søndag den 16. marts 2014

2. søndag i fasten 2014



Det er en forårsdag af den smukkeste slags. Forårsblomsterne lyser op. Himlen er lyseblå og solens varme forsøger at opvarme den kolde jord og de kolde hjerter. På bænke rundtomkring sidder og ligger folk – nogle har smidt sig med en god bog, og andre sidder med lukkede øjne med ansigtet vendt mod solen. Fuglene kvidrer.

Sommerens komme lader sig ikke fornægte, og selv det mest lukkede sind åbner en sprække og lader lyset finde vej. Der bliver smilet til fremmede, og det er som om vinterens kulde smelter væk.

Livet er, som det er skabt til at være. Godt, lyst, fyldt med håb og glæde – og på vej mod sommeren.

Men der er også noget sårbart over denne tid. For vi ved jo, at vejret nemt kan skifte til gråvejr og regn. De spæde knopper på træerne kan let blive ofre for nattefrostens hærgen – intet er sikkert, selvom vi ved, at sommeren er på vej. Og midt i al glæden over solen og lyset, er der en farve af mismod og bekymring.

Sådan var det måske for den far, vi hører om i dagens evangelium. Han fik en søn, og glæden vil ingen ende tage. Men sønnen blev syg, og midt i glæden over at se sin søn vokse op, har bekymringerne taget over. Håbet og tvivlen har kæmpet om førstepladsen i hans liv.

Mørket kan snige sig ind på os. Vi kan blive overmandet af det, og det kan kaste os rundt i livet. Det kan fylde det hele. Og i glimt kan vi mærke, at det ikke er en del af Guds plan med verden, og derfor kalder vi det for det Guds modsætning – det dæmoniske. Det der falder udenfor Guds skaberværk.

Drengen var besat af en dæmon. Han var så syg, at det faldt udenfor Guds skaberværk. Det var ikke Guds vilje, at den lille dreng skulle lide, og hverken omsorg, kærlighed eller tid har kunnet helbrede ham. Mørket har spredt sig i faderens sind – en istap har sat sig fast i hans hjerte og frosset det til af smerte. Smerte af frygt for at skulle miste den, man ikke kan leve uden. Det er modsigelserne tid. Guds vilje mod det dæmoniske. Kærligheden mod frygten. Lyset mod mørket. Vi hvirvles rundt – falder ned i det hul, vi så stædigt har kæmpet mod at falde ned i. Det hul er tvivlens hul.

Faderen kæmpede mod frygten og tvivlen. For hvad nu hvis drengen aldrig bliver rask – hvad nu hvis døden tager ham? Og mon ikke den far har forsøg at finde en sammenhæng eller en mening i det, der er så meningsløst; nemlig hvorfor bliver nogle syge og andre ikke? Og det underlige er, at det er først, da han tør lade tvivlen fylde i sit liv – da han faktisk lader sig falde ned i hullet, at der sker en forandring. Det er i modsigelsen, Jesus møder ham, og da udbryder faderen spontant:

”Jeg tror, hjælp min vantro”.

Når folk modsiger sig selv, skal man lytte godt efter. Der er sket noget med os, når vi modsiger os. For når alle vores normer, forsvarsmekanismer, masker og holdninger falder til jorden, så står vi overfor livet, så nøgne som Adam og Eva, da de opdager, at de netop er nøgne. Når livet ikke giver mening, fordi det er krøbet helt tæt på os, da går sproget i stykker, og det kan ikke længere rumme sandheden (”Prædikener fra i går til i morgen”, Karin Friis Plum, s. 107). Faderen opdager, at den verden, som han har bygget op, ikke længere holder. Og han ser den falde sammen for øjnene af sig. Det går op for ham, at hans tro ikke rakte. Tvivlen måtte derfor komme på banen.

Tvivlen er menneskets råb om hjælp til Gud. Hvis vi kun tror, og aldrig tvivler, bliver vi som disciplene, der overmodigt forsøger at helbrede drengen, og fejler. Vi bliver som Ikaros, der tror, at vingerne vil bære hele vejen op til solen.

Vi kommer til at sætte os selv i centrum, hvis vi ikke tør åbne for vores tvivl. Hvis vi ikke tør se, at tro ikke handler om, hvorvidt vi tror nok eller helt rigtigt på Gud, så ser vi slet ikke, at tro i virkeligheden handler om, at turde lægge sit liv i Guds hænder, og være hjælpeløse. Så hjælpeløse, at vi tør tvivle og giv Gud plads.

Da faderen turde lukke tvivlen ind, turde bede Jesus om hjælp, fordi han indså sin egen magtesløshed, da lukkede han Gud ind i sit liv.

Tro behøver ikke være smuk, blankpoleret eller særlig standhaftig. Faktisk vil jeg nok blive ret bekymret, hvis jeg mødte sådan et menneske. Troen på Gud kan blive så stærk, at vi ikke længere behøver Gud.

Pontoppidan har en i en katekismus-forklaring fra 1700-tallet skrevet ca. sådan her: ”Troen er undertiden meget svag, som en dirrende hånd, der knap tør røre Guds barmhjertighed eller tage imod den – men i længsel er denne hånd rakt frem mod Guds barmhjertighed” (”Befrielsen” af Georg S. Geil, s. 45).

Tro er den fremstrakte hånd mod Gud. Den dirrende fremstrakte hånd, der beder om hjælp.

Vi skal komme til Gud, som dem vi er, i det liv som vi lever. Ja, hvordan kan vi overhovedet komme til Gud anderledes end dem vi er? Vi kan komme til Gud med de tanker vi har, med den tvivl vi har, og med de handlinger, vi har gjort. Vi kan komme, som dem vi er, og ikke som dem, vi tror, Gud gerne vil have, at vi skal være. Vi kan komme fyldt med modsætninger, med mørke tanker og frosne hjerter. Vi kan komme med mismodighed og vrede.

Og hvordan vi end kommer, som dem vi end er, da spreder Gud sin kærlighed ud over os og vores liv. Da må dæmonerne flygte i rædsel, for der, hvor kærligheden ser tvivlen og stadig elsker, er der ikke længere plads til dæmoner. Der er ikke det sted, hvor Gud ikke tør være – der er ingen gudsforladte steder, hvor dæmonen kan slå sine folder.

Sommeren er på vej. Troen og tvivlen råder endnu her. Men noget er forandret, som det blev det hos faderen. Noget har bevæget sig. Han mødte Kristus.

Mødet med Kristus smelter vores livs vinter væk for at lade krokus og anemoner blomstrer, hvor der før lå is. Han genopretter livet, giver os livet tilbage, så selv det mest frosne menneske kan få varme i sin krop. Sommeren er på vej, også selvom der endnu ligger is i vores liv.

Kampen mellem lyset og mørket af afgjort. Sommeren er helt sikker på vej! Men der venter os endnu nætter med frost og dage med rusk, men sommeren er på vej. Gud har vundet.

Vi står endnu ved begyndelsen af noget stort og smukt. Gudsrige er begyndt i verden, men vi er endnu ikke ved målet. Vi kan skimte det i det fjerne – det er det sted, hvor den eneste magt, der er tilbage, er kærligheden. Den kan vi bruge af uden frygt for at misbruge den. Den får os til at sætte hinanden fri, som stod vi med en sårbar fugl i vores hænder, der var klar til at flyve ud i verden.

Vi lever i et allerede – endnu ikke. Døden er en realitet – vi skal dø, der er smerte og sorg. Men noget er forandret. Sommeren er på vej.

Gud har rakt sin hånd ned for at gribe vores dirrende hånd, og han vil rejse os fra døden. Opstandelsen er lige her.

Sommeren er på vej.


Amen


Dagens tekst:
Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« Mark 9,14-29

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...