Præsteklumme februar 2014

Dommedagsprofetier og kærlighed

Jeg vil komme med en indrømmelse. Jeg er dommedagsnørd, og ikke kun fordi jeg er præst. Jeg elsker at se dokumenterudsendelser om dommedag, hvor der bliver talt om alt fra gammastråling, vulkanudbrud over til de mere fantasifulde forslag som UFO angreb.

Jeg er dommedagsnørd. Og det bekymrer mig faktisk. Jeg kan nemlig blive lidt panisk ved tanken om, at vores galakse om 2 milliarder kan risikere at kollidere med Andromedagalaksen. TO MILLIARDER ÅR, og jeg kan få hjertebanken ved tanken. Der så meget liv, jeg skal nå at leve inden.

Jeg siger jer, at der er massevis af katastrofer, der venter på ske. Livet er stærkt bekymrende, når man tænker over det. Heldigvis dækker bekymringer over et liv, som vi holder af, og som vi helst ikke vil af med; men drukner vi i bekymringer i stedet for at leve livet?

Svaret er ja. Vi bekymrer os for meget over det, som vi alligevel ikke har indflydelse på. Vi bestemmer ikke over dommedag. Vi bestemmer ikke over hvornår frøet i jorden skal begynde at spire. Vi bestemmer heller ikke over kærligheden. Livet fyldt af det, som vi ikke har kontrol over.

I kristendommen får vi at vide, at Gud elsker os. Det har vi heldigvis heller ikke kontrol over. Gud har sat kærligheden i verden som en slags magnetisme, der holder os mennesker sammen.

Så når alt andet kan synes at falde fra hinanden, eller når bekymringerne, hvor fjollede de end måtte forekomme at være, overmander os, så skal vi huske på, at vi har fået kærligheden, som den stærkeste kraft af alle. Den kraft er ligeglad med fysiske love og dommedagsprofetier. Kærligheden er allerede lagt i os som et frø i jorden, der ligger klar til at spire. Kærligheden er begyndt, og en dag vil Gud fuldende det, han har begyndt, og se, det er en dommedagsprofeti, der giver trøst i stedet for bekymring.