5. søndag efter trinitatis, 2014

Hvor er Gud henne i verden i dag?

Det er et spørgsmål, jeg igen og igen er vendt tilbage til i disse dage, hvor reportager om uro, vold, krig og fjender presser sig på i medierne. Der er mennesker, der bliver behandlet uden respekt, slået ihjel og skammet ud.

Hvor er Gud?

Det er spørgsmålet de dage, hvor verdensnyhederne bliver fyldt med tragedier. Når skrigene fra jorden fylder himlen, og vi mennesker behandler hinanden med ondskab.

Det kan være svært at finde Guds tilstedeværelse i sådan en verden, hvor man føler sig magtesløs, og hvor friheden er trængt. Det kan være svært at tro på det gode i mennesker, når vi oplever, at mennesker begår uhyrligheder, og lukker hadet og hævnen ind i hjertet.

Vi føler os sårbare i mødet med det onde, og i desperation er det meget nemt, at tro, at man kan bekæmpe denne ondskab med ondskaben selv. Vi tror, at hvis jeg lukker ondskaben ind, at vi nemt kan lukke det onde ud igen; men ondskaben forandrer vores handlinger, så vi ikke længere handler om mennesker, men som noget andet.

Derfor skrev Paulus også, at vi ikke skal lade os overvinde af det onde, men at vi skal overvinde det onde med det gode (Rom 12,21).

Vi skal møde det, der splitter os ad, med det der samler os. Vi skal insistere på fællesskabet, når fællesskaber bliver brudt. Vi skal insistere på kærlighed, når hadet tager over. Vi skal insistere på lighed, når mennesker behandles uretfærdigt.

Det var, hvad Jesus gjorde – insisterede på fællesskab, retfærdighed og kærlighed. Jesus insisterede på det gode i mødet med det onde, fordi sådan er Gud. Gud har en intention med skaberværket, som vi hører om igen og igen i skabelsesmyten. Hver gang Gud skaber, så ser han, at det er godt. Skaberværket er i udgangspunktet godt. Og til sidst skaber han mennesket i sit billede. Vi har noget i os, der har en lighed med Gud, og derfor er vi også hans børn. Gud elsker sine børn. Alle sine børn. Selvom vi kan ødelægge livet for hinanden, så er vi også i stand til at gøre store gerninger. Vi kan med Guds hjælp genoprette tillid, forsoning og kærlighed. På trods af det, der river os fra hinanden, beviser vi også, at vi har potentialet til at elske.

For nylig så jeg et videoklip fra 1980’erne, hvor en mand, der havde reddet børn fra KZ-lejrer blev hyldet. Hans hyldest var, at de børn, han havde reddet, havde fået lov til at blive voksne, og nu mødte ham som voksne. Man anede i de voksne, de børn de engang var.

Vi har et valg. Du har et valg. Vi kan vælge at se hinanden som Guds børn. Vi kan vælge kærligheden, ligheden og retfærdigheden til.

Jeg tror ikke på, at vi mennesker er født med had til hinanden. Børn har ikke fremtidsdrømme om at blive mordere, krænkere, krigsforbrydere eller hvad vi ellers kan opregne af onde handlinger. Det er noget, de lærer som de vokser op. Hvorfor den lærdom har så god grobund hos nogle mennesker end andre, kan jeg ikke svare på; men vi kan se, at det bliver en livsvej for dem, at gøre andre ondt.

Men vi er skabt til noget bedre end det. Vi er skabt til at lade Guds skaberværk vokse i kærlighed – eller sagt med andre ord, så er vi skabt til at leve sammen. Det er en opgave, vi er kaldet til at løse. Kaldet. Vi har et kald.

Der er mange fantastiske fortællinger om kaldelse i Bibelen, og det har handlet om mennesker, der har gjort store gerninger. Men netop fordi de gerninger er så store, kan det forekomme for stort at se sig selv som kaldet.

Men kald er andet end de store gerninger, som Bibelen er skrevet af – kald er, at Gud har kaldet på dig. Han har kaldt dit navn. Og når der bliver kaldt, så skal vi svare. Det er svaret, der er forskellen. Vi skal give et svar, når Gud kalder på os. Hun Vi har et ansvar i vores liv. Lutherdommen taler om, at mennesket lever af Guds nåde alene. Det er sandt, at vi ikke kan komme ind i Himlen gennem vores gerninger, og at vi har brug for Gud i vores i liv. Men det betyder ikke, at vi ikke har et ansvar overfor hinanden. Det betyder ikke, at vi har card blanche til at handle som vi vil, for Gud kalder på dig, og du skal svare. Gud ved godt, at ingen af os er ubetinget gode eller onde, men han elsker os som vi er, så kan få modet til at elske os selv og hinanden på trods af vores fejl.

Og Gud sætter sin lid til os. Os små mennesker, der er sårbare og som ikke altid magter livet eller godheden. Det er os, han kalder på. Men netop os, som han skabte. Vi er nok sårbare, men vi er skabt i kærlighed, og den kærlighed lagde sig som et svøb om hele vores eksistens. Det er udgangspunktet, endepunktet og midten. Det er det første og sidste - alfa og omega. Det er Gud.

Han elsker os med vores fejl og med vores potentialer. Det er den levende Gud, der kan det og gør det.

Levende!

Det er et af nøgleordene i evangeliet. Levende. Gud er skaber, og dermed er han den kraft, der får græsset til at vokse, solen til at skinne, livet til at bryde gennem asfalt, og får øjne til at mødes.

Levende er så stærkt et ord. Det emmer af liv, kærlighed og vilje. Det emmer af troen på fred, hvor alt ser håbløst ud.

Simon Peter bekender, at han tror, at Jesus er Kristus den levende Guds søn. Den bekendelse spirer og springer fra hjertet, og ikke fra hjernen. Det er ikke en erkendelse, men en bekendelse.

Bekendelsen er det levende, der på trods alligevel vokser. Vi kender det fra naturen. Selvom vi fjerner ukrudt og beskærer, så vil naturen – livet – altid finde vej tilbage. Det kan tage tid, men det ligger i skaberværket, at det levende vil vokse frem, fordi Gud er den levende Gud.

Og det er den levende Gud, der har kaldt på dig. Han kalder på dig, fordi han tror på dig. Tror, at din kærlighed gør en forskel i verden.

”Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød.” (DDS 370) Sådan synger vi i en kendt salme. Livets Gud har dine hænder. Vi er kaldt til at være verdens hænder, vi er kaldet til at møde hinanden med hænderne først, udstrakt i et håndtryk, et knus eller en omsorgsfuld favn. Gud er der, hvor vi er. Det er svaret på spørgsmålet til at begynde med. Det er ikke en erkendelse; men en bekendelse. Gud er, hvor vi er, hvor vi så end befinder os.



Vi er kaldet til at være mennesker for hinanden. Svaret er op til dig.







Dagens tekst:

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?« Matt 16,13-26