3. søndag i fasten 2014

Clara Kramer var en lille pige under 2. verdenskrig, og boede i Polen. Hun havde et dejligt liv, en lillesøster, som hun elskede, forældre, som hun ærede. Det eneste problem var, at Clara var jøde.

Da krigen bryder ud, flygter mange jøder fra den lille by, hun bor i. Men mange bliver også tilbage, deriblandt Clara og hendes familie.

De søger i skjul.

De gemmer sig under gulvet hos et par, de knap kender – et par, der på den ene side samarbejder med SS, og på den anden side ikke kan se til, mens uskyldige mennesker bliver slået ihjel. Derfor vælger de at redde denne familie ved at gemme dem under gulvet. En lille lem fører ned til rummene, hvor der knap er 1,5 meter til loftet. Familien kan ikke stå oprejst, og kun gennem et lille glughul i væggen får de lidt sollys ind hver dag.

Der boede de, levede, fejrede fødselsdage og helligdage. Der boede de, da SS overtog huset for en periode. Der sad de i kælderen, mens soldater trampede rundt ovenpå, så tæt på dem, at det mindste host ville have afsløret dem.

Clara skriver i al den tid dagbog, og hun fortæller om perioder af mismod og sult, og om perioder af glæde og håb. På et tidspunkt hører de, at tyskerne er på tilbagetrækning, da bliver befrielsen pludselig en realitet. Og hun skriver om den følelse:

”Vi fejrede det i stilhed, og hver især følte vi mere håb end vi havde gjort i månedsvis. Hvis blot jeg var ét åndedrag fra at sulte ihjel, når vi blev befriet, vidste jeg, at jeg ville være ligeglad” ("Claras krig", s.267).

Bare et åndedrag fra døden, når hun blev befriet, og hun ville være ligeglad med døden, for så havde hun dog åndet i frihed, en enkelt gang.

Det er stærke ord om friheden, og selvom de er sagt for 60 år siden, så runger de stærkt den dag i dag, hvor friheden er trængt for så mange rundt om i verden.

Det forunderlige i denne historie er, at Clara trods sine forfærdelige oplevelser, ikke mister troen på andre mennesker. Hun beholder det i sig, der gør hende til hende. Hun bliver ikke bitter, lader ikke vreden eller hadet fylde i resten af sit liv. Hun forsoner sig med sit livs fortælling. Hun fastholder at være den, hun er.

Det nemmeste ville ellers være at miste sig selv.

Det er der mange, der taler om disse dage – det, at vi så nemt kan miste os selv. Hverdagen her i Danmark er ikke så hård for flertallet som fortællingen om Clara i en kælder i Polen, men vi kan nu alligevel opleve noget, der gør, at vi føler, at vi mister os selv. Det kan være stress, dødsfald, skilsmisse eller sygdom i familien. Livet er fyldt med oplevelser, der truer os – får os til at miste os selv.

I evangeliet til i dag hører vi om Djævelen, der bliver kaldt for en morder. Morder betyder faktisk en, der røver vores væren. Altså en, der røver det i os, der gør os til os. Djævelen er ham, der slår glæden, modet, håbet, tilliden og kærligheden ihjel. Han er morder, fordi han dræber det i os, der gør os til levende mennesker.

Djævelen er løgnen, der hvisker til os, at vi ikke behøver glæde, mod, håb, tillid og kærlighed. Det er løgnen om, at andre heller ikke behøver det, så derfor må jeg gerne slå det ihjel.

Djævelen fryder sig, når vi mister troen på hinanden. Når vi ikke længere ser et medmenneske, men en fjende, så fryder Djævelen sig. Djævelen er det modsatte af Gud, og når vi mister troen på hinanden, så har vi også mistet troen på, at Gud har skabt hver eneste af os i sit billede. Det er selve skaberværket, vi sætter ud af spil, når vi mister troen på hinanden.

Når vi søger tilflugt i moralise og fordomme, eller har mere travlt med at kræve vores ret end vi har med at være mennesker, da skal vi være varsomme – for hvem er det, vi træder på, når vi forsøger at sætte verden i sådanne kasser?

Vi bliver fortabte, når vi kommer til at danse om den gulvkalv. Vi indsætter alt muligt andet som centrum for vores liv, end den ene der retmæssig kan kræve den plads; nemlig Gud.

Vi mister os selv.

Men som alt, der er mistet, kan det også findes igen. Og den gode nyhed er, at vi bliver fundet.

Vi får en chance mere, selvom vi satte en gulvkalv i centrum for vores liv. Det er enkelt – Gud har ikke skabt verden til fortabelse, men til frelse. Og frelse er det samme som at blive fundet.

Som Clara var gemt væk under gulvbrædderne, men kom ud til befrielsen, sådan kommer bliver vi også fundet, når vi er så langt nede, at vi er under gulvbrædderne. Og på samme måde er befrielsen også en mulighed for en ny begyndelse for os. En mulighed for at vælge den vej, der fører til kærlighed. Vi kan vælge sandheden.

Og sandheden er altid, uden undtagelse, den fortælling, der handler om kærlighed. Hvor kærligheden råder, der er der altid plads til et menneske til. Hvor kærligheden har magten, da bliver den fortabte altid fundet.

Vi er fundet.

Kristus mister aldrig troen på, at vi mennesker kan bliver fundet igen, når vi er faret vild. Han vil insisterer på at lede efter dig, og tro på, at når du bliver fundet, så befrier han dig til et liv i kærlighed.

Kærligheden er livets vidunderlige trodsmagt. En magt så trodsig, at frelsen er mulig, hvor alt ser håbløst ud. Fat mod – kærligheden finder vej.

Kristus er givet til frelse og fred.

Amen




Dagens tekst:
»Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Joh 8,42-51