6. søndag efter påske 2019

Karen Blixen sagde:

”Gud undte selv den mindste skabning at være til, og at være til som sig selv.”

Og alligevel er det for mange en kamp. En kamp at få lov at være den, man er. Måske ikke så meget af andre, men snarere at få lov af en selv.

Vi er vores egen værste dommer, siger man.

”Gud undte selv den mindste skabning at være til, og at være til som sig selv.”

Man skal ikke være bange for at være menneske. Det er jo det, Karen Blixen siger. Du skal ikke været andet end den, du er. Det budskab går igen fra Kierkegaard til Karen Blixen.

Der er så meget andet, vi med rette kan være bange for: klimaforandringer, had og krig. Men vores menneskeliv skal vi øve os i, ikke at vige tilbage for.

Vi skal ikke være bange for at være mennesker, hvad det end rummer af konflikt eller følelser – fejl eller pinligheder. Det er en del af vejen gennem tilværelsen, at vi skal runde alt det, som er ubehageligt; men som hører sig til.

Vi skal ikke være bange for at være mennesker. For ”Gud undte selv den mindste skabning at være til, og at være til som sig selv.”

Det er en god forudsætning for at forstå teksterne til i dag, hvor vi får formaninger og opgaver.

Paulus formaner os til at blive ved med at elske hinanden, så vi hele tiden møder hinanden med åbne arme fremfor knugede hænder. Og Jesus giver den opgave til sine disciple, at de skal vidne om ham, selvom det vil skabe situationer for dem, hvor de vil blive udelukket, ja ligefrem slået ihjel.

Når Jesus ligefrem fortæller os, at vi skal vidne om ham, så er det en svær opgave for mange, fordi missionshistorien har et dårligt rygte. Og at vidne giver os associationer til retssalen, hvor det handler om at afdække sandheden og med rationelle argumenter at få loven på sin side.

Men man begynder ikke at tro ved, at man får de helt rigtige argumenter serveret. Tro er ikke en debatklub, hvor vinderen får resten over på sin side.

Troen skal man selv tage livtag med. Det er som at stå med det dejlige æble fra haven. Rødt, sprødt og sødt efter den helt rigtige mængde regn og sol. Og man plukker det direkte fra træet, og sætter tænderne i det. Man spiser det.

Og bagefter skal man forklare, hvordan det smagte. Ja, tænk lige over, hvor svært det er. Det kan faktisk ikke lade sig gøre fyldestgørende. Men hvis man opfordrer folk til selv at smage på æblet, så kan de selv smage om det er noget for dem.

Tro er altid en sag mellem os og Gud – og ikke en sag mellem mennesker. Selvfølgelig kan vi tale om troen, uddybe troen, blive klogere på den, øve os i at lade troens smukke sprog gribe os – men tro, handler om dig og Gud.

Intet menneske kan ved sine ord gøre et andet menneske troende. Men det kan Gud – eller Talsmanden, som Jesus taler om i dag. Talsmanden, eller Helligånden, som vi også kalder den, er den ånd, der griber os og giver vores indre vinger. Det er ånden, der banker vildt og inderlige, eller forsigtigt og sagte på vores hjertes dør i håbet om, at vi engang vil åbne op.

Tro er en sag mellem dig og Gud – og ikke en sag, som et andet menneske kan udtale sig om. Troen på Gud bliver ikke bedre af, at man praler med, hvor meget man tror på Gud. Troen på Gud er din, og den kan være så lille som det mindste frø i verden, og stadigvæk have potentialet til at spire til det største træ i skoven.

Så hvordan vidner vi?

Ja, ikke ved at gøre vores private forhold til Gud til en målestok for resten af verden. Eller til en hyldestsang. Det gavner intet.

Men ved at blive ved med at elske hinanden, og være gæstfri. Vi skal bruge vores evner til at hjælpe hinanden, og derved med vores liv ære Gud.

Vi vidner ved at være.

Martin Luther, talte meget om vores Gudsforhold – og om synden. Denne synd, der kan være så vanskelig at forstå. Men det er egentligt ret enkelt. Synd handler alene om vores forhold til Gud. Det handler hverken om livsstil eller handlinger. Men om at vi mennesker ikke har tillid nok til Gud og tvivler på ham. Og når vi gør det, så synder vi. Synd handler altså om vores forhold til Gud. Ikke om vores forhold til hinanden – og derfor kan vi heller ikke synde med hinanden.

Men selvom vores forhold til Gud ikke er perfekt, så skal vi ikke fortvivle. For der er i iflg. Luther INGEN, der har et perfekt forhold til Gud. Vi er lige meget syndere på det punkt. Men det, der gør, at vi ikke skal gå duknakket ud af kirken, fordi man føler præsten har talt dundertale, er at Guds kærlighed er større og størst.

Guds gæstfrihed overgår enhver forventning. Og vi er inviteret med til festen. VI er alle inviteret med til festen – eller sagt med andre ord, så får vi nåden. Helt gratis.

Og nåde hedder da også på latin gratia. Så det er ikke tilfældigt, at ordet gratis nemlig hedder gratis på dansk. Det er det, der bliver givet til dig uden du behøver gøre dig fortjent til det.

Luther siger derfor til sin gode ven Melanchton:

”Så synd frejdigt, men tro og glæd dig endnu mere frejdigt i Kristus, for han er sejrrig over synd, død og verden. Så længe vi er her, så kan vi ikke undgå at synde Bed frejdigt, for også du er en stor synder.”

(1521, brev).

Synd frejdigt siger Luther. Og her mener Luther jo som sagt ikke vores handlinger, for synden handler ikke om, hvad vi gør, men alene om vores forhold til Gud. Vi er både syndere, men vi får også nåden. Vi er det som vi i fagsprog kalder for simul justus et peccator. Det betyder, at ethvert menneske både er retfærdig og synder på en og samme gang. Synd frejdigt, men glæd dig endnu mere.

Derfor konkluderer Karen Blixen da også:

”Gud undte selv den mindste skabning at være til, og at være til som sig selv.”

For det vigtige i kristendommen er altså ikke, at vi er syndere. Det gentager jeg lige: det vigtige i kristendommen er IKKE, at vi er syndere. Det vigtige er, at Guds nåde og kærlighed får lov at være i centrum for vores liv.

At vi får lov til at håbe på i morgen. At vi får lov til at turde åbne vores hjerter for hinanden. At vi kan sætte kærligheden forrest i mødet med den fremmede og byde vedkommende indenfor. At vi gennem vores liv, får lov at leve i en synlig og en usynlig verden. Den synlige for øjet, men også den usynlige verden, der er Guds. Den verden, hvor Talsmanden eller skal vi sige Helligånden, blæser sagte over os. Blæser håb og drømme ind i os. Så vi gennem vores tro og forhold til Gud, også får troen på, at det går an at vende sig mod næsten.

Når Gud elsker os, får vi kærligheden til at elske hinanden.

Elsk, del og vidn om Gud.

Amen.




Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.