Septuagesima 2021

Egentlig er der noget utrolig smukt over at være en byrde for andre mennesker. Ja, det er ikke sådan vi normalt tænker det. Faktisk tænker vi det modsatte, at vi ikke vil lægge andre mennesker til last. Som at vi ikke skal være dødvægt i andres liv. Så vi går med os selv – holder det for os – bider det i os. Tør ikke skilte med, at vi synes livet er hårdt, og at det ville være så uendelig rart at kunne læne sig lidt op ad et andet menneske. Være en byrde for en stund, så man ikke behøver bære hele verden alene.

Og tænk sig en verden, hvor mennesker faktisk turde læne sig op ad hinanden. Turde stå der i luften uden at vælte, fordi den anden også stod der i luften og var en byrde. Måske ville det hele ikke føltes så tungt.

I al fald ikke hele tiden.

Der er så mange mennesker, der har travlt med at være uafhængige af andre. Ikke at skulle regne med andre. Og det er da også risikabelt at stole på andre mennesker, fordi de jo kan skuffe en. Eller sådan er det. Er det ikke nemlig sådan, at alle fællesskaber på et tidspunkt vil skuffe en? Det er bare at vente længe nok, så vil der falde et ord, der vil gøre ondt – eller man vil opleve en svær periode eller måske en konflikt. Det er jo det, som Paulus bruger sine breve på at skrive om –konflikter og skuffelser i menighederne.

Man kan næste få lyst til at droppe fællesskaber. Men at noget er besværligt eller der er ligger en mulighed for at blive skuffet, er ikke i sig selv nok til at lade være med at prøve. Men det kan kalde på modet i os at skulle springe ud i fællesskabet med andre. men så er det jo vidunderligt, at der over 300 gange i Bibelen står ”Frygt ikke”.

Eller som en god ven engang sagde efter hun lige var blevet single, så ville hun kaste sig ud i kærligheden igen, når hun mødte en. Ikke fordi det ikke gjorde ondt at have kærestesorg, men fordi hun ikke kunne lade være.

Og Gud er også sådan. Han kaster sig ud i kærligheden, også de gange, hvor den ikke er gengældt.

Som i dagens fortælling om vingårdsejeren, der igen og igen må tilbage til torvet for at finde folk til sin vingård. Han fik aldrig nok og gav aldrig op. Han sprang ud i det, og blev ved med at hente folk ind – selv i den 11. time.

Og det er jo næsten ved at være for sent i den 11. time. Det er i al fald sådan ordsproget er, når man er ved at komme for sent, men lige præcis når det alligevel. Og vi kan levende forestille os, hvem der bliver valgt i den 11. time til at arbejde. Det har været de fysisk svagest, der stod tilbage. De ældste. De langsomste. Måske stod der også de vrede og bitre, som ingen gider have omkring sig. eller dem, der falder udenfor samfundsnormen. Måske de intrigante og upopulære – de oversete og de højtrøstende. De nedladende og irriterende.

Alle dem som nogle gange ender bagest i køen. Det er dem, som Gud henter ind. Det er dem, som Gud går tilbage for at prikke på skulderen.

Det er allivel noget. Ja, det er faktisk NÅDEN. At Gud kommer til os, som vi er – hvor vi er – også selvom vi har ventet længe og stået sidst i køen – så kommer han og vil have os med.

Ja, der er noget utrolig hverdagsnært over nåden.

Johannes Møllehave har skrevet en salme om nåden, som lyder sådan her:

Nåden er din dagligdag,
hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
nåden er: at være.

Nåden er den kærlighed,
som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
binder dig til livet.

Nåden er et ord fra Gud
over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
at få alt tilbage.

Nåden er hver levet dag,
hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
som står op af døde.

Uden håb og uden Gud
lar vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
får vi kun af nåde.

- DDS 522, Johannes Møllehave 1985

Nåden er altså en hverdagsbegivenhed. Noget der sker hver dag – lige nu. Gud prikker os på skulderen hver dag, og spørger om vi vil med.

Og det fine er, at det ikke handler om hvor meget vi kan yde, eller hvor vi kan fremvise; men om at vi hører til.

Men det kan være svært helt at tage ind.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på den første aarhusianer, der blev vaccineret mod Covid-19. Det var Else Jensen, der bor på Ankersgade plejehjem. Hun er 95 år, og hun sagde bagefter: ”Når man er 95 år har man levet sit liv, og ikke længere til nytte for samfundet. De siger jo, at vi er en samfundsbyrde.”

Det gjorde ondt helt i sjælen, at et menneske skal opleve sig som en samfundsbyrde, alene fordi de har levet livet længere end andre.

Og der kom jeg til at tænke over, at hvis man oplever at stå bagest i køen, at det kan være svært at takke ja til nåden, fordi man ikke har noget at give til gengæld.

Ja, man får faktisk det samme som alle andre, når man får nåden. Samme ”dagsløn”.

Og det eneste man har at give Gud som tak, er så meget mere værdifuld end enhver handling – for man skal ikke give andet end sig selv. Det er ikke til at forstå, at Gud kan bruge lille mig, men det kan han. Og det til fulde. Han kan faktisk slet ikke undvære alle de små mig’er rundt om i verden. Hele hans kongerige er fyldt med dem.

I Guds øjne er vi altid berigelser. For de sidste skal blive de første. 

Amen

Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/septuagesima-fra-foerste-raekke


Kirkebøn:
Lad os bede:

Gud – du kender de bønner, jeg beder til dig, når jeg er vred og skuffet. Når jeg er overmandet og træt. Når jeg har lyst til hævn og bagtaleri. Tak fordi du lader mig slette de bønner igen, og tak fordi du lader dem være mellem os to, og at du lytter alligevel.

Vær nu med alle os, der til tider føler os små og afmægtige, og ikke tror vi fortjener din nåde. Vis os igen og igen, at nåden er for alle, og at du vil komme til os, når vi mindst venter det.

Vi beder dig Gud – vær med alle der mindst venter det. Mød dem, der hader dig og vender sig bort fra dig. Vær med dem, der tror de er bedre end andre eller mere værdifulde. Vær med dem, der tror loven ikke gælder for dem, og dem der blindt følger den.

Vær med dem, der er syge i denne ensomhedens tid. Vær med dem, der er alene og savner en, der svarer når man stiller et spørgsmål ud i rummet. Vær med dem der kæmper hver dag med tanker, der vil dem det ondt.

Vær med dem, der lige nu sidder langt herfra i flygtningelejre – lad dem komme væk derfra og få en almindelig hverdag med morgenmad og kaffe, varme og tryghed.

Vær med dem, der mangler – forældre, mad, glæde eller overskud.

Vær med dem som vi altid glemmer og dem som ingen tænker på.

Vær med os – dine skabninger uperfekte perfekte.

Amen