Pinsedag 2014

Da jeg var barn elskede jeg at ligge i græsset på sommerdage og dufte jorden, mens jeg kiggede op i den blå himmel. Skyer, der svævede forbi og antog forskellige former som fantasien gjorde levende. Solen bagte og satte fregner på næsen. Og mens jeg lå der husker jeg den blide sommervind. Den vind, der luftede, svalede og mildnede solens stråler. Den vind gjorde det godt at ligge der, og bare være til. Vinden, der både pustede og kærtegnede på en og samme tid.

Mon Helligånden er som en vind, der både kærtegner os som en hilsen fra Gud, og puster liv i vores tilgroede tanker? Blæser os ud af fordomme, og får os til at tage skridt, vi ikke turde tage? Som vinden, der kommer lige i tide og mildner luften omkring os? Som vinden, der gør os levende?

Et øjeblik af væren. Kærlighedens eneste bud er, at når vinden kommer, så vend den i ryggen, men vov at vend dg mod den åbne arme og mærk pustet. Det er Helligånden – Talsmanden – der kommer.

Nu vil jeg blankt indrømme, at det her barndoms minde er ret idyllisk. Og jeg vil vove den påstand, at mange af jer har et minde, der ligner det her. Det er nemlig noget, børn gør. Lægger sig ned og kigger op på verden med store øjne. Faren ved det billede af Helligånden, som jeg ligesom selv har givet jer, er, at det nemt gør ånden til noget meget sødt, og intet andet.

Men Helligånden er mere end det. Den er også dybt provokerende. Den tvinger sig vej til vores hjerter og banker på med en kraft, der får det til at runge i vores indre. Den er såmænd sin egen rambuk, og åbner du ikke, så skal den nok banke hårdere.

Da Lukas skriver Apostelenes Gerninger, som jeg læste højt for jer fra alteret, skriver han om tunger af ild, der sætter sig på hver enkelt. Ild. Ikke en smuk glorie, men tunger af ild.

Som noget, der kan brænde sig vej – give dig et mærke for altid. Det har sin pris.

Helligånden har sin pris.

Den kræver dig.

Så hvad er det Helligånden gør? John V. Taylor, der var biskop, siger følgende om Helligåndens virke:

»Den Hellige Ånd er den usynlige tredjepart,
som står midt mellem mig og den
anden og gør os begge hver for sig opmærksomme
på, at den anden står der...Vi taler så
selvfølgeligt om Ånden som kilde til kraft.
Men i virkeligheden dygtiggør den os ikke ved
at gøre os unaturligt stærke, men ved at åbne
vore øjne« (s. 25). (Kærligheds og Sandheds Ånd, DMS 1979).

Helligånden er ånden mellem os mennesker, der kræver os, så vi åbner vores øjne – eller rettere åbner vore hjerter, så vi får øje på det menneske, der står ved siden af os. Det er øjnene, der ser, men hjertet, der forstår.

Det handler om relationer – om dig om mig.

Helligånden er mere end bare det enkelte menneske optaget af sin relation til Gud. Hvis det var meningen med skaberværket, at vi ikke skulle gå i fællesskaber, var Gud stoppet ved Adam, og vores Bibel ville have været noget kort. Men i skabelsesmyten hører vi, at Gud skaber kvinden, og den fortælling er symbol på det, vi mennesker erfarer livet igennem, nemlig at vi er skabt til at indgå i fællesskaber.

Jeg mødte engang en psykiater, der fortalte, at låste man et almindeligt menneske ind i en gummicelle, ville enhver i løbet af 14 dage få høre- og synshallucinationer. Man ville med andre ord få en hjerne, der ikke længere kunne kende forskel på virkelighed og fantasi. Det er bemærkelsesværdigt, at vi mennesker bliver ude af os selv, hvis vi er alene.

Vi er altså skabt til at få øje på hinanden.

Det er ganske unaturligt at vi hver dag går forbi så mange mennesker uden at se på dem, anerkender at de eksisterer, smiler til dem eller er nysgerrige efter at høre hvem de er. Og måske er det også derfor så mange mennesker i de store byer faktisk er ensomme.

Ensomhed er et grundvilkår, som vi alle føler i vores liv i større eller mindre grad. Den ligger der under overfladen som en protest mod livet, der bliver levet i ensomhed. Ensomheden rammer med en kraft, der kan true med at slynge os ud af vores livsbane. Den kan gøre os panikslagne. Den kan gøre os handlingslammede. Den kan stoppe tiden.

Ensomheden rammer – og den rammer, fordi vi er skabt til fællesskaber.

Jesus siger i dag: ”Jeg efterlader jer ikke faderløse; jeg kommer til jer”. Det er et stærkt udtryk, der fortæller noget om vores relationer, og den frygt, der måske har ligget i hans disciple den aften, Jesus taler med dem. Og måske er det også den frygt, der ligger i mange af os. Frygten for, at Gud vil forlade os – efterlade os i livet som forældreløse. Ethvert barn, der er blevet væk fra sin far eller mor i et supermarked kender den følelse. Frygten for, at man aldrig skal blive fundet igen.

Den frygt kender Gud, og siger derfor Jesus til sine disciple og til os: ”Jeg efter jer ikke faderløs; jeg kommer til jer.”

Jesus kommer til os som den Hellige ånd, der kan nå de steder, hvor vi ikke troede, der var plads til Gud.

Leonard Cohen, som I måske kender, synger i en af sine berømte sange, nemlig Anthem: ”There is a crack in everything. That is how the light gets in.” Oversat betyder det: Der er en revne i al. Det er sådan lyset kommet ind.

Der er hvad Helligånden gør. Finder den mindste revne i et forhærdet, forbitret eller forstenet hjerte, og der blæser den sin varme ånde ind, så den langsomt baner vej for lyset. Åbner os for, at ved siden af os, sidder et menneske, der har brug for dig.

Vi er skabt til fællesskab. Det betyder, at det menneske du møder på din vej – ethvert menneske, du møder på din vej – har brug for at blive set.

Helligåndens vinde blæser over denne verden. Åbner veje når alt ser håbløst ud. Åbner hjerter hvor kærligheden er visnet. Åbner vores arme hvor vi krampagtigt holder fast i os selv.

Det sker ikke mirakuløst på en gang, eller i et orgie af følelser – men det sker hele tiden i det små. Et smil, en håndsrækning eller en bøn. En handling eller et møde, der for altid brænder sig fast i vores erindring.

Som en stille sommerbrise, der mildner luften omkring os, og som en tunge af ild, der brænder sig fast i vores hjerter.

Kære menighed – Vi mennesker er skabt til fællesskab. Helligånden vil lede os i den retning.

Det holder vi pinse på – det bygger vi kirker på – det lever vi på.

Glædelig pinse.



Amen




Dagens tekster:
Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« Joh 14,15-21




Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« ApG 2,1-11




Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd. Jer 31,31-34