2. søndag efter trinitatis, 2019

Det er det helt nære, der betyder noget for os. Det er ikke altid, at vi indser det, fordi vi har travlt med hverdagen og kalenderen. Det kender jeg i al fald ret godt. Men det er det nære, der er vigtigst.

Sådan siger enhver, der ligger for døden også Og man skal lytte, når mennesker står og skal miste det, vi andre tager for givet. For deres blik bliver skarpt.

Det er det helt nære, der betyder noget os. Det er hinanden og måske det enkle, der har størst betydning. Selvfølgelig kan livet sagtens være fyldt med store rejser og oplevelser. Det er spændende at få rykket grænser og åbnet vidder. Ja, ligefrem nødvendigt til tider. Men det må ikke stå i stedet for det nære. Det skal også med.

Det nære.

Det kan være kærlighedsblikket fra mor, far store varme hånd at holde i, venindens opmuntrende sms, vennens klap på ryggen – eller ens barn, der med stjerneøjne kigger på verden.

Det nære betyder noget.

Det er middagsbordet uden telefonener, hvor man ser hinanden, taler og måske endda giver plads til stilheden, hvorfra tanken for alvor kan vokse.

Og netop middagsbordet – eller maden betyder meget i kristendommen. Og i kirken.

Vores tidligere kirketjener, lavede tit sjov med de mange, mange indkøb man laver af mad, når man arbejder i en kirke. Hvis der ikke er ostebord eller smørrebrød, så er der småkager eller sødt til kaffen. Vi spiser. Meget.

Og enhver præst med respekt for sig selv tager 10 kg på, når man første gang får embede.

Ja, mad er væsentligt. Og så væsentligt, at Jesus i fadervor beder: giv os i dag vort daglige brød. Han beder simpelthen om, at vi må blive mætte.

Vi er i bunden af behovspyramiden, når vi taler om mad. Det er et behov, der skal dækkes, før vi kan fungere i verden – mellem hinanden.

Mad er vigtigt – livsvigtigt. Men også sjælevigtigt. For når mad får lov at blive til et måltid, så sker der noget. Mad bliver til et måltid, når vi mødes og spiser sammen. Ja, det bliver ligefrem til et festmåltid. Ikke nødvendigvis med høj musik og sjove hatte, for et festmåltid kan også være det måltid, vi deler til hverdag – med hinanden, sammen med hinanden, overfor hinanden.

Lignelsen som Jesus fortæller os i dag, handler også om et festmåltid, hvor dem, der først blev indbudt, havde for travlt med deres eget. De havde kun fokus på det, der var deres alene. Ikke på det, de kunne have delt med andre; men deres helt eget. Og derfor takker de nej til indbydelsen, da den kommer. Nej tak – mit eget er nok.

Jeg kommer sådan til at tænke på den historie om en mand, der skulle til et vigtigt møde i byen. På vej derind bliver han forsinket, og da han endelig kommer til parkeringspladsen, beder han til Gud, om han ikke nok vil hjælpe med at finde en parkeringsplads, så han ikke kommer for sent til sit møde. Han kører rundt og rundt, men kan stadigvæk ikke finde en, så han beder igen: Gud vil du ikke hjælpe mig med at finde en parkeringsplads, så jeg ikke kommer for sent til mit møde. Han kører rundt igen, og pludselig er der en plads. Juhu, tænker manden, og derefter henvendt til himlen: Pyt med det Gud, jeg fandt selv en plads.

Og er det nu os, der kommer til både at takke nej til indbydelsen, når Gud kalder og tilmed tror, at alt det, vi kalder vores eget, netop intet har med Gud at gøre?

Jesus er hård ved os i lignelsen her. For han sætter ligesom et forstørrelsesglas på os, og spørger os, om vi er dem, der fokuserer for meget på vores eget? Er vi dem, der kommer til at takke nej, hvor et ja ville have åbnet for et festmåltid? Måske nogle gange.

Med Jesu lignelser er det sådan, at vi altid rummer lidt af alle de personer, vi hører om. Så vi er ikke kun dem, der takker nej, vi takker også ja. Men ved at lytte til lignelserne kan vi blive klogere på verden, hinanden og Gud.

Nogle andre, vi hører om i lignelsen er bænkevarmerne. Eller det bliver de ikke kaldt, men det er dem, der først bliver inviteret i anden omgang. Det er dem, der ikke lige passer ind, er skæve eksistenser, særlige eller udsatte. De bliver inviteret, og de takker alle JA.

Det kan lyde underligt, at netop de i lignelsen ikke bliver inviteret først. For hvis manden, der inviterer, skal forestille at være Gud, ville han så egentlig hellere have haft nogle andre med i stedet for? Men selvfølgelig er det ikke sådan, det forholder sig. For vi kommer til at tænke tidsligt om Gud, og glemmer at Gud er rummelig.

Alle er til hver tid inviteret med til hans fest. Alle får indbydelsen, og alt vi skal gøre er, at takke Ja.

Og der sker noget ved ja.

Et ja er et helt særligt ord, som vi bruger, når livet bliver stort.

Vi hører det, når to mennesker skal giftes. Så bliver de spurgt om de vil leve sammen, og dertil skal de svare ja. Lige sådan en dag, er det ikke specielt sjovt at få et mjow eller måske. Der har man brug for et ja.

Og også når vi konfirmerer, hører vi et ja, for så skal konfirmanderne for første gang stå foran alteret og selv sige ja.

Og selvfølgelig når vi døber. Når vi bærer børnene til dåben, så siger vi også ja. Der er der en voksen, der siger det i deres sted, men der lyder et ja. Og Gud lægger derefter sit ja til vores. Vores ja, der lyder fra en enkelt stemme, bliver til et stort ja, der gælder helt til verdens ende. Et ja, der vil følge dåbsbarnet livet igennem. Her er det også vigtigt, at det er et ja, og ikke et mjow eller måske, vi får fra Gud.

Vi har brug for at høre et klart Ja fra Gud. Vi tør ikke leve på et måske. Vi visner på et mjow.

Og Gud siger ja til os. Ja til at blive ved med at inviterer os, også selvom vi takker nej. Han insisterer på sit ja.

Men hvorfor kan vi overhovedet sige nej, så? Fordi vi har en fri vilje. Vi kan leve vores liv, som vi vælger det. Gud vil ikke låse vores arme om på ryggen, og tvinge os til at deltage i festen. Hvis Guds rige kun er mennesker, der ikke vil være der, så bliver det ikke til et festmåltid.

Så derfor kan vi vælge at gå.

Gå fra kærligheden.

Men det er jo i grunden en noget hypotetisk tanke, for hvem vil vende kærligheden ryggen, når man først har mødt den?

Det kan være, at vi først møder den dag, vi lukker øjnene en sidste gang – det kan også være, at vi møder den i livet her. Men møder vi kærligheden, så kan vi ikke andet end at sige ja.

Ja og tak.

Og dertil Gud sit ja, og glæder sig over, at lige netop du fik en plads ved hans bord, og at det slet ikke ville have været den samme fest uden dig.

Det er det nære der betyder noget – også for Gud.

Amen






Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.