onsdag den 30. juli 2014

Faze artikel, KFUM og KFUK, juli 2013

I Guds øjne er du værdifuld

Mennesker er skabt til at være sociale, men det betyder ikke, at det er let.
I mødet med et andet menneske finder vi ud af, hvem vi selv. Vi spejler os hele tiden i dem, vi møder, og derved lærer vi også noget om os selv. Man kan sige, at vi bærer lidt af hinandens liv i vores hænder.

Det begynder allerede, når man er spædbarn. Et spædbarn bruger den første tid af sit liv på at spejde ud og få øjenkontakt med andre mennesker, for at blive set. Vi har alle sammen brug for at blive set, og derfor holder vi aldrig op med at spejde ud for at få øjenkontakt med andre mennesker.

Derfor gør det også ondt, når andre ikke ser os, eller når andre ignorerer os. I nogle samfund smed man folk ud af fællesskabet, hvis de skulle straffes. Det var den hårdeste straf, for pludselig hørte man ikke til nogle steder og ens familie og venner lod som om man ikke eksisterede. Dem, der blev smidt ud, må have følt sig værdiløse.

Men det kan være svært at være i et fællesskab, for på den ene side har vi brug at møde andre, så vi kan blive set, og på den anden side kan det gøre ondt, hvis vi bliver såret, glemt eller svigtet. Man kan føle sig ensom, også sammen med andre.

Mennesker er skabt til at være sociale, men det betyder ikke, at det er let.

Fællesskaber er svære, fordi der er så meget dynamik, når vi er sammen. Vi kommer med hver vores livsfortælling, opfattelse af verden og os selv. Nogle står med tårer i øjnene, fordi de føler, de ikke slår til, og andre kan have travlt med at fortælle, at deres liv er perfekt. Men når vi skræller alt det af, så står der altid et menneske tilbage, der har brug for at blive set, og få at vide: du er noget værd.

Da Gud skabte verden, skabte han to mennesker, så vi ikke skulle være alene. Men Gud ved også, at vi nogle gange føler os ensomme eller værdiløse alligevel. Fællesskaber er ikke altid lette, fordi vi glemmer, at fællesskabet er Guds ønske for os. Vi glemmer, at et fællesskab altid kan rumme en mere – og især den, der står alene. Et fællesskab er ikke defineret ved sin størrelse, men ved at der er plads til en til.. Man kan sige, at fællesskabets opgave er, at spejde ud og få øje på den, der står i udkanten og mangler et sted at høre til, og derefter invitere ind.

Når man går til gudstjeneste, bliver man i slutningen af gudstjenesten altid velsignet. Velsignelsen lyder sådan her:

Herren velsigne dig og bevare dig.

Herren lade sit ansigt lyser over dig og være dig nådig.

Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.



I velsignelsen hører vi, at Gud løfter sit ansigt mod dig. Gud får altså øje på dig midt i mængden, og ser dig.




I Guds øjne er du værdifuld. Han ser forbi alt det uvæsentlige og siger til dig igen og igen, at du altid vil høre til i hans fællesskab. Du er en vigtig del af hans fællesskab, og derfor er du aldrig mere alene end, at Gud står lige ved siden af dig indtil verdens ende.




https://www.kfum-kfuk.dk/maalgrupper/ung/magasinet-faze/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar