onsdag den 30. december 2015

Nytårsaften 2015



Jeg vil begynde med legende, der hedder: ”Det gemte lys”. Den lyder sådan her:

Da Gud skabte solen, lod han den til at begynde med lyse både dag og nat, så jorden på den måde hele tiden blev overstrålet af et guddommeligt lys. Men Gud så ind i fremtiden og så, at mennesker ville komme til at vende sig bort fra lyset og i stedet vælge den mørke vej.

Da trak Gud en del af solens lys tilbage, så solen kun skinnede i løbet af dagen. Det lys, som på den måde blev til overs, delte han op i små, lysglimt, som han gemte overalt i verden.

Disse lysglimt fik mennesket derefter til opgave at søge efter, hver og en på sin egen måde. Nogle finder det i form af et venligt ord fra en ven, andre i en hjælpende hånd fra en fremmed og atter andre i et mirakel fra himlen.

Lysglimtene kommer på forskellige måder, men de findes – rede til at sprede deres guddommelige lys til det menneske, der har brug for det (Altid elsket, tanker om tro og kærlighed. Kristina Reftel, Unitas forlag).

Sådan lyder legenden om lyset. Selvom det bare en legende, så kan det alligevel sige os noget om, hvordan vi mennesker kan gøre livet dybere for hinanden. For selvom der er massevis af eksempler, der modsiger Guds lys i verden, så er der lige så mange eksempler, der bekræfter, at godheden er blandt os.

Vi skal se dem – få øje på dem. Og nogle gange kan det gode være skjult for os, så vi knap for øje på det. For Gud havde ret, da han forudså, at vi mennesker nogle gange søger mørket frem for lyset.

Vi kan drages ad veje, hvor vi pludselig ser det som vores pligt at undertrykke andre, og nogle gange bliver Gud ligefrem brugt som blåstemplingen af det, selvom det slet ikke er Guds mening at dele mennesker op i A og B hold. Sådan ser vi det, når store dele af verden erklærer krig mod dem, der er anderledes tænkende. Der bliver dannet fjendebilleder, der ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Eller vi drages ad veje, hvor vi krampagtigt holder mere på vores egne rettigheder end ser medmenneskets nød. Sådan oplevede store dele af Europa det, da flygtningestrømmene begyndte at bane sig vej gennem Europa, og vi blev udfordret på vores næstekærlighedssyn.

Eller vi drages ad veje, hvor vi tror, vi er mere værd end andre mennesker. At vi er tættere på at gøre det rigtige end andre, og vi langer ud efter dem, vi er uenige med på facebook eller i samtalen, hvor vi er med til at nedbryde tilliden til hinanden.

Eller vi drages ad veje, hvor vi kroger os om vores eget jeg, og ikke længere opdager verden omkring os. Opdager mennesker, lyset eller kærligheden, fordi vi kun kan få øje på mørket i os selv. Og bitterheden tager over.

Der er nok at veje, der drager os mod mørket. Men der er også veje, der drager os mod lyset. Der er veje i lys.

Men vi må ikke stå på gadehjørnerne som hyklerne og vise os for mennesker, formaner Jesus os. Hvorfor nu ikke.

Det kan lyde som det største drag over nakken på det menneske, der endelig har fundet kærlighedens lys, og så derfor gerne vil dele den med andre. Det lyder som Jantelovens klamme hånd, der lægger sig over ens mund og hjerte og klemmer til. Hvorfor nu ikke råbe lyset ud fra hustagene?

Fordi livet med Gud ikke er et kunststykke, der skal beundres, men en måde at være i verden på – det er en måde at leve på.

Og livet er ikke skinnende, pænt og blankpoleret. Livet er livet. Vi skal ikke vise vores renvaskede sjæle frem til beundring, men leve.

Det handler om det skjulte i livet. Men hvad har vi dog at skjule, kunne man spørge? Bør man ikke være stolt af alt det, man gør rigtigt. Undersøgelser har vist, at vi i højere grad angiver fartsyndere, sort arbejde. Vi angiver socialt bedrageri. Vi giver mere, når der er landsindsamling. Vi er på overfladen bedre mennesker. Vi gør det rigtige. Vi er rigtige. Men så var der en mand, der sagde, at det måske var omvendt. At jo mere rigtigt, det så ud på overfladen, des mere var der skjult af snavs under overfladen.

En mand, der sagde, at det handler om hjertet, og ikke om at følge reglerne, så det ser godt ud i andres øjne?

Det skjulte skal frem i lyset, og det i lyset skal være skjult. Det er omvendt af hvad vi nu gør. De fleste vil gemme det væk, de skammer sig over. De vil gemmer det væk, de gjorde forkerte. De episoder, hvor de sårede andre eller ikke slog til. De vil gemme det væk, der ikke passer med vores selvforståelse. Skammen over det vi ikke magtede. Men det behøver vi ikke gemme væk, for det er også en del af livet. Det skal ikke være i mørket, for det er netop det, der gør os til mennesker. Når vi må indse, at vi ikke kan klare livet alene.

Vi beder i Fadervor: ”For dit er Riget og magten og ære i evighed. ”

Det er vigtige ord, for her hører vi, at det er Gud, der har magten. Det er ikke os. Vi har derimod brug for at lægge vores liv i hænderne på ham, der er magtfuld. Det er en kæmpe lettelse, for det betyder, at alt det, vi skammer os over, det får vi hjælp til at bære. Det er ikke meningen, at vi skal leve et liv, hvor vi ikke træder ved siden af. For sådan er det. Vi er syndere, for nu at bruge et fortærsket og misforstået udtryk. Vi kommer til at træde ved siden af. Men det skal frem i lyser, så vi der kan give det i Guds hænder. Og gøre os fri af det. Få tilgivelsen og lyset.

Og det der nu er lyset, det skal være skjult. Vi skal ikke bringe vores omsorg, barmhjertighed og godhed til torvs. Det skal ikke stå til skue for andre, så de kan blive misundelige eller beundre det. Nej, vi må forstå, at godhed ikke er vores, men er noget der bliver levende mellem os. Godhed er ikke noget vi kan eje eller noget særligt ved vores karakter. Nej, godheden sker, når vi møder hinanden, og Guds guddommelige lys skinner mellem os, så det lyser os helt ind i krogene af vores hjerters mørke. Så vi kan ikke bryste os at vores godhed, for æren er alene Guds – og det til evighed.

Amen og glædeligt nytår



(Inspireret af Kathrine Lilleøers prædiken til Nytårsaften)




Dagens Tekst:

»Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.« Matt 6,5-13

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

2. søndag efter påske, 2024

Der er lyde overalt i vores liv. Der er bilernes brummen og der er cyklernes ringeklokker – der er mågernes skrig og solsortens sang – der e...