Pinse 2019

Kapitel 23:

- Goddag, sagde den lille prins.

- Goddag, sagde købmanden.

Det var en købmand, der solgte vidunderpiller, som var i stand til at stille tørst. Man tager én om ugen, og så føler man ikke mere trang til at drikke.

- Hvorfor sælger du dem? Spurgte den lille prins.

- Det er kolossalt tidsbesparende, sagde købmanden. – vi har haft eksperter til at regne det ud. Man sparer treoghalvtreds minutter om ugen.

- Og hvad bruger man så de treoghalvtreds minutter til?

- Til hvad det passer en…

- Ja, hvis det var mig, der havde treoghalvtreds minutter til min rådighed, svarede den lille prins, så ville jeg bruge dem til i fred og ro at vandre hen til en kilde.

(Den lille prins, Antoine De Saint-Exupery)

Sådan lyder kapitel 23 fra Den lille prins. Om købmanden, der solgte vidunderpiller. Den lille prins er et eventyr, der handler om en prins, der bl.a. rejser rundt mellem planeter og møder forskellige mennesker, der alle som en går op i skøre ting – ligegyldige, materielle ting, der er blottet for skønhed.

Og købmanden er en af dem. Han vil effektivisere livet med 53 minutter, og dermed fjerne tørsten, og uden at tænke over det, så fjerner han også gåturen hen til kilden.

Købmanden er forblindet af effektiviseringens drivkraft. Tænk sig at få mere tid. Mere og mere. Der ligger en uro og en travlhed over købmanden. Han vil gøre verden bedre, det er der ingen tvivl om. Han mener selv, at han kommer med noget godt, men han glemmer at det gode, ikke er det samme som kvantitet.

Tiden er en af de størrelser, som vi i vore dage higer efter, bruger af, planlægger og kategoriserer og som alligevel flyver afsted med os. Vi skynder os så vi kan få mere tid.

Hvem af os ville ikke tage en pille, hvis den kunne give os mere tid? Mere tid til det vigtige. Så vi skynder os endnu mere, måske i håbet om, at vi kan spare op, så vi engang kan hæve rigtig meget tid i banken.

Og den lille prins står der med al sin naivitet og visdom, og siger ganske stille – giv mig 53 minutter og jeg vil gå til kilden efter vand.

Han vil gå ad den sti, til den kilde, hvor vandet springer.

For han er tørstig, og det handler ikke om at fjerne tørsten med en pille, men om at slukke den med køligt, rindende vand.

Ånden er ligesom det vand, der rinder fra den kilde. Klart og køligt. Den kan læske os, og skal ikke bare fjerne tørsten, som om den er ubelejlig. For vi har brug for Åndens kilde, der også er kilden til liv. Vi har brug for Ånden.

Men vores liv, verden og travlhed kan desværre fjerne troen på, at det er noget at hente ved kilden, og vi falder for pillen i købmandens hÅnd.

Vi fjerner tørsten, og tror måske bagefter, at vi aldrig har tørstet før.

Men det har vi.

Og det ser den lille prins. Den lille prins bliver et symbol på visdommen, der åbner vores verden for det mere. Åbner den for det, der står så enkelt og klart, når først vi hører det. Selvfølgelig skal vi gå til kilden for at slukke vores tørst.

Åndens kilde.

I dag er det pinsedag, og i dag fejrer vi Åndens komme til verden. Vi fejer, at Ånden kom som et vindstød gennem huset og fik flammer til at vise sig over disciplenes hoveder. Og da skete det, at de pludselig kunne tale alle sprog i verden, så de kunne gå ud og fortælle om Gud på folks modersmål.

Det er en fortælling om, at troen altid taler det sprog, der ligger dit hjerte nærmest. Og at der ikke går noget tabt, når vi oversætter troens ord, for Ånden – HelligÅnden – vil komme som et sus gennem vores hjerte, og sørge for resten. Vi kan gå til kilden, så at sige, og så vil kilden slukke tørsten.

Men det er også en fortælling om noget mere og samtidig helt indlysende. Lige så indlysende som den lille prins, der siger, at vi skal gå til kilden.

Det er også en fortælling om, at lige meget hvilket sprog, der er dit, hvor end i verden du kommer fra eller hvilken kultur der er din, så vil Gud gerne nå dig. Der er ikke forskel på mennesker i Guds øjne. For da Gud skabte verden, skabte han alle mennesker og ikke kun nogle af os. Og ligesom skabelsesberetningen, hvor Gud former Adam af ler og blæser Ånde ind i ham, sådan skal vi forestille os, at Gud gør ved hver enkelt af os. Hvert evig eneste menneske har Guds livs Ånde hos sig. Helligånden er fællesskab.

Vi er alle lige for Gud. Der er ikke et eneste menneske, der står nærmere Gud eller fjernere væk fra Gud end andre. Vi er Guds mennesker alle sammen.

Ånden er det medskabende i verden – det der giver liv, får alt til at blomstre og gro. Man kan faktisk bruge billedet af et træ som et billede på menneskers forhold til den treenige Gud. Gud er ejeren af træet – ham der gøder det og skærmer det. Jesus er stammen. Vi mennesker er grenene. Og Ånden, ja Ånden må være det, der får bladene til at folde sig ud. Ånden er vandet, som rødderne suger op. Ånden er det, der får grenene til at bevæge sig i verden.

Ligesom det billede, I har fået udleveret. Måske vi taler forskellige sprog, men vi er alle grene på det samme træ – den samme stamme. Der er kun en Gud.

Så i dag fejrer vi Ånden. Det levende, pulserende, det flammende, det fejende.

Der er så mange ord for Ånden, for Helligånden er luftig og svær at indfange med ord. For Ånden er det mere end.

Og måske skal man netop bruge mange ord for at beskrive Ånden. For hver beskrivelse fortæller en lille smule om Ånden, som også er sandt.

Så Ånden er flammerne, der varmer og lyser i mørket.

Ånden er livsånden, der fylder vores lunger.

Ånden er det usynlige, der giver bevægelse i verden.

Ånden blæser vores hjerte op, så vi kan høre Guds ord.

Ånden griber os med sin glæde og inspiration.

Ånden er kilden til liv, som vi skal bruge 53 minutter hver uge på at gå til, så vi kan få slukkes vores tørst.

Og bruger vi mere end 53 minutter, så går det også an – for Ånden går ikke så meget om i tiden, som vi gør.

Amen