Gud i virkeligheden.
Hvem er Gud? Ja, og her mener jeg ikke bare den gamle mand med skægget, der danser på en sky. Jeg taler om den Gud, der virkelig findes. Hvis han altså findes.
Jeg bliver som præst ofte spurgt om jeg i virkeligheden tror på Gud. Mener de mon, at findes en u-virkelighed, hvor man kan tro på Gud, og en virkelighed, hvor man ikke behøver? Det minder om en biograf, hvor man sætter sig i sædet klar til at blive underholdt. Vi ser en historie, der både kan gøre os forskrækkede, få pulsen til at banke og berøre vores hjerter. Vi kan glemme tid og sted, men når rulleteksterne begynder, lyset bliver tændt og dørene åbnet, så kan vi frit gå ud fra biografens mørke, tilbage i virkeligheden. Vi ryster historien af os, underholdt for et øjeblik, og går videre med livet.
Men er det at tro på Gud, ligesom en god biograffilm?
Der findes ingen svar på om Gud findes. Der er hverken fundet matematiske formler eller fysiske beviser på, at Gud er til. Faktisk er det eneste, vi har, de fortællinger, vi hører om Jesus. Forskere ved, at der har levet en mand, der hed Jesus, men de kan ikke svare på, om han var Guds søn.
Men hvorfor så tro?
Der findes en bog, der hedder: ”Den lille prins” skrevet af Saint-Exupéry. I bogen møder en mand den lille prins. Prinsen overtaler ham til at tegne et får. Manden er ikke særlig dygtig til at tegne, og han forsøger flere gange at tegne et får. Til sidst giver manden op, og tegner en kasse med lufthuller i. ”Der har du dit får” siger manden til den lille prins. Den lille prins ser på kasse, og udbryder til mandens store overraskelse, at det lige præcis er sådan et får, han altid har ønsket sig.
Sådan er Gud også – i virkeligheden. Vi finder ikke et bevis på, at han findes, men vi må tro på, at han, ligesom fåret i kassen, faktisk er til.
Det er med Gud som med kærligheden. Vi ved, at den er til, når vi bliver forelsket, men vi har ikke brug for at finde den i vores hjerter. Vi kan mærke, at den er der. Vi har heller ikke brug for at rode i hjernen for at finde stoffet, der gør vores knæ bløde, når vi ser ham/hende vi er vilde med. Det er nok bare at vide, at man er forelsket.
At tro er både at kunne se et får i kassen, og vide at man er forelsket uden at have set, hvordan en forelskelse ser ud. Det er mere end bare en god biograffilm. Gud i virkeligheden er at tro på noget, vi ikke kan se, men tro alligevel.
https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar