14. søndag efter trinitatis 2018

Tag din båre og gå. Sådan lyder opfordringen i dag til os. Det bliver sagt tre gange i dagens evangelietekst. Og der er altid en båre, der skal bæres. For den lamme mand var det 38 års lammelse – for andre er det måske en opvækst, der gik skævt, et ægteskab der kulsejlede, en misforståelse der fik konsekvenser eller en fiasko i livet, der stadigvæk rammer, når man taler om den. Der er altid en båre, der skal bæres. Det kan være erindringen, sorgen, længslen efter det, der ikke blev – der er altid en båre.

Og opfordringen i dag lyder: tag din båre og gå. Gå ud i livet, ud i verden og lev så godt du kan. Mere forlanges der ikke af dig.

Der er mange, når de hører evangeliet til i dag, der bliver stødt over Jesus, der spørger: VIL du være rask, og det spørgsmål kommer til at stå i vejen for budskabet. For hvis man lægger vægt på VIL, ja så betyder det jo, at vi som mennesker har en vilje, der kan afgøre om vi vil være syge eller ej. Der er ikke mange, der ligger på Skejby, der har villet ligget der. Det forekommer så provokerende, hvis vi lægger vægt på vores egne vilje. Men hvis vi i stedet for hører, at det Jesus spørger om, er om vi vil tage imod det han kommer med til os. Vil du være rask – vil du have det jeg kan tilbyde dig? Så får det anden klang. For det han tilbyder er livet med Gud.

På Jesus tid var der en skarp opdeling mellem rent og urent. Det rene var Gud og templet, hvor man mente Gud var, og det urene var at finde i livet udenfor templet. Man kunne som menneske blive forurenet, og så skulle man vente til forureningen ligesom gik af, før man igen kunne komme i templet. Det betyder også, at Gud er den rene. Den absolut rene. Og man måtte ikke komme i templet som uren, fordi det kunne smitte Gud.

Det lyder helt absurd for os, at Gud kan blive smittet med vores urenhed, men det er fordi, der sker noget nyt med Jesus. Og vi lever i lyset af Kristus.

Da Jesus kommer, så spiser han sammen med urene – syndere, toldere, skøger, lamme, spedalske – alle dem, som det herskende samfund så som urene. Men Guds egen søn spiser med dem, omgås dem, elsker dem. Og det gør han FORDI det ikke længere handler om, at Gud kan blive smittes med vores urenhed, men fordi vi bliver rene i samværet med Gud.

Når Jesus spiser sammen med de laveste i samfundet, så gør han dem samtidig rene. Der bliver vendt om på smitten så at sige. Før kunne det urene smitte Gud, men nu kommer Gud til os og gør os rene.

Rene og urent er ikke en tanke, der fylder meget i vore dages tro. Og det gør den ikke, fordi vi har et andet vilkår. Gud kommer med sin kærlighed, der forandrer verden for os – han gør os rene. Vi får tilbudt en personlig relation til Gud, der gør, at vi slet ikke kan forestille os, at det engang var anderledes. Men efter Kristus har været i verden, er verden forandret, og vi har en Gud, der vil spise med os alle, som dem vi er.

Så det er vendingen, der sker med Jesus. Der sker noget nyt med ham, så derfor lyder spørgsmålet: vil du være rask? Eller hvad han mener er: vil du være ren, være en del af mit rige – vil du have kærligheden?

Og for manden ved dammen blev det begyndelsen på et nyt liv. Det blev en forvandling, da han tog i mod.

I Guds rige er kun kærligheden tilbage, og derfor så vi et glimt af Guds rige i Jesu møde med den lamme.

Og det giver håb også for dette liv. For uanset hvor lammet vi kan være i livet eller hvor ødelagt det er, så er der håb for os. Hver dag er der mulighed for, at der kan bryde noget nyt ind, som forvandler også os. Det er aldrig for sent. Det kan være et møde med et medmenneske, et ord der varmer eller et glimt i livet – noget, der gør, at vi åbner vores øjne mens vi åbner vores hjerter.

Men det er også hver gang vi er her i kirken, og rejser os fra nadverskranken, at vi hører ordene bag ordene: Tag din båre og gå. Guds fred være med dig.

Livet med Gud er et liv til frihed. Troen skal gøre os frie – ikke binde os til regler og ramme – ikke lamme os. Men gøre os frie og frimodige i samværet med hinanden.

Og hvis man endelig skal tale om vilje, så handler det ikke om, hvorvidt vi vil være raske eller ej, men om at Gud vil noget med os. Han vil oprejse os. Og når vi svarer Gud med en hvisken, et opgivelsens suk eller med vrede, at vi ikke kan, fordi vi allerede har prøvet i 38 år, så hvisker Gud tilbage til os: Tag din båre og gå.

Vi kan nogle gange falde ind i en opfattelse af verden, hvor vores egen tro eller vores eget syn på sagen kommer til at være afgørende for om vi kan bære den båre. Vi glemmer, at det er på Guds ord, at vi rejser os. Det er Guds suveræne ord til os, som er DET der forvandler. Ikke vores tro, der kan vakle eller vores selvtillid der kan svigte – men GUDs ord til os. Og på det ord kan vi leve og dø – på det ord, kan vi rejse os og gå ud i verden igen.

Spørgsmålet lyder derfor til os, også i dag: vil du være rask? Vil du have Guds kærlighed, så tag din båre og gå.

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.