onsdag den 30. december 2015

Juleaftensdag 2015



Jeg vil dele en historie med jer om min mormor og morfar. De var engang for mange år siden på ferie – en af de første charterrejser til Mallorca. En dag går de en tur, og der kommer de forbi en bunke affald. Der er umiddelbart ikke noget at se, men da min mormor er kommet næsten forbi strejfes hendes blik af noget, der ligger i bunken.

Og der mellem affald og ubrugeligt skrammel ligger en Jesusfigur. Hun tager den op mellem sine hænder, og da opdager hun, hvorfor den lå der. Den ene arm var brækket af.

Alligevel vælger hun ikke at kaste den tilbage i skraldet, men at tage den med sig. Hun lægger den i sin kuffert hjem til Danmark. Da hun kommer hjem til Danmark reparer hun armen med ler og min morfar laver et kors, så Jesusfiguren igen kan komme til sin ret.

Det er en fortælling, jeg har hørt hele min barndom. Historien om Jesusfiguren min mormor fandt i en affaldsbunke.

Der er noget utrolig fint ved den fortælling. Det, der i første omgang kan forekomme som affald, som brugt og nytteløst, det kan klinkes – det kan repareres. Det kan blive nyt og fint – det kan blive til noget andet.

Det er en fortælling om muligheder. Mulighedernes magt.

Og julen er en fortælling om muligheder.

En julenat slog Gud hul på himlens hvælvning, så han kunne strække sig hele vejen ned til jorden, og lade sig føde som et lille barn. Maria – en ung teenager fra byen Nazareth var mor. Et usandsynligt og højst tvivlsomt valg, hvis man skal vurdere det. Hvorfor lige vælge en ung, fattig pige, der ikke engang var gift. Man så anderledes på børn uden for ægteskabet dengang, så hun har sat både sin familie og sin forlovede i en frygtelig kattepine. For hvordan kunne det gå, at hun kunne blive gravid? Ja, vi ved jo godt hvordan det gør til, men hun fortæller en historie om en engel, der kommer og besøger hende, og så er hun gravid. Det må have vakt en del tvivl og mistro hos hendes nærmeste.

Det ville da have været lettere hvis Gud havde valgt en gift kvinde, så de slap for al balladen. Men det gjorde han ikke. Måske så Gud muligheder gemt hos Maria. Muligheder der endnu ikke var udfoldet, men som kunne det, hvis de fik chancen til det.



Men muligheder skal have chancen for at udfolde sig. De skal have plads og tillid. Tro på at der er mere end øjet lige ser.

Der findes en ordsprog, der hedder: Man skal ikke skue hunden på hårene. Det betyder, at man ikke skal se på det ydre, men på det indre. Det kan vi jo ikke gøre ved første øjekast, og derfor bliver man også nødt til at gøre sig umage, når man møder et menneske. For nogle mennesker gemmer sig bag en masse forsvarsværker for ikke at vise omverdenen, hvem de er. Det kan være store ord, sårende ord eller grimme ord, de gemmer sig bag. Eller det kan være tåbelige handlinger eller måske de vender sig bort, når man kommer for tæt på. Vi skal ikke skue hinanden på ord eller handlinger, men nogle gange anstrenge os for at få øje på det, der ligger bagved. Det er så nemt at dømme hinanden ude, men den virkelige opgave ligger i at dømme hinanden inde i fællesskabet.

Der ligger muligheder i hver eneste af os. Det er skabelsens vilkår, at Gud har skabt os med muligheder. Vi har mulighed for at vokse som mennesker, lade kærligheden slå rod som var den et lille frø, der skal vokse sig stort i vores hjerter. Kærligheden har mulighed for at blive så stor, at mistro, frygt og fordomme visner i skyggen af kærligheden. Den mulighed ligger der. Men vi skal turde sige ja tak, når frøet bliver lagt. For ligesom ethvert andet frø, vi planter i haven, kolonihaven eller altankassen, så skal det have næring, lys og plads for at kunne vokse. Vi kan kvæle kærligheden, hvis vi ikke passer på den.

Ja, frøet er for altid lagt i vores hjerter – det gjorde Gud helt fra begyndelsen af, men vi skal give det rum til at vokse. Den mulighed har vi alle, hvis vi giver, ikke bare os selv, men særligt hinanden plads, troen og tilliden til at vokse i. Kærlighed er stædig – den vil vokse bare den får chancen. Faktisk kan man sammenligne kærligheden med en mælkebøtte, som haveejerne er ret trætte af. Men hvis vi ser bort fra det, så er det forunderligt, at mælkebøtten bare skal have en sprække, så vokser den. Den spirer op gennem asfalten, hvis den får mulighed for det. Og når den er klar, så spreder den sine frø på de fineste, blødes små englefrø, der af vinden får dem til at danse langt bort – for også langt borte har de brug for kærlighed.

Kærlighed er som en mælkebøtte. Den kan kvæles, men giver vi den bare lidt plads, så blomstrer den. For kærlighed er det stærkeste i hele verden.

Det er julens budskab – kærligheden er så stærk, at Josef sagde ja til at være stedfar, så stærk at Maria sagde ja til at blive Jesu mor, så stærk at Gud blev et menneske julenat, og så stærk at vi den dag i dag 2000 år senere stadigvæk samles juledag og lytter til fortællingen om det lille barns fødsel.

Og kærligheden er stadigvæk tilstede i verden, selvom jeg nogle gange kan komme til at tvivle, når jeg ser de rædsler vi mennesker udsætter hinanden for, og den forhærdelse, der er kommet i så mange sind over for vore medmennesker. Da kan jeg tvivle på kærligheden, og da glemmer jeg, at kærligheden kan vokse op gennem selv det hårdeste asfalthjerte. Men vi må ikke tvivle på kærlighedens magt, men hele tiden bære troen på den fremstrakt i vores hænder.

Kærligheden er stærk, og den kan klinke selv den dybeste revne. Gud kan sætte det sammen, der er gået itu. Selv det, der for os, kan se ud som om det ikke har værdi, fordi det er krøllet, trådt på eller i stykker – der ser Gud muligheden, og værdien.

Og vi kan lade os inspirere af det. Vi kan øve os i at se værdien i det der umiddelbart er værdiløst og smidt ud. Vi kan se mulighedes kærlighedsfrø.

Ligesom min mormor så værdien i en ødelagt Jesus figur, skal vi se værdien i et ødelagt menneske, og give det muligheden for at vokse.

Jeg vil her til slut gerne vise jer korset, som min mormor og morfar ved fælles hjælp lavede. Det hang på væggen i deres hjem, og da de døde arvede jeg det. Nu er selve korset ved at gå fra hinanden, så min mand skal reparere det for mig. Og på den måde fortsætter historien om den værdiløse figur, der viste sig at have stor værdi.

Amen




Dagens tekst:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14

Ingen kommentarer:

Send en kommentar