13. søndag efter trinitatis, 2018

Der findes et forsøg med aber, der handler om, hvorvidt aber forstår retfærdighed. Forsøget var sådan her:

Man tog to aber i hver deres bur ved siden af hinanden, så de kunne se hinanden. Opgaven var så, at aberne skulle række en sten ud til forskeren, der så ville give dem et stykke agurk for stenen. De var begge glade for deres stykke agurk. Men så får den ene abe en vindrue, der i abeverdenen er meget bedre end agurk. Og det ser den anden abe. Og da det bliver dens tur, rækker den en sten frem – og får, ikke en vindrue, men en agurk. Hvad gør aben – smager på agurken, og smider den derefter resolut på gulvet. Det var ikke en vindrue. Da den får stenen igen, undersøger den om stenen er ok ved lige at banke den mod væggen – så afleverer den stenen, og får igen agurk. Også det stykke lander på gulvet. Den vil have en vindrue. For den anden får jo vindrue, og det er ikke fair, at den ikke selv får.

Forsøget var banebrydende for det viste, at aber har forståelse af retfærdighed. Det var ok så længe de begge fik agurk, ja så smagte det lige som det skulle, men hvis den anden fik noget bedre for samme opgave, så ville den slet ikke have agurken. Man skulle tro, at et stykke agurk er bedre end ingenting. Men sådan reagerede aben ikke.

Det er så interessant fra et biologisk synspunkt, at abers adfærd nogle gange minder om menneskers. Og også fordi der er en fællesnævner i skabelsen. Alt levende i skabelsen udviser en adfærd omkring retfærdighed. Vi kæmper ikke kun for at overleve på de andres bekostning – det skal gå fair til.

Det tror jeg, siger noget om den Gud, der har skabt alting. Nemlig at han har villet at retfærdighed skal være en del af vores liv. Og hvis aberne har den, hvor meget mere så ikke os mennesker, hans børn?

Vi tager lige scenariet fra dagens evangelietekst til i dag en gang til: Der står en mor sammen med sine to sønner. De to sønner kender Jesus godt, for de er hans disciple. Moren kaster sig ned for fødderne af Jesus, og beder for sine børn. Hun beder Jesus om at tage dem med sig ind i sit rige – den ene skal sidde ved Jesu ene side og den anden søn ved på den anden side.

Hun beder om, at sønnerne må en god plads. Det er ikke mærkeligt at beder om det. Hun overgiver sine børn til Jesus, og beder ham sørge for, at der er plads til dem. Eller sagt på abesprog, så vil hun gerne have, at de får vindruer og ikke agurker.

Men hun får ikke det svar, som hun sikkert håber på, for Jesus siger til hende, at det slet ikke er ham, men Gud der giver de pladser til dem, han vil give dem til. Jesus har altså ikke noget med det at gøre.

Og da de andre disciple, der står sammen med dem alle sammen hører Jesu svar, bliver de vrede på de to brødre. Det er uretfærdigt at bede om forrang. Helt ærlig, så kan det godt fremstå som om de er noget selvfede, de disciple. Men måske længes de andre disciple efter samme plads – måske ville de ønske de selv turde spørge.

Og at spørge om at få en bedre plads, er noget som vi i vore dage synes er helt ok. Hvis man skal klare sig på arbejdsmarkedet, så skal man være lidt fræk og spørge. Eller får man jo ingenting. Ordsproget om, at hvis man siger efter stjernerne, så er det værste der kan ske, at du rammer træerne, lever i bedste velgående. Så for os er det svært at hidse sig op over disciplenes mor, der spørger om en fordel.

Så hvad er det præcist, der er problemet i dagens evangelium. Set med moderne øjne griber moren bare muligheden, da den kommer. Det er som sådan heller ikke det, at hun beder om en plads, der er problemet – det er faktisk noget meget fint i, at hun overgiver sine to sønner til Gud. Men problemet er, at alle omkring Jesus (igen kunne man tilføje) misforstår, hvad magt og tjeneste er. Dét er problemet.

At overgive sit liv til Gud, er ikke at få en høj position i Himlen – eller at få en særlig fin position her på jorden i et religiøst hierarki. Det handler slet ikke om at få en af de to særlige pladser. Og helt ærlig, så tror jeg, at vi tænker for småt om Jesus – og alt for konkret. Kunne man derimod ikke forestille sig, at alle pladser i Guds rige er særlige? At hver evig eneste plads var ved siden af Jesus?

Det lyder storsindet og måske ligefrem uretfærdigt. Der må da være nogen, der er lidt tættere på Gud end andre? Og svaret er, at vi alle er lige tætte. Der er ikke mennesker, der særlig hellige eller helgener – for alle får vi den gode plads. Vi får alle vindruer.

Som præst hører jeg tit den joke om, at jeg har forbindelserne i orden op til, og derfor bliver jeg særlig tit bedt om at sørge for godt vejr. Det er ret sjovt, men jeg må skuffe jer: præster er ikke Guds meteorologer på jorden – og vi har heller ikke særlige forbindelser til Gud. Gud er lige meget Gud for alle mennesker. Han er ikke kun 45% Gud for nogen og så 87% for andre. Det er jo helt skørt at tænke på. Nej, han er 100% for os alle.



Det kan godt være uvant for os at tænke på, for vi indordner os anderledes her på jorden. Her har vi vores hverdag fyldt med hierarkier og har en masse formaliseret magtfordeling, så vores samfund kan fungere. Vi fordeler magten, så den kan bruges til fælles bedste. Der er intet forkert eller farlig ved magt – kun når den bliver misbrugt.

Det ved Jesus godt, og derfor anklager han i dagens evangelium stormændene, ikke at de har magt, men at de misbruger den. De bruger magten til det forkerte – de leder ikke vejen, men bruger den kun til at selv at blive større og rigere.

Men det er ikke hvad Gud vil – Guds rige skal være anderledes. Der er altså ikke nogen, der er mere værd end andre, eller får en bedre plads. For vi har allerede fået den smukkeste plads af dem alle – nemlig at være tjenere for hinanden. Vi skal tjene hinanden – det er en af kristendommens fornemste udsagn om livet. At være hinandens tjenere. Og her er kristendommen noget andet end samfundet – men netop derfor er der også brug for kristendommen. For i lyset af Guds kærlighed, er det vigtigt at vi holder fast på, at ethvert menneske, vi møder, er et vi skal tjene. Og her tænker jeg ikke på en på en tjener på en cafe, men mere tjene som en tilgang til hinanden.

Løgstrup, der var en kendt teolog og præst, formulerede det på den, at vi har holder hinandens liv i vore hænder. Vi er så tæt forbundet – man kunne sammenligne det med dominobrikker, at vi hele tiden skal hjælpe med at rejse dem, der vælter i livet. Ja, for ellers vælter vi alle sammen.

Løgstrup taler om, at mennesker har en grundlæggende tillid til hinanden, som altid kommer i spil i det umiddelbare møde. Faktisk lever et lille stykke af Gudsriget ud i vores hverdagsliv.

Vi er tjenere for hinanden.

I virkeligheden er Jesu budskab simpelt. Vær der for hinanden, uden dom, uden forargelse og uden vores menneskelige retfærdighedssans.

Mange har nemlig den tanke, at nogle fortjener vindrue og andre agurker. Selv indenfor kristendommen møder man nogle gange den holdning, at nogle bør få vindruer og andre agurker. Men jeg tror ikke på en Gud, der gør forskel. For hvis Guds kærlighed virkelig skal gælde, så skal den gælde. Så gennemsyrer den alle vores magtforhold og fordelinger – alle vores spørgsmål og krav om at få forrang. Alt det gennemsyrer kærligheden. Gennemsyrer selv dødsriget.

Så er den tillid vi har indpodet i vores inderste den rette vej i livet. Så ved vi, at det ikke handler om at gøre sig fortjent til enten det ene eller det andet. Vi får alligevel det vigtigste givet – en plads hos Gud.

Gud giver os en plads uden vi behøver spørge om den, eller sende vores mor ud i forbøn for os. Vi får den af Gud, fordi vi er hans.

Vi har en plads – både i livet og hos Gud. En plads der er vores. En plads, hvor vi skal tjene hinanden – hjælpe og holde hinandens liv i vores hænder. Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.


Salmevalg:


Et hus at komme til (I) - Janne Mark

29: Spænd over os (SL)

370: Menneske din egen magt (FP)

192: Hil dig frelser (EP)

Nadver: 260: Du satte dig selv

Nadver: 847: Kalken med ordet

31: Til himlene rækker