det spørgsmål sig op i os, om det er profitten, der afgør om vi får ros af Gud eller ej?

Det er, hvad man kalder for gerningsretfærdighed, og det som Luther gjorde op med, da han dannede den protestantiske kirke, som vi er en del af – nemlig tanken om, at vi først er gode nok i Guds øjne, når vi har gjort nok. Eller sagt på en anden måde, at det er vores eget ansvar at få Guds godkendelse og ros.

Men det er slet ikke det, der er på færde i dag. Der er en anden helt afgørende forskel på de to første tjenere og den sidste, som ikke er profitten.

Vi bliver nødt til at digte lidt videre på evangeliet.

Søren Kierkegaard skrev et sted, at der manglede en tjener, nemlig den tjener, der investerer sin talent, og som IKKE får overskud, men derimod taber den. Hvad vil der ske med ham, hvis han var med i lignelsen? Kirkegaard gætter på, at han nok ville få vist tilgivelse og barmhjertighed.

Og ved at lave en hypotese om en fjerde tjener, står det klart, at det ikke handler om profit, men om noget helt andet. Her er nemlig forskellen på de to første tjenere og den sidste, og det er ikke profitten, men derimod vovemodet. De to første vovede, den sidste undslog sig.

Vi skal vove! Kierkegaard skiver i en af sine mange udgivelser, at man skal vove, for vover man ikke, så taber mig sig selv – ganske som den tredje tjener i dag (Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse af Anti-Climacus udgivet af S. Kierkegaard, C.A. Reitzel 1849, 1ste Afsnit, C, A, a, β, »Endelighedens Fortvivlelse er at mangle Uendelighed«).

At vove er at vise tillid til Guds nåde – til Guds storsind. Vi gør Gud så lille, at han kan være i vores bukselomme, hvis vi tror, at han ikke har råd til at tabe eller miste det, vi investerer. Vi skal ikke være bange for Gud, og bange for at det ikke går an at vove – Gud har råd!

Gud har givet os talenter, og her tænker jeg ikke på sådan et X-faktor talent – nej, han har givet os livet, som vores talent. Og det liv skal vi investerer. Vi må ikke undslå os eller fylde os selv med undskyldninger på Guds vegne om, at vi ikke vil pådrage ham tab ved at gøre os selv skyldige.

Livet gør os skyldige. Vi kan ikke leve et liv uden at komme til at skylde nogen noget – og her tænker jeg ikke penge. Og i sidste ende, så skylder vi jo Gud livet, og det sker, at vi taber, men det betyder ikke, at Gud ikke vil give os ros. Han vil rose os, når vi lever, hvordan det så end gik.

Vi skal have modet til at være skyldige. Det er et ord, der ofte lyder af åg på skuldrene og nedtrykt stemning og tristesse. Men skyld er nu engang en del af livet her på denne side af syndefaldet, og vi skal leve med vores skyld, og ikke begrave det levende af frygt eller i selvretfærdighed. Vi skal have tillid til, at Gud er livets Gud, der kan tåle vores skyld – han har råd til det.

Vi skal altså ikke sikre Gud maksimal profit som en betaling for vores liv – men vi skal heller ikke undslå os at leve vores liv med den skyld, det giver. Vi skal leve vores liv på Guds regning – helt gratis (Bent Falk, Kærlighedens pris, bind I, side 46).

Det nytter ikke noget at være beregnende foran Gud. Han gennemskuer det. Vi kan ikke snyde os til godhed ved at behandle andre eller vores liv som et redskab til at se godt ud i Guds øjne. Livet skal leves som den gave, det er, givet af Gud helt gratis ene og alene fordi han elsker os.

Amen


Dagens tekst:
Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« Matt 25,14-30

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...