søndag den 1. juni 2014

6. søndag efter påske 2014



Jeg blev engang kaldt ud på intensivafdelingen. Et menneske lå i koma, og fremtiden lå krøllet sammen i en affaldsspand. Håbet lå lige ved siden af klar til at blive smidt ud.

Jeg talte med de pårørende, der kæmpede med tvivlen og håbet, der hele tiden skiftede plads som vinder i deres liv. Det var en bevægende tid, hvor alt var kaotisk. De anede ikke, hvad de skulle forberede sig på. Og når det sker, så forbereder vi mennesker os næsten altid på det værste, for at slibe den hårde kant af chokket væk. Det var ikke en nem tid for de pårørende. De ønskede derfor, at jeg som præst skulle bede en bøn.

Det ville jeg gerne, så jeg bad. Bad om et mirakel, og hvis det ikke kom, så bad jeg Gud om, at Han måtte tage dette menneske i hånden og gå med det hele vejen ind i Himlen.

Mens jeg bad, stod jeg og kigge på en skærm, der viste hjerterytmen. Det er underligt, at et hjerte, som vi forbinder med liv, kærlighed, passion, lidenskab og empati, kan koges ned til en maskine, der bipper. Men det kan det måske heller ikke, når det kommer til stykket.

Jeg bad stille og sagte. Nærmest hviskede bønnen ind i øret på dette menneske, og mens jeg bad, skete der noget bemærkelsesværdigt. Hjerterytmen faldt. Hjertet slog roligere, mens jeg bad, og da bønnen var færdig steg hjerterytmen igen.

Nu ville en, der har forstand på mekanik om det så er maskiner eller mennesker, måske kunne bortforklare dette med en ledning eller almindelige forstyrrelser i hjertet. Det er faktisk meget nemt, at gøre sådan en oplevelse til noget meget mindre. Men heldigvis har jeg ikke forstand på mekanik. Og derfor tror jeg, at det der Gud, der gør vores liv større. Han gør vores liv så stort, at når der bliver bedt, så falder hjertet til ro.

Bøn er kærlighed, der bliver delt. Bøn er at holde et andet menneske fast på, at det er elsket af Gud. Bøn er at insistere på kærligheden.

Jesus beder for os. Beder for os, og får vores hjerter til at falde til ro.

Jesus beder om, at vi skal blive ét. ”Jesus sagde: ”ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dag, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig”.

Han beder om, at vi skal blive ét. Det er i virkeligheden noget underligt noget at bede om. Bede om at blive et, som om vi mennesker kan og bør samles i en åndelige smeltedigel?

Vi lever nemlig i en tid, hvor det at være en ener er et adelsmærke. Der er ikke ret mange, der har lyst til at være gennemsnitlige, så derfor søger vi vores individuelle livsvej.

Men vi mærker alligevel engang imellem i vores liv trangen til at være et. I kærligheden mærker vi trangen til at smelte sammen, og forene selv det, der gør os forskellige. Kærligheden søger at få os til at passe sammen som to puslespilsbrikker.

På sin vis er det, hvad der sker i kirken. Her bliver det, der umiddelbart ser forskelligt ud samlet som puslespilsbrikker, der tilsammen danner billedet: menneske.

For Gud er vi mennesker først. Alt det vi kan, alle de succeser, vi kommer med, har ingen betydning. Det kan lyde nedslående, hvis man har arbejdet hårdt for noget. Men omvendt så betyder ens fiaskoer heller ikke noget. Det afgørende i mødet med Gud er nemlig vores menneskelighed.

Jesus beder altså for, at vi skal blive et i vores menneskelighed. Det er jo det, vi alle har tilfælles; om man så kommer fra den ene af verden eller den anden, om man stemte det ene eller det andet til Europa parlaments valget, eller om man er til samtalekøkkener eller badekar. Det er ikke det, der bliver bedt for, men derimod vores menneskelighed.

Det har vi tilfælles. Det er vores enhed.

I virkeligheden handler det om, at vi skal acceptere, at vi har menneskeligheden tilfælles – eller sagt med andre ord, at vi skal acceptere os selv. Det er ord, der bliver gentaget mange steder, alt fra Dameblade til terapirum. Og det bliver gentaget, fordi det rummer en sandhed. Men for at kunne acceptere sig selv, så skal vi slippe de illusioner, vi har om os selv. De dagdrømme, hvor vi er de smukkeste, bedste og største, der findes.

Vi skal acceptere os selv, som vi er, og ikke som vi drømmer, vi er – acceptere vores menneskelighed. Det handler om ydmyghed. Ordet ydmyghed kommer af det latinske humilitas, der igen kommer fra ordet humus, som betyder jord. Ydmyghed handler altså om at tage vores jordeliv på sig. Ofte vil man få at vide, at man skal fokusere på sine stærke sider, men det kan give den vrangforestilling, at det kun er de stærke sider, der er værd at acceptere. Vi skal derimod acceptere vores jordeliv med alt, hvad det rummer, og dermed også de svage sider. De sider, hvor vi er bange, sårbare, skrøbelige og usikre. Det er også en del af det at være menneske. Og det er også en del af de sider, som Gud elsker dig for.

Vi skal have mod til at være svage. Og når vi tør det, så finder vi accepten af os selv. Både solsiden og skyggesiden.

Gud vil give os det rum – rummet hvor det bliver muligt at være til i al vores menneskelighed. Hvor vi kan finde sammen på tværs af alt det, der skiller os ad. Hvor der bliver bygget bro, fordi vi slet og ret er mennesker. Hvor vores hjerter kan få lov at slå roligere i tilliden til at det går an være os.

Jesus beder for os – beder om, at vi må blive ét. Bønnen er en kærlighedserklæring til medmennesket, at det er elsket af Gud.

Vi beder den dag i dag for verden omkring os. Vi går i forbøn hver søndag lige efter prædikenen, hvor vi beder for andre i håbet om, at Gud vil skabe rummet, hvor vi kan få øje på hinandens menneskelighed.

Vi beder fordi, vi får skænket en rum, hvor vi kan sænke paraderne og lade hjertet slå roligt.



Amen




Dagens tekst:

Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Joh 17,20-26

Ingen kommentarer:

Send en kommentar