søndag den 29. juni 2014

2. søndag efter trinitatis 2014



Det modsatte af kærlighed må være had. Det er logisk. De er hinandens poler, som to magneter, der frastøder hinanden.

Når vi siger til et andet menneske, at vi enten hader det eller elsker det, så er ordene så kraftfulde, at de gør noget ved modtageren. Ordene baner sig vej helt ind i hjertet, hvor de påvirker os. Det gør en forskel om vi hører, at vi er elsket eller hadet. Og selvfølgelig vil vi helst høre, at vi er elsket.

Derfor virker det fremmed og provokerende, at Jesus i dag siger til os, at den, der vil følge ham, skal hade sin far, mor, bror, søster og sit eget liv. Det modsatte af kærligheden. Dagen i dag bliver kaldt for trinitatistidens langfredag. Og ligesom langfredag er fyldt med mørke, svigt og brudte relationer, så rummer den dag ved første øjekast det samme mørke. En tristesse, der kan true med at følge os ud af kirken og ind i livet.

Hvis det er kristendom at hade sin familie, så vil jeg ikke have noget med det at gøre. Det er for at være ærlig. Jeg kradser mig på ordene. Og det kan forekomme som om Jesus har misforstået sit eget budskab.

Hvad skal det nytte?

Det er en vanskelig tekst, der kræver noget af os. Hvad er budskabet til os i dagens evangelium? Ordet evangelium kommer oprindeligt fra græsk, og betyder det gode budskab. Det vil sige, at evangeliet har et godt budskab til os, som vi kan gå ud af kirken med. Det er også der, at arbejdet begynder, for livet som kristen er ikke bare at læse i Bibelen, og så gøre hvad der står ord for ord – bruge den som en fejlfri lov, vi skal følge. Den tilgang gjorde Jesus op med. Han gik i rette med de mennesker, der stod med en gammel skrift i hånden, og en løftet pegefinger belærende svingende mod andre mennesker. Som om den gamle skrift var sandheden selv. Bibelen er ikke en dommerbog, vi skal bruge til at slå hinanden oven i hovedet med, og fortælle hinanden, hvem vi synes der er dum, tager fejl eller lever forkert. Det er misbrug af Bibelen, og det støder mennesker fra hinanden, og skaber splid og fordømmelse.

For at undgå det, så er det, at arbejdet begynder.

Den der har øre, at høre med, skal høre, siger Jesus til os. Vi skal høre og lytte. Gør man det, vil man også nogle gange støde på grund eller kæmpe med en tekst. Eller kæmpe med os selv. Vi skal med andre ord investere os selv i mødet med teksten, for kun sådan kan vi finde evangeliet i evangeliet.

Og derfor er det nærliggende at stille spørgsmålet: hvem er du? Det er et sjældent spørgsmål i Danmark, hvor vi er mere tilbøjelige til at spørge, hvad laver du? Men det er et mere interessant spørgsmål, at spørge: Hvem er du?

Vi har hvert vores svar på det spørgsmål. Hvem er jeg? Det varierer fra person til person, hvad vi lægger vægt på, for det handler om identitet. Vi bygger vores identitet på relationer, tilhørsforhold, ja sågar på oplevelser. Livet former os. Vi skaber hele tiden vores identitet, og fylder vores liv med Jeg er- ord. Jeg er træt, utilfreds, ulykkeligt. Jeg er glad, lykkelig, opløftet. Jeg er introvert, ekstrovert, leder, tidsoptimst. Jagten efter jeg er-ord.

Vi vil gerne vide, hvem vi er. Vi vil gerne vide, hvordan andre ser os.

Det er vores verden. Det er ikke forkert, det er bare vores verden. Vi lever i en verden, hvor vi selv er aktører i vores stræben efter at danne vores identitet. Og derfor har vi også nogle gange ret travlt – med os selv.

”Du skal elske din næste som dig selv” står der dog i Bibelen. Det bliver ofte omskrevet til: du skal elske dig selv før du kan elske andre.

Det er en eviggyldig sandhed, at vi stræber efter og ønsker os kærlighed i vores liv. Og det gennem relationer – venner, ægtefælle, kæreste, børn, søskende, forældre osv. Om vi har de relationer eller ej, så ligger det som et fundamentalt ønske i os at være en del af en kærlighedsmættet hverdag med andre. Vi har brug for at elske. Det er ikke forkert, det er bare vores verden.

Men vi er mere end vores egne jeg er-ord. Det er ikke altid, vi kan se det, og derfor har vi brug for at høre det. Vi har brug for at høre om evangeliets kærlighed. Kærligheden til næsten. Du skal elske din næste. Det er nemt, når det er en, vi kender, som er en del af vores verden og vores liv. Men evangeliet puffer til os, og skubber os ud af vore comfort-zone ved at sige til os, at vi skal elske den næste, der ikke er den del af vores verden. Jesu forkyndelse er talen om den kærlighed, der elsker det, den ikke ejer eller er en del af. I Guds rige elsker et menneske det, han ikke ejer. Jesus elskede aldrig det, han ejede, for han ejede jo ingenting, så derfor rettede han kærlighed sig altid mod næsten, der også var den fremmede.

Det er nemt at elske at dem, man holder af; men for at verden som helhed skal kunne hænge sammen, er det ikke nok kun at elske sine egen. Vi skal elske vores næste. Vi skal turde lukke kærligheden ind i vores liv – og ikke kun vores egen lille kærlighed, men den store kærlighed – Guds kærlighed. Det kræver et afkald, som at hade sin far, mor, bror, søster, kone og børn.

Når evangeliet bruger ordet hade, så tillægger vi den betydningen, at man hader med følelserne. Men ordet betyder egentligt at tage afstand fra eller at sætte til side.

Hvad betyder det så? Det betyder, at der er to slags kærlighed. Guds kærlighed og vores kærlighed. Vi elsker i vores verden – det er en smuk kærlighed, der kan være selvopofrende og selvforglemmende, men den er også selvisk. Vi elsker de udvalgte, og derfor er vores jordiske kærlighed ikke større end vores egen lille verden. Det er ikke forkert eller syndigt, det er bare vores verden.

Gud har større forventninger til os end det. Han vil åbne vores verden for hinanden gennem sin kærlighed. En kærlighed, der er så stor, at den ikke kan rummes i en lille verden, men elsker det, der er udenfor. Vi skal elske vores næste, men ikke kun den næste, der er nem at elske. Vi skal anstrenge os for at elske den næste, vi ikke kender eller forstår.

Derfor skal vi sætte vores egen lille verden til side, og vove os ud af den. Vove at se næsten, hvor han er.

Evangeliet er ikke kun ord, men kræver handling. VI må gøre noget af det, vi snakker om herinde. Hvis vi ikke handler bliver vores ord tomme og hule. Ord og handling skal hænge sammen, ellers hænger vi heller ikke sammen. Vi taler om troværdighed i disse dage, og den ene politiker efter den anden bliver revset, fordi det ser ud som om der ikke er sammenhæng mellem ord og handling. Ord og handling skal hænge sammen. Kirkens forkyndelse skal have konsekvenser for sognet – have konsekvenser for dig.

Prisen for at følge Jesus er, at vi tager i mod Guds kærlighed. Men det har en konsekvens. Du kan risikere, at du elsker din næste og din verden bliver større.

Amen


Dagens tekst:
Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« Luk 14,25-35

Ingen kommentarer:

Send en kommentar