1. søndag i fasten 2019

”Gud – indtil nu har jeg i dag hverken sladret om nogen eller været i dårligt humør. Jeg har ikke været sur, ondskabsfuld eller selvist. Men om nogen minutter er det tid til at stå ud af sengen, og fra da af kommer jeg til at behøve en hel del hjælp.”

Sådan står der på en kalender, jeg har stående på mit kontor, med et ord til hver dag.

Og vi trækker på smilebåndene. Vi kender godt dem kamp. Kampen om var være den bedste udgave af os selv, og vi ved også, at vi taber til tider. Måske endda hver dag. For det er sådan, at når mennesker er sammen, så er der også konflikter.

Det vidste Paulus, der dannede de første menigheder. Hans breve er svar på konflikter og stridigheder. Fordi vi ikke altid er enige om, hvordan vi skal løse opgaver eller i hvilken rækkefølge. Det betyder ikke, at mennesker er dumme eller onde – det betyder blot, at vi i kirken ikke har samme mening om tingene. Og det har vi ikke. Folkekirken har det største antal medlemmer af nogen forening i Danmark, så selvfølgelig er vi ikke enige om tingene. Vi ser forskelligt på tolkningen af Bibelen, hvordan vi bygger menigheder og på præstens rolle i civilsamfundet. Men vi glemmer ofte at se, at det er en gave. En gave at vi kan være uenige og har forskellige meninger. Og en gave at vi trods alt er et trossamfund og ikke et meningssamfund. Troen står, men vi kan have forskellige meninger. Og det må vi gerne.

Men vi har denne base som vi står på. Grundlaget, klippegrunden som gør at vi gerne skulle stå funderet om det samme. Nemlig vores treenige Gud og opstandelsens virkelighed. Og så selvfølgelig dåben og nadveren som vores sakramenter, hvor ord og handling flettes sammen i et øjeblik, hvor himlen berører jorden.

Det er udgangspunktet for kirken.


Og det er udgangspunktet for den enkelte. For os i vores hverdag.

I en kaotisk, evigt forandrende, truende, hurtig og besværlig hverdag. Vi har en grund at stå op på. En grund, der gør, at når vi beder om hjælp til dagen, så kan vi regne med at får den. Ikke altid i den form vi ville ønske, men vi kan stole på, at Kristus vandrer med os i ind i hverdagen.

Det er trøstende ord i en verden, som jeg i al fald lige nu synes er truende. Eller fremtiden er ikke så trøstesløs som den har været for år tilbage. Der sker lige nu en forråelse af vores sind, så vi i højere grad tænker os og dem om hinanden. Der sker en nedbrydelse af vores anstændighed for, hvordan vi kan tale til og om hinanden. Der sker et brud i tilliden til, at næsten vil mig det godt. Selv kristendommen bliver i disse år trukket for forskellige vogne, som slet ikke har noget med kristendommen at gøre, men har alt med politik at gøre.

Der er på mange måder grund til alvorlig bekymring. Bekymring for, hvordan det vil gå os.

Teksten til i dag handler om ondskab. Men der er ingen grund til at pege hinanden ud som onde af den grund. Men vi skal være på vagt overfor den fristelse det er at gøre andre mennesker onde. Deri ligger nemlig den sande ondskab. Når vi gør det ondes gerning og samtidig tror, at vi gør det gode.

Fortællingen om Jesus ude i ørkenen skal være en hjælp i dage, hvor man bekymringen tager over, og vi er bange for at historien vil gentage sig.

Jesus møder fristeren i ørkenen og bliver fristet til at sørge for sin egen nydelse, fristet til at teste Gud og fristet til at tilbede andre end Gud. Og Jesus svarer fristeren hver gang – eller han afslører ham ved at svare ham. River masken af det onde, så det onde står forsvarsløst tilbage og må fordufte.

Med de fristelser går igen i vores liv.

Fristelsen til at sætte egen nydelse først. Og her er der ikke tænkt på kage og rødvin. Men på den fristelse, at man glemmer andre, for at nå egne mål. At man bliver ligeglad med andre, fordi man selv vil opnå noget.

Og fristelsen til at teste Gud. Når vi tror vi tror bedre. Når vi tror, vi har bevist, at Gud ikke findes, fordi Gargarin ikke så Gud fra rummet. Når vi ikke får en åbenbaring, når vi beder om den. Så tester vi om Gud nu virkelig findes i vores liv.

Og så fristelsen til at tilbede noget andet. Vi synes nok vi tilbeder Gud, men måske vi bliver fristet til at sætte noget andet på 1. pladsen i vores liv end Gud. Vi skubber Gud ud i øjenkrogen, så han ikke er helt væk og fordyber os i hverdag.

Det er jo ikke stor ondskab det her, men ondskab findes på to planer.

Ondskab er det store ord om det, der sker når nationer, folkeslag og regimer brager sammen. Eller når en enkelt mand slår en masse unge ihjel på en ø i Norge. Så er det ondskab, vi kan genkende.

Men det lille ord om det onde er fristelsen. Det er ikke helt samme skala, men er som små giftige dryp i vores hjerter, der tilsammen kan få os derhen, hvor den store ondskab er. Og det ikke bare fristelsen til at spise kager. Det er derimod fristelsen til at være ligeglad med andre mennesker. At sætte sig selv forrest i livet og andre nederst. Det er, når man altid går efter egen nydelse først. Det lyder banalt og ligegyldigt, men er det ikke.

Kristendommen begynder i det små. Gud viste sig ikke for alle folk i hele verden, men kom til jorden som et enkelt lille menneske i et land langt væk herfra. Han kom og satte skub i os mennesker, så vi langsomt, men stædigt kan tale det onde i mod.

At sige nej til ondskab begynder i det små. Det begynder med forsagelse hver gang vi har gudstjeneste og siger, at vi tager afstand fra det onde. Det begynder, når vi stopper op og husker, at de mennesker vi udtaler os om eller har en mening om, er mennesker før de alt andet.

Vi er skabt med øjne, der kan kigge på hinanden. Kigge ind i sjælen og sige mere end 1000 ord. Når vi ser hinanden, så ser vi hinanden. Så opdager vi, at vi er fælles om mere end der adskiller.

Det er den suveræne livsytring som Løgstrup taler om. Nemlig den, at vi er en tilbøjelighed til at ville det gode.

Peter Lund Madsen, der er hjerneforsker, siger, at mennesker er gode. Hvis vi ikke var det, ville vi ikke kunne bygge civilisationer, men ville have udryddet os selv for mange år siden. Vi vil det gode. Vi er skabt i godhed, ud af godhed og til godhed.

Det skal vi holde fast i, når verden suser os om ørerne, og insisterende skal vi holde fast på det gode. Hver dag og hele tiden. Og selv når vi fejler, så skal vi vide, at Gud tilgiver os, fordi han ser godheden i os. Vi har potentiale kunne man sige. Potentiale for det gode.

Lad os begynde i det små – sige fristelsen imod, så vi sammen kan være nok uenige, men enige om kærligheden er vigtigere end alt andet. Amen




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.