lørdag den 26. januar 2019

3. søndag efter Helligtrekonger 2019



Videoklip eller genfortælling:

Der står en række unge mennesker på en række. De skal løbe et kapløb, og den der kommer først vinder 1000,- De er spændte og klar. Men pludselig råber en voksen til dem, at reglerne er blevet lavet om.

Hvis ens forældre er gift, må man træde et skridt frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man har haft en faderfigur i hjemmet, må man træde et skridt frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man har en uddannelse, må man træde frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man aldrig har været bekymret for om mobiltelefonen blev afbrudt, fordi man ikke har kunnet betale regningen, må man træde frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man aldrig har hjulpet sine forældre med at betale en regning, må man træde et skridt frem. Nogle træder frem, men ikke alle. Hvis man aldrig har været bekymret for det næste måltid, må man træde et skridt frem. Nogle træder frem, men ikke alle.

Da siger den voksne, at dem i front skal vende sig om. Og bag ved står der en række af unge mennesker, og har ikke rykket sig. Den voksne siger: Der er ingen af jer, står her, fordi I gjort noget forkert, eller fordi I ikke har gjort nok. Det er bare sådan, at nogle af jer på forhånd har fået flere muligheder i livet. Nogle af jer har et forspring. Men det betyder ikke, at I ikke skal løbe om lidt. I kan ikke undslå jer at deltage i livets løb. Men der er sandsynlighed for at dem i front vinder de 1000,- og ikke jer bagved. Og de af jer der nu vinder, I er forpligtede til at lære af det her. I skal bruge jeres sejr, så I kan lytte til de andres historier.

Det slutter med et citat fra 1. Johannesbrev, kapitel 16-18:

Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Det er video/fortælling med et klart budskab. Vi kan ikke selv gøre for, at vi kommer til verden med en social arv. Den afgør vores plads i livets løb, og den, der står forrest, er forpligtet til at bruge sin sejr til at lytte til dem, der aldrig når i mål.

Videoen/fortællingen er fra USA, der har et andet politisk system end her, og hvor det i endnu højere grad er forældrenes formue, der afgør om man kan komme frem i løbet. Og derfor har deres teologi i højere grad fokus på social forandring end den historisk set har haft i Danmark. Og det handler kristendommen også om.

Men der er også en anden vinkel i denne fortælling/video, som kommer til udtryk. Nemlig fortællingen om, hvornår vi bliver fremmede for hinanden. Hvornår vi kommer til at stå så langt fra hinanden, at vi ikke længere ser et medmenneske, vi skal hjælpe, men en som vi måske mener bare burde løbe hurtigere.

Når vi bliver fremmede for hinanden, så mister vi evnen til at se med empati på medmennesket. Så ser vi bare en masse af mennesker. En mur af mennesker, som man nemt kan vende ryggen til.

Fremmedheden har mange følgesvende, der gerne følger trop.

En af dem er hævnen. Hævnen, der forsøger at ramme omkring sig med sin giftige brod. Når vi bliver fremmede for hinanden, så er det nemt at hævne. Og man kan blive fremmed selv overfor et menneske, man før stod nært.

Hævnen luller sig ind i tanken om, at den egentlig vil gøre et regnskab op. Den vil gøre parterne lige ved at dele det forfærdelige, krænkelsen eller uretfærdigheden med den, der har forvoldt en ondt. Den vil gøre verden lige igen. Men det sker sjældent. Det sker aldrig.

En anden følgesvend er ligegyldigheden. Ligegyldigheden anstrenger sig for ikke at få øje på den fremmede. Vendere sig bort fra den fremmede. Ligegyldigheden gør mennesker ligegyldige.

Og sidst men ikke mindst kommer dommen, der dømmer og fordømmer alt det, den ikke forstår. Den har intet i klemme overfor den fremmede, og kan få frit spil.

Faren ved tilværelsen er, at vi bliver som fremmede for hinanden. At vi bliver hinandens spedalske.

Og man kan faktisk sammenligne den fremmede med de spedalske, som Jesus møder. De er befængte med en sygdom, som de ikke selv kan gøre for; og de er blevet fremmede for verden. De kan ikke engang genkende dem selv i spejlet længere. De bliver fordømt, holdt ud og er blevet ligegyldige. De er fremmede.

Men ikke for Jesus. Han kender dem – han genkender dem. Og derfor er han sammen med dem. Møder dem og fjerner det, der gør dem fremmede. Helbreder dem. Han viser os et glimt af Guds rige. Et glimt af en anden virkelighed, hvor vi får øjenkontakt med hinanden og ser. Bliver set af Gud.

Tilværelsen kan koges ned til dette ene. Bliver jeg set eller overset. Er der en, der får øje på mig? Og svaret er, ja – Gud får øje på dig.

Det er afvæbnende af blive set. Det nedbryder de mure, man han bygget om sit hjerte til forsvar. Det nedbryder de angreb, man måske har i støbeskeen. Fordi dine øjne blev mødt af venlighed, åbenhed og nysgerrighed. Fordi det ikke handler om, hvor mange forspring, du har i tilværelsen, eller hvor meget du har kontrol eller kommando over, eller hvor god du er til at klare og mestre livet. For her i dag, hører vi ord, der modsiger tilværelsens hårdhed. Ord der insisterer på, at vi kan gøre den fremmede kendt, at vi kan møde det onde med det gode – og at vi kan tro ordet om Gud.

Tro er at kaste sig ud på de 70.000 favne, som er et af de mere berømte Kierkegaard citater. Kierkegaard mener her, at tro ikke handler om, at være objektiv omkring Gud. Det handler derimod om, at man med sin uvished og alligevel tror. Tro er altså at turde tro ordet, selvom vi kun har et ord, og ikke et håndgribeligt bevis. Vi har et ord, der kan betvivles. Så vi må kaste os ud på de 70.000 favne og tro.

Tro på, at der er en anden fortælling om os mennesker end den vi ynder at fortælle, der ofte handler om det succesfulde menneske. Men i Guds perspektiv handler livet om noget helt andet. Han stiller os ved samme startlinje, og ingen får lov at træde et skridt frem. Vi står sammen der skulder ved skulder. Og får nåden.

Den største gave – den eneste gave vi i virkeligheden kan leve på. Nåden der som en solstråle på en vinterdag varmer vores hårde hjerter, så vi ved, at vi ikke bliver bedømt på vores fejl og nederlag. Vi bliver derimod værdifulde – dyrebare.

Kaj Munk har sagt: vi skal leve så livet bliver dyrebart for andre.

Livet er ikke et kapløb om komme først, men en vej, vi skal gå. Og vi kan vælge at gå den vej i lyset af Guds nåde og i troen på, at den, der går bag mig, foran mig og ved siden ikke er en fremmed, men et medmenneske.

Eller som vi skal synge om lidt:

• At tro er at komme,
trods hvad der vil hindre,
til gudslysets skær -
og skænke sin næste
Guds nåde i dagen,
hvor riget er nær. (DDS 582)

Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...