onsdag den 30. juli 2014

Faze artikel, KFUM og KFUK, oktober 2012



Skal man tilgive had?


Det er så nemt, at sige, at man hader. Jeg hader søndage. Jeg hader broccoli. Jeg hader at stå tidligt op.

Vi siger hele tiden, at vi hader. Men det ændrer sig, hvis vi siger det til et andet menneske. Vi bruger tit en masse hårde ord, som vi i virkeligheden ikke mener, og ”at hade” er et af dem. Vi siger det, og tænker ikke over, hvordan det bliver modtaget. Det er nemmere at sige til en, at man hader dem, end det er at høre det.

”Jeg hader dig”. Ordene kan skære sig gennem kroppen, og sætte sig helt inde ved hjertet, hvor de kiler sig fast. Der bliver de ved med at sende budskabet ud igen og igen, indtil den, der hørte dem, begynder at tro, at de er sande.

Ord forsvinder ikke, når vi har sagt dem, men kan blive ved med at klinge resten af livet. Ord kan ødelægge os.

Skal man tilgive det?

I England findes der en kirke (Sct. Michaels Church i Coventry), der blev bombet under 2. verdenskrig. Kirken lå i ruiner. Borgmesteren går en dag mellem ruinerne, og finder tre søm fra kirkens loft. Dem binder ham sammen til et kors, der skal minde os om, at man selv i ruiner kan finde håb og tilgivelse.

Korset blev lavet af søm. Søm som andre så på som ligegyldige, men som blev til et kors, der i dag er brugt over hele verden som et symbol på håb.

I kristendommen tror vi på, at Gud finder håb, hvor alt ser håbløst ud. Han tager det menneske, der er lagt i ruiner og ødelagt, og finder det frem, der er værdifuldt. Det Gud finder og tager frem, kan af andre, ligesom de tre søm, blive fejltolket som skrald og værdiløst. Men i Guds øjne er vi elsket, fordi han kan se gennem vores kaos, og se mulighederne.

Jesus døde for 2000 år siden på et kors. Han døde af kærlighed til os. Da han hang på korset bad han for sine fjender: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Lk 23. 34).

Jesus bad om at hans fjender måtte tilgives, fordi de ikke var klar over, hvad de gjorde. Jesus bad om, at Guds kærlighed også måtte nå dem, og at Gud ville finde det værdifulde frem i dem.

Vi må ikke smide andre mennesker ud som skrald, fordi de i vores øjne er værdiløse. Vi må tro på, at der i alle findes noget værdifuldt, der i Guds øjne bliver smukt.

Skal du tilgive had?



Det kan være svært, når man selv er blevet såret og ødelagt. Derfor har vi brug for Gud. Vi må bede Gud om, at tilgive, når vi ikke selv kan. Og vi må bede Gud at se det værdifulde i os alle.




https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

2. søndag efter påske, 2024

Der er lyde overalt i vores liv. Der er bilernes brummen og der er cyklernes ringeklokker – der er mågernes skrig og solsortens sang – der e...